Nu er det snart nu, at vi smutter fra hjemmet ved skoven for at rykke ind på hattehylden et sted i byen. Og allerede nu begynder de små savn at melde sig.
At komme hjem fra arbejde og høre den dybe brummen fra luften. Nabobyen har en lille flyveplads med ganske bemærkelsesværdige fly. En spitfire (hvilken herlig lyd), et 2. verdenskrigs bombefly, et biplan, der træner luftakrobatik, en større mængde ultralette fly, et privat lille jetfly (dét larmer) og flere motoriserede hanggliders. Der foregår så tit noget i luften her, og det er altid skægt at se deres øvelser ude over markerne. Tror ikke altid de holder reglerne når de krydser ind over den lille by, synes de flyver vældigt lavt til tider. En dag fik hunden øje på biplanet og begyndte at jage det – så er man vist for langt nede. Hunden tog stand og det hele og satte tydeligvis ruten efter flyets bevægelser. (hvilket minder mig om en gammel historie om en afghansk mynde, der fik øje på et passagerfly, antagelig på vej til kastrup, på stranden på nordsjælland – og satte efter det. Hunden blev dog indfanget af venlige mennesker nogle km længere mod syd).
Lyden af akvariets stille vandcirkulation i stuen. Det skal nemlig ikke op igen. Vi har ikke plads til det, og dybest set gider vi det nok ikke rigtigt mere. Måske sætter vi det op igen til vinter, men det må tiden vise. Vi har ikke skaffet nye fisk det sidste års tid, velvidende at en flytning var undervejs, og i morges aflivede jeg de sidste stædige maller, der var tilbage. Til kærestens dybe sorg, i øvrigt. Hun forlod køkkenet da de tapre dyr måtte forlade denne verden.
At have et kontor, hvor jeg kunne rode i fred. Og lukke døren når der kom gæster.
At bevæge mig ud af døren, gå ca 20 minutter og så kunne sætte mig i et stykke totalt mennesketomt skov og lytte til vandet og vinden i træerne. Kigge på egern, se hejrene og rovfuglene sejle på termikken over mig.
At køre hver morgen ind på arbejde og se solopgangen over markerne, følge naturens gang og landmændenes bestræbelser på at kontrollere naturen.
At have min egen bil. Som jeg må rode i.
Til gengæld glæder jeg mig til TID. Meget mere tid. Til bedre økonomi. Til en gladere kæreste, der atter befinder sig i det bymiljø hvor hun trives. Nærheden til vennerne. Og min dejlige svoger. Til at få en garage. Måske. At lære at fotografere by frem for natur. Til at kunne sætte sig på en altan med en kop kaffe og vide at det er verdens mindste urtehave, der står på en reol op af væggen. At kunne lukke ruderne for, når det regner, og stadig sidde ude og føle sig lidt udenfor, mens det tordner og lyner over hustagene. Lige hvad det angår har jeg haft nogle vidunderlige timer på den altan allerede mens jeg ventede på kæresten, der sluttede senere på arbejde end jeg, så vi kunne følges hjem. Tordenvejr bliver altså bare det skæggere når man kan sidde i tørvejr og kigge ud på det – uden i øvrigt at være nervøs for hvad lynet slår ned i.
Glæder mig til at få ro i sjælen igen. At kunne koncentrere mig om at leve og ikke bare prøve at overleve på bedste beskub. At få en eller anden form for klar besked på hvad der skal ske med mig mht fortsat behandling eller ej.
Men lige nu – glæder jeg mig altså bare til at det er overstået. Og det er det snart.
Overleveren 
Uhh hvor jeg kender den følelse du har lige nu 😉 for som du ved er jeg også i gang med at pakke ned.
Det er og bliver rigtig vemodigt at skulle tage afsted med en super lejlighed tæt på ALT – byen, skoven, vandet og ikke mindst Troldeungens kammerater …
Som du glæder jeg mig også til min nye altan som iflg. papirerne er betegnet som en udestue 😉 hvor krydderurterne uden problemer kan få lov til at overleve uden frost og blomster kan få lov til at vokse (ikke at de ikke gør det nu for det gør de) …
Men det bliver som du selv siger rigtig lækkert at bl.a. få mere luft i økonomien, og der hvor vi flytter hen, er der faktisk ikke langt til naturen, og med bus er vi nede i byen i løbet af 10 minutter …
Har ellers prøvet det nogle gange efterhånden, men det bliver ved med at være svært. Har nok også noget at gøre med at jeg blev syg inde i den by, blev rask herude – og nu rykker jeg ind til byen igen?!?
Sådan en overdækket/lukket altan er nu en skøn ting, når man ikke lige kan få sin egen lille/store have. Men jeg håber for dig at din nye lejlighed har mulighed for at skubbe vinduerne helt til side, ellers bliver der nemlig meget varmt og det meget hurtigt. Men det er et fedt ekstra rum at have.
Savn og glæde følges ofte ad i forbindelse med opbrud.. Nyd de sidste dage derude tæt på naturen, og glæd dig til at finde storbyens små oaser. 🙂
Skal nyde det alt hvad jeg kan, og vi kan stort set ikke lave mere før aftenen før selve flytningen .. så vores tidsplan holdt og det i fin stil.
Tror jeg vil køre nogle ture de her eftermiddage og nyde roen.
Der er rigtig mange pro et contra for dig – men mon du ikke befinder dig bedst hvor du er, når først I er flyttet for alvor og det andet er blevet til det der var?
Man kan trods alt altid finde et stykke natur at gå ud i.
Men uha – jeg ville nødig undvære min ‘one-woman-car’, hvor der må rodes. Det må der bestemt ikke i Johns – og hvis der ligger to grannåle, bliver den støvsuget grundigt over det hele 🙂
Det tror jeg og sådan skal det jo nok være. Har det nok lissom hunden, trods alt. Sammen med min flok og i kendte omgivelser. Og det bliver de nye jo hurtigt, da jeg i sagens natur går mange ture.
Salget af min bil er en af forudsætningerne for forbedringerne i økonomien. Vi har intet som helst at bruge den til mere og at have to biler er tåbeligt, når vi til dagligt ikke kommer til at bruge nogen af dem.
Lyder lidt som kærestens forhold til hendes designerbil… er en kilde til en vis bekymring for hende at den nu skal være hundetransport, for vores hund tillader sig jo at fælde. 🙂
Håber forresten, at når det her er overstået, at vi så må lufte både hund og bil og tage over og se jer og jeres sted i Sverige?
JADA – I skal være meget velkomne.
Bare smid mig en mail, når tiden sig nærmer; så finder vi ud af at koordinere kalendere 🙂
Skal vi nok.. og er glad for at vi kan tage hunden med 🙂
Åh ja, sådan er det jo. Når man vælger noget til, vælger man samtidig noget andet fra. Jeg håber for dig/jer, at alt det, I vælger til, vil vise sig at blive en nettogevinst i forhold til det, I forlader. Men der skal jo lige falde ro på. Kan GODT forstå, du glæder dig til endelig at få flytningen overstået.
Prøver virkelig at se alt det positive i det her arrangement, men det dækker altså over at jeg er dødsensræd for den er flytning. Eller dvs ikke for selve den, men mere konsekvenserne.
Og ja, bare det at få det overstået vil være ganske godt nu…
Jeg kender den godt. Uklarheden ved alt det nye og trygheden ved det kendte. Jeg håber, at det bliver rigtig godt for jer. At I kan nyde byen, for skoven kan jo opsøges i den ekstra fritid, der opstår nu.
Det er netop planen, at fritiden der vindes skal bruges i naturen og langs strandene, der nu kommer meget tættere på. Tror dog rigtigt meget at det handler om netop det ukendte, at jeg pludselig ikke kan identificere støjen. Her ved jeg at den larmende knallert er naboens tåbelige unge og sådan noget.
Det er ikke let at flytte fra det man kender, det nye kan godt virke lidt skræmmende.
Det virker faktisk rigtigt, rigtigt meget skræmmende..
Det er trods alt godt at du magter at finde noget positivt i al dette skrammel som en flytninger. Jeg håber snart det er overstået og du finder på plads.
Hovsa.. den her kommentar havde jeg lige oversat i kaosset… jeg er nødt til at finde noget positivt i det, for jeg kan ikke ændre på det.
Men vi er ved at finde på plads her med vores ting og alt det andet.. skramlet – dét har vi kasseret 🙂