Et vandrende skab

Jeg er vokset op i en familie, hvor engelsk var et naturligt 2. sprog, da vi havde nære familieforbindelser til englændere i såvel England, Afrika og Indien. Det var derfor helt naturligt, at jeg i en meget ung alder lærte mig visse engelske gloser, så jeg kunne begå mig i de sammenhænge, omend jeg som barn jo ikke var et særligt vigtigt indslag i familien. Hvad jeg sagde og tænkte var ikke væsentligt. Hvad jeg fortalte var blot sjov og ballade og noget der blev grint af. Og jeg kunne jo ikke altid forstå hvorfor. Oftest skammede jeg mig når der blev grint af mig.

Meget har jeg glemt. Dels fordi jeg var barn, dels fordi der nok et eller andet sted var så meget andet jeg heller ikke ville huske for meget på – alt det om at være min brors lillesøster og dukkebarn.

Men weekendens oplevelse i forbindelse med flytningen med skabet, der ondskabsfuldt og med en skeetskyttes præcision nedlagde en bøsse iført bæreseler, bragte i dag et lille minde frem. Fra den lidt lettere afdeling.

Som barn hører man jo de voksne tale og prøver at regne ud hvad det egentlig er de taler om – også selvom det foregår på det der fremmedartede engelske sprog, hvor man blot har få gloser at gøre godt med. Havde dog fundet ud af at et skab på engelsk hed closet. Ikke at forveksle med det min mormor kaldte træk-og-slip dimsen ude i badeværelset. Closet – udtalt en sær fremmed accent, der vist nok skulle lyde lidt fransk og lidt fin.

Så hører jeg min engelske tante fortælle om deres hus – der har ganske særligt skab. Et vandrende skab, hvilket er en oplysning jeg funderer længe over. Hvordan mon sådan et skab ser ud? Er det mon fjernstyret med en ledning? Har det fødder? Tager det skoene af indendørs? Følger det efter hende ud på badeværelset, så hun ikke skal vappe igennem stuerne på våde fødder, fordi hun har glemt sit tøj på sit værelse og få skæld ud? Går det udenfor når de skal have gæster – for jeg har aldrig mødt det på gangene når jeg besøgte dem. Et genert skab, måske?

Klog af skade og megen latterliggørelse tør jeg ikke stille alle mine spørgsmål, men går længe og grubler over oplysningen om det der særlige skab, der tilsyneladende flytter sig rundt i deres hus.

Åbenbaringen kom, naturligvis, via tv. De sendte tegnefilm-serien “Løven og Heksen”, efter C.S. Lewis´s romaner om børnene, der vandrer gennem et skab og finder et eventyrland, hvor Aslan, godt hjulpet af kentauer, bævere, fauner og andet godtfolk bekæmper den onde is-dronning.

Aha – et vandrende skab er ikke et skab, der vandrer. Det er et skab, der fører ind til det magiske land, hvor de onde græder og de gode ler. Til sidst. Og det land havde jeg ganske meget brug for at finde i min barndom. Jagten gik ind på tantes magiske skab. Især hvis nogen ville være så elskværdige at forvandle min bror til en stenstøtte og så i øvrigt gemme statuen væk når Aslan vågnede og blæste liv i dem alle igen.

Stor var tristheden over at finde ud af, at et walk-in closet hverken var vandrende, fjernstyret eller særligt magisk, da jeg over aftensmaden præsenterede min særlige hypotese om tantes skab. Verden blev lige lidt mindre magisk.

Ak ja.

Og nu vi er ved børnelogikken forresten… hørte en dag en lille pige stille sin far dette spørgsmål:
– Far, hvad er det modsatte af ædelstene?
– ahhhhhmmmmmm…. øøøhhhhhhh
– Det er da rendestene !!!

Og det er jo dybest set ganske vanskeligt at argumentere imod.