Hængepartier

Og nej det handler bestemt ikke om visse anatomiske detaljer, der er underlagt tyngdelovens bestemmelser og er forkerte, hvis de kan holde en blyant fast (hvad med dem der kan holde en ½ l sodavandsflaske?), vender nedad, er skæve, er forskellige og sådan noget.

Det handler derimod om, at jeg er tilbage efter et par ugers næsten-tavshed. Naturligvis pga den der flytning, der efterlod mig i et par uger uden min pc med med en ipad, som jeg faktisk ikke gider skrive blogindlæg på – eller kommentere noget videre på jeres blogindlæg. Gider faktisk dårligt skrive på den der dims. Men er da glad for den alligevel. Bare ikke til dette.

Men nu er jeg flyttet, jeg har fået min pc op (kæft, der er mange ledninger til sådan én) og mit skrivebord ligner næsten sig selv igen (der er nok nærmest bare ryddet op pt), det står i et lidt mindre rum i et gråt hus. I et ret ok område af byen, gode grønne områder, der skal udforskes med hunden over de næste måneder. Bag mig står et bjerg af papkasser, som skal pakkes ud, sættes på plads og endelig fjernes. Det her bliver ret ok, selvom det er mindre end vores tidligere hjem.

Hængepartier handler osse om at jeg skal til at læse op jeres blogs. Det sker ikke på en gang, men jeg skal gøre hvad jeg kan for at nå med. Samtidig med at jeg passer mit job og pakker kasser ud. Og passer kæresten og hunden. Og mig selv.

Der er ikke meget at berette om selve flytningen, udover at sige at det gik rigtigt godt. At det gik stærkt (lidt over 4 timer) og at vi havde de rette hjælpere og at de hverken var for få eller for mange. Det kørte bare med de her tre venner og vi spildte ikke meget tid med at gå i vejen for hinanden.

Vi har mistet en hylde til en reol og det er indtil videre den samlede skadesopgørelse. Ingen kom til skade, men én var tæt på, da de under brølen og skrigen tabte et skab ned over ham. Vi stod udenfor vinduet, da det skete og hørte bare brøleriet og blev noget bekymrede. Men så hørte vi latteren og at nogen kaldte på et kamera – så der kunne tages billeder til facebook af en bøsse, der lå under et skab. Symbolikken er tyk. Billedet blev dog ikke taget, da jeg fik for travlt med at grine af fjollerierne med det stakkels skab.

Ellers ser alt helt ud, så det må jo siges at være en succes.

Hunden har taget det hele med en form for ro, der har vakt en del beundring og forundring. Kiggede lidt på det hele og lagde sig så i et fredeligt hjørne af køkkenet, vendte ryggen til og faldt i søvn. Vi var ganske stolte hundemødre dér. En hund der kan dét er faktisk en ret god hund. Sikker, tryg og stærk i sin hundesjæl. At være alene hjemme i den nye lejlighed er også ok, og den siger ikke en lyd til at der går nogen rundt i opgangen. Den vuffer ikke af folk nede på gaden og tager det i det hele taget helt fint. Men særligt godt blev det jo, da sofaen (den med det helt særlige hjørne) dukkede op i stuen.

Og nu er det så hverdag igen. En anden hverdag. Det er altså lidt specielt med sådan en flytning, for det opleves som en stor ændring i tilværelsen at det hjem man havde pludselig bliver et andet hjem. Der er meget nyt at lære, meget tryghed at genfinde, mange nye naboer og alt det der. Og så skal man afsted på arbejde igen og bliver lidt forbløffet over at konstatere at dén verden er nøjagtigt som den var, da man forlod den før weekenden. Den er uforanderlig. Hvorimod min verden er så radikalt forandret på de samme dage. De to forandringsyderpunkter skulle jeg altså lige vænne mig til. Hørte i radioen i morges på arbejde en psykolog udtale sig om mennesker, der har udviklet en afhængighed af at se sport – altså dét i tv. Dvs fodbold EM, Tour de France, OL og alt det andet. Og at de nu oplever en slags tab, en rastløshed og formodentlig retter deres afhænghed mod andet (ludomani?). Sportsafhænghed – den måtte jeg altså lige tænke lidt over, for da jeg først hørte det, troede jeg det handlede om den der afhængighed fitness folk kan få af træning eller glade kvinder 40+ får af zumbaens bevægelser og beklædning, der er i rædselseffekt kun overgås af Jane Fondas aerobics-kluns.

Men det handler altså om dem der bliver afhængige af at se sport i tv. Jammen altså – har folk ikke noget liv siden de kan sidde og glo på tv og sport i time-, dage- og ugevis? Er det noget man får abstinenser af at mangle (så er det vist godt fodboldsæsonen er sparket i gang igen) – er det noget man får traumer af – når det stopper, altså det der OL i London.

Og hvad så med min flytning – mon der er nogle kloge psykologer, der har kloget sig i flyttetraumer? Mon der er nogen der har tjent penge på at skrive en selvhjælpsbog om hvordan man kommer igennem et flyttetraume?

Det kunne være jeg skulle gøre det?!? Men tror dog at min opskrift er rimelig ordinær. Hårdt arbejde, kasser nok, gode venner og god mad. Og tid nok.

Men selve det mentale flyttetraume kan jeg nok ikke gøre noget ved – det kan jeg sagtens genkende. Der må tiden være den bedste heler.

Og traumer… mon man kan få traumer af at dumpe blyantsprøven – med en colaflaske? Nogen kan helt sikkert – men så er det fordi de har glemt at grine.

… og dét er en grim tilstand.