Kontraster

Det er de store kontrasters tid – på den ene side glæder jeg mig til alle fordelene ved, at vi forlader hjemmet ved skoven og rykker ind til byen. På den anden side ved jeg godt, at jeg får svært ved det. Jeg har prøvet at lade som ingenting, men den her juli måned har budt på flere angstanfald, flere flashbacks og flere sendeudfald end jeg kan huske, jeg har oplevet før. Mennesker der kender mig godt ved, at den er ved at være gal. Men jeg selv benægter det udadtil. Jeg har ikke sagt noget til min læge (går ud fra at hun har ferie men ved det faktisk ikke). Psykologen har jeg heller ingen kontakt med her i denne sommer – går ud fra at hun også har ferie. Og jeg har ikke tænkt mig at kontakte nogen af dem, og ved faktisk ikke engang om jeg orker finde ud af, hvornår de egentlig har den der velfortjente sommerferie.

Jeg tror det handler om pres og stress. Om krav og forventninger og om manglende alene-tid. Det handler om træthed og fysiske små-skavanker, der begynder at melde sig. Alt sammen er noget der filer lidt af min overfladebehandling. Præcis som et gulv. Er oliebehandlingen slidt af eller udtørret får det varige pletter.

Når angsten kommer er det som om alting lukker sig sammen om mig, og jeg får svært ved at få vejret eller bevæge mig fremad. Vist – jeg har da nogle piller der skulle virke angstdæmpende, men de, der virker, er så stærke at jeg faktisk ikke kan passe mit arbejde eller den her flytning. Jeg har ikke tid til at bryde sammen. Jeg har ikke tid til at bryde ud. For alt er jo planlagt de næste uger.

I morges vågnede jeg med den mest forfærdelige tanke i hovedet. Aner ikke om det var noget jeg havde drømt eller om det var resterne af et mareridt, der kørte rundt i forhovedet og ikke kunne forføje sig om i baghovedet, hvor den slags retteligt hører til. At hele den her flyttemanøvre, der jo er kærestens store ønske, handler om at jeg vil sørge for at hun kan klare sig selv. Dér. At jeg lige pludselig ikke var der mere.

Sådanne tanker er faktisk ganske alvorlige og et seriøst tegn til mig om, at den er ved at være helt gal. Jeg har været dér før – nogle få gange. Og troede faktisk at jeg ikke ville komme dér igen.

Bevæger mig ud i et skyggeland. Uden kort og uden psykologens lommelygte, der viser mig hvad der gemmer sig i skyggerne. Opløser dem og gør mig tryggere.

Jeg er stadig syg. Alt andet vil være omsonst at bilde sig – eller sig selv – ind.

Jeg kæmper mod mine indre dæmoner hver eneste dag for jeg ønsker jo ikke at de onde vinder. Jeg vil ikke herfra, jeg vil ikke dele skæbne med andre med samme diagnose. Nogle flygter fra livet i en strik i garageloftet, andre nøjes med at flytte ud i skovene og væk fra byerne. Visse forsvinder ud i et seriøst misbrug/selvmedicinering. Konsekvensen er stort set den samme hele vejen over – de forsvinder. For sig selv og for deres venner og familie. Det vil jeg ikke – det ønsker jeg ikke.

Men hvorfor er tankerne der så?

Hver dag?

Flere gange?

Hvor er det svært at erkende at jeg faktisk er syg.

Jeg tager stadig den der medicin og håber den virker. Hvem ved, hvor jeg havde været i dag, hvis jeg ikke havde taget den. Men jeg ved faktisk ikke mere om den virker, og det får jeg heller ikke at vide før jeg stopper med den. Det tror jeg ikke, at jeg gør foreløbigt. Eksperimentet lader sig vist ikke gennemføre.

Jeg vil ikke være syg, jeg vil leve.

Kontrast. Som her. Denne er bare lidt smukkere.

IMG_1400

Reklamer

10 comments on “Kontraster

  1. Har intet fornuftigt at sige. Jeg vil bare bede dig huske på at det er vildt stressende at flytte og at det og så kan være en reaktion på det.
    Det ville nok være en god ide at få lidt hjælp så du kan få fat i din indre lommelygte!
    KNUS

    • Jammen vi følger jo en plan, vi har ikke travlt og vi har styr på alt (bortset fra vores internetforbindelse). Det er måske nok en reaktion på det, men tror mere det handler om forandringerne der følger med. At de er angstprovokerende.

      Hjælp – ja, måske… men jeg har ikke råd til at blive afhængig af den hjælp, for den stopper jo. Og så går det alligevel galt.

      Tak.

  2. Jeg kan godt lide dit billede, men jeg kan ikke lide at læse det du skriver.. Jeg bliver altså bekymret på dine vegne.

    • Jeg kan også godt lide billedet.
      Og er egentlig osse en smule bekymret på egne vegne. Men har overlevet og kæmpet før så jeg overlever nok osse dette.. Men har det ikke nemt.

  3. Tænk hvis man kunne komme med de vise ord her… Jeg har læst dit indlæg et par gange nu og har det præcis som Inge. Pas godt på dig selv.

    • Jeg leder også efter de der vise ord jeg kan sige til mig selv her. Men har ikke fundet dem endnu. Synes bare at det er en skidt og nedadgående spiral. Og så nytter det ikke meget at chefen faktisk med på at sætte mig ned i tid for at beholde mig. Men det nytter lidt.

      Skal nok prøve at passe bedst muligt på mig selv.

  4. Det er en svær tid du er igennem, mon ikke det også er samtalen med din bror der gør at du har det skidt ? Pas nu på dig selv og forhåbentlig får du lidt ro og tid til dig selv når flytningen er overstået.

    • Jeg ved ikke om det har noget at sige, men jeg tror det skubbede på noget der allerede var i gang på det tidspunkt. Jeg håber rigtigt meget at der kommer lidt ro på efter flytningen og at jeg falder lidt ned igen med roen og stabiliteten og erkendelsen af at “nu er jeg så her” og kan se mig om og se muligheder i stedet for en masse skyggefulde angstprovokerende tankemonstre.

      Tæller ned til at flytningen er overstået. Vist, der er meget udpakning og sådan noget, men så foregår det da i hvert fald kun ét sted.

  5. Det lyder bestemt ikke særlig rart at være i dine sko.
    Mange af tingene kan jeg sagtens forbinde til hændelser om nære venner og familie, der har haft panikangst, stress, depression og hvad det ellers hedder alle disse diagnoser, der minder meget om hinanden, men alligevel er så vidt forskellige.
    Jeg vil bare sende dig gode ønsker og håbe det allerbedste for dig.

    • Det kunne godt være bedre, men tror jeg er kommet i en slags arbejdsterapi. Knokler på så jeg ikke skal tænke så meget. Men dette indlæg er stadig aktuelt. Prøver bare på ikke at fokusere så meget på hvordan jeg har det – og mere på hattehylden i byen.

      Tak for alle gode tanker.. de hjælper mere end man skulle tro.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s