Hængepartier

Og nej det handler bestemt ikke om visse anatomiske detaljer, der er underlagt tyngdelovens bestemmelser og er forkerte, hvis de kan holde en blyant fast (hvad med dem der kan holde en ½ l sodavandsflaske?), vender nedad, er skæve, er forskellige og sådan noget.

Det handler derimod om, at jeg er tilbage efter et par ugers næsten-tavshed. Naturligvis pga den der flytning, der efterlod mig i et par uger uden min pc med med en ipad, som jeg faktisk ikke gider skrive blogindlæg på – eller kommentere noget videre på jeres blogindlæg. Gider faktisk dårligt skrive på den der dims. Men er da glad for den alligevel. Bare ikke til dette.

Men nu er jeg flyttet, jeg har fået min pc op (kæft, der er mange ledninger til sådan én) og mit skrivebord ligner næsten sig selv igen (der er nok nærmest bare ryddet op pt), det står i et lidt mindre rum i et gråt hus. I et ret ok område af byen, gode grønne områder, der skal udforskes med hunden over de næste måneder. Bag mig står et bjerg af papkasser, som skal pakkes ud, sættes på plads og endelig fjernes. Det her bliver ret ok, selvom det er mindre end vores tidligere hjem.

Hængepartier handler osse om at jeg skal til at læse op jeres blogs. Det sker ikke på en gang, men jeg skal gøre hvad jeg kan for at nå med. Samtidig med at jeg passer mit job og pakker kasser ud. Og passer kæresten og hunden. Og mig selv.

Der er ikke meget at berette om selve flytningen, udover at sige at det gik rigtigt godt. At det gik stærkt (lidt over 4 timer) og at vi havde de rette hjælpere og at de hverken var for få eller for mange. Det kørte bare med de her tre venner og vi spildte ikke meget tid med at gå i vejen for hinanden.

Vi har mistet en hylde til en reol og det er indtil videre den samlede skadesopgørelse. Ingen kom til skade, men én var tæt på, da de under brølen og skrigen tabte et skab ned over ham. Vi stod udenfor vinduet, da det skete og hørte bare brøleriet og blev noget bekymrede. Men så hørte vi latteren og at nogen kaldte på et kamera – så der kunne tages billeder til facebook af en bøsse, der lå under et skab. Symbolikken er tyk. Billedet blev dog ikke taget, da jeg fik for travlt med at grine af fjollerierne med det stakkels skab.

Ellers ser alt helt ud, så det må jo siges at være en succes.

Hunden har taget det hele med en form for ro, der har vakt en del beundring og forundring. Kiggede lidt på det hele og lagde sig så i et fredeligt hjørne af køkkenet, vendte ryggen til og faldt i søvn. Vi var ganske stolte hundemødre dér. En hund der kan dét er faktisk en ret god hund. Sikker, tryg og stærk i sin hundesjæl. At være alene hjemme i den nye lejlighed er også ok, og den siger ikke en lyd til at der går nogen rundt i opgangen. Den vuffer ikke af folk nede på gaden og tager det i det hele taget helt fint. Men særligt godt blev det jo, da sofaen (den med det helt særlige hjørne) dukkede op i stuen.

Og nu er det så hverdag igen. En anden hverdag. Det er altså lidt specielt med sådan en flytning, for det opleves som en stor ændring i tilværelsen at det hjem man havde pludselig bliver et andet hjem. Der er meget nyt at lære, meget tryghed at genfinde, mange nye naboer og alt det der. Og så skal man afsted på arbejde igen og bliver lidt forbløffet over at konstatere at dén verden er nøjagtigt som den var, da man forlod den før weekenden. Den er uforanderlig. Hvorimod min verden er så radikalt forandret på de samme dage. De to forandringsyderpunkter skulle jeg altså lige vænne mig til. Hørte i radioen i morges på arbejde en psykolog udtale sig om mennesker, der har udviklet en afhængighed af at se sport – altså dét i tv. Dvs fodbold EM, Tour de France, OL og alt det andet. Og at de nu oplever en slags tab, en rastløshed og formodentlig retter deres afhænghed mod andet (ludomani?). Sportsafhænghed – den måtte jeg altså lige tænke lidt over, for da jeg først hørte det, troede jeg det handlede om den der afhængighed fitness folk kan få af træning eller glade kvinder 40+ får af zumbaens bevægelser og beklædning, der er i rædselseffekt kun overgås af Jane Fondas aerobics-kluns.

Men det handler altså om dem der bliver afhængige af at se sport i tv. Jammen altså – har folk ikke noget liv siden de kan sidde og glo på tv og sport i time-, dage- og ugevis? Er det noget man får abstinenser af at mangle (så er det vist godt fodboldsæsonen er sparket i gang igen) – er det noget man får traumer af – når det stopper, altså det der OL i London.

Og hvad så med min flytning – mon der er nogle kloge psykologer, der har kloget sig i flyttetraumer? Mon der er nogen der har tjent penge på at skrive en selvhjælpsbog om hvordan man kommer igennem et flyttetraume?

Det kunne være jeg skulle gøre det?!? Men tror dog at min opskrift er rimelig ordinær. Hårdt arbejde, kasser nok, gode venner og god mad. Og tid nok.

Men selve det mentale flyttetraume kan jeg nok ikke gøre noget ved – det kan jeg sagtens genkende. Der må tiden være den bedste heler.

Og traumer… mon man kan få traumer af at dumpe blyantsprøven – med en colaflaske? Nogen kan helt sikkert – men så er det fordi de har glemt at grine.

… og dét er en grim tilstand.

Reklamer

12 comments on “Hængepartier

  1. Godt at høre fra dig og at flytningen gik godt. Så mangler der kun at vænne sig til det nye sted og det kan jo godt tage lidt tid, men heldigvis har hunden vænnet sig og det er jo en god ting..;-D

    • Det er også godt at blive hørt fra.

      Det kommer til at tage lidt tid at vænne sig til stedet, men du har ganske ret i at hundens tilpasningsevne hjælper godt på vej, og jeg er i gang med at vise den rundt i området, så den atter kan udføre kommandoen “Hjem” og tage mig hjem hvis jeg får et angstanfald og ikke aner hvor jeg er.

  2. Dejligt, at jeres flytning gik så godt. Og at hunden tager det pænt. Det er altid en god begyndelse. Og rolig nu, vi ved jo alle, at du har haft travlt, så selv om du misser et blogindlæg eller 25, så er du tilgivet på forhånd 🙂

    • Det ender nok nærmest med at blive ca 25.. synes at jeg har været længe væk.

      Hunde er jo stormestre i tilpasning, men foretrækker det gammelkendte.. så det går fint med den.

  3. Hahaha – så længe du bevarer den herlige humor, kan det da aldrig gå helt galt, siger den naive Ellen 😀
    Jeg er ikke nået længere end til kosteskaftet – colaen havde det end ikke strejfet mine tanker at forsøge mig med … og så er det altså forbudt at skrive den slags om bøsser under skabe, når jeg nu sniger mig til at læse dit indlæg, mens jeg sidder på min kontorpind 😉 – dér blev lige kvalt et skraldergrin …
    Jeg håber det bedste for dig – har faktisk fuld tillid til, at din gode hund kan hjælpe pænt til.

    • Jammen så var det da godt at det ikke var et karlekammerskab han lå under – ham bøssen. Men han har meddelt, at han vil medbringe de af vore effekter, der har forsøgt at beskadige hans legeme under vores flytninger, til næste skt hans aften og rituelt afbrænde skidtet. Men så kunne han passende starte med det nærgående skab.

      Jeg vil ikke love at jeg holder op med den slags forbudte emner.. kan jo ind i mellem godt li sådanne 🙂

      Hunden gør hvad den kan, men selv den skal jo først lige lære hvor “hjem” befinder sig henne, når hver dag har nye tur-ruter… men den passer nu godt på mig alligevel.

      Kosteskaft siger du? Var det til skt hans?

      • Såså! 🙂
        Det var ved en tøsekomsammen for 25-30 år siden, hvor vi gik fra grafitten i de tyndeste blyanter via tuschpenne og til sidst fantaserede om kosteskaftprøver, når vi var kommet på den anden side af de 50 år. Vi var slet ikke klar over, hvor skræmmende nær ved sandheden vi var …

  4. Hvor er det dejligt at høre fra dig igen – og hvor er det godt, at jeres flytning er gået så godt! Det skal nok blive rigtig godt med det nye sted, når du lige har vænnet dig til, at ‘hjem’, nu er et andet sted. Der kan du og hunden dele erfaring, styrke og håb. Det er altid svært at flytte og at falde til et nyt sted. For mit eget vedkommende tager det nærmes flere år inden jeg føler mig rigtigt hjemme igen.

    Det er ærlig talt aldrig gået op for mig, hvad blyantsprøven (som det vist oprindeligt hed) gik ud på. Skulle man have store nok bryster til at holde på blyanten, eller var idéen, at man netop ikke skulle holde på blyanten, fordi så sad brysterne som de skulle?

    Jeg kan godt lide historien om bøssen under skabet. Det er da humor på højt plan. Ærgerligt at du ikke var hurtigt med kameraet!

    • Det er sandelig også godt at høre fra dig igen. Længe siden, og jeg håber at du har det ok og at livet behandler dig vel.

      Jeg håber sandelig ikke der skal gå flere år, det plejer at gå lidt hurtigere. Især fordi jeg jo hele tiden skal ud og udforske området med hunden. Jeg finder mig hurtigere på plads et nyt sted og ved hvor alting er på den måde. Og møder jo osse en masse mennesker pga hunden. Den er der mange der gerne vil hilse på.

      Blyantsprøven er vist egentlig en skrøne.. tror faktisk det var noget AM Helger startede med som en parodi. Men der er sket det mystiske med det at det er blevet noget negativt, noget nedvurderende… at kan en kvinde holde en blyant under sit bryst – så hænger det for meget…

      Mht skabet – jeg grinede for meget til at håndtere det åndssvage kamera i telefonen. Det store kamera var allerede flyttet.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s