Ferieindtryk #2

I det ellers dejlige sommerhus, hvor tingene er primitive, men særdeles velfungerende, manglede der en grill, hvilket kom noget bag på os, så vi måtte klare os med de her små grill-lignende tingester, der stort set ikke er bevendt til andet end et par småpølser, der kan flyttes rundt alt efter hvor de alt for få stykker grillkul lige befinder sig i den der bakke.

IMG_1241

Det gik faktisk bedre end forventet, omend planerne om at stege større stykker kød led bekvemmelighedsdøden. Ingen af os havde lyst til at gå ud og købe en grill til formålet. Næste gang vil vi altså sørge for en grill, der dur til noget.

Da jeg – som bekendt – er modstander af at stå foran kameraet og især når billeder skal vises frem, er der visse billeder I går glip af her.

Eksempel 1:

Da jeg iklædt regnsæt, lyserøde gummistøvler, turkis opvaskehandsker, tørklæde og hat forcerede grænsen til en naturgrund ved siden af, hvor brændenælderne stod i rette højde til at klappe mig på kinderne, brombærkrattet greb fat i mine bukser og bladene hang med vand, for at hive hyldeblomster ned med en rive. Vores husvært havde hentet alle de nemme blomster – så vi fik lov at tage resten. Følte mig en lille smule som Harry Potter i et magisk kammer med hurtigt voksende og stærkt territoriale planter og ville ønske at jeg havde haft en tryllestav, et par magiske formularer i stedet for regnbukser og en rive. Kæresten heppede på mig, men jeg husker med nogen fortrydelse et par naboer, der valgte at heppe på brombærkrattet i stedet. Men vi fik vores blomster, så hyldeblomstdrik-produktionen kunne gå i gang i et nærliggende udhus, hvis hygiejniske forhold ville have fået enhver fra levnedsmiddelstyrelsen til at rejse børster. Men der var ihvertfald garanteret udluftning. Og i bedste Harry Potter stil blev det – dog godt overdækkede – kar bevogtet af sovende flagermus.

Eksempel 2:

Da jeg testede føromtalte regntøj i sommerens første skybrud og konstaterede, at brombærkrattet alligevel havde vundet 2. omgang. Var nærmest leopardplettet inden under.

Eksempel 3:

Da hunden havde fået nok af vandleg i ikke særligt varmt badevand ved stranden og derfor nægtede at hente den til formålet anskaffede vandapporteringsdims, hvorefter jeg måtte smide sko og strømper og selv vade ud efter den. Her fnes kæresten helt uhæmmet, hvilket jeg personligt fandt ganske ucharmerende og usportsligt. Og hunden lagde sig demonstrativt ned med hovedet på forpoterne – og jeg vil næsten sværge på, at den synes det var god humor. Det var sidste gang vi tog dem dims med ned til vandet.

Men så kom det der skybrud altså og det varede i små 6 timer og fik grunden til at stå midt i en gigantisk vandpyt. Og da regnen var ophørt måtte jeg jo ud og fotografere vanddråber i solen. Det havde jeg ikke det største held med og sendte længselsfulde tanker til Inges makroobjektiv. Men lidt fik jeg da ud af anstrengelserne:

IMG_1265IMG_1262

Der kommer en stribe igen i morgen med billeder af regnvåde blomster. Fik nemlig mere og mere styr på hvordan jeg skulle gøre med mit ikke helt egnede udstyr 🙂

Reklamer

10 comments on “Ferieindtryk #2

  1. haha jeg ville nu ellers godt have set dig slås med brombærkrattet, men tror nu nok jeg også ville have gjort som kæresten og grinet helt uhæmmet. Så kan du lære det, kan du! skal der aporteres så må du selv..;-D Trods manglende macroobjektiv så klarer du det da meget godt…

    • Ja, det fandt jeg så ud af.. at vand trods alt kan være for koldt. Sidste år var hunden nærmest ikke til at drive ud af vandet og den både svømmede og dykkede efter interessante effekter som med en vis fordel kunne hjembringes.

      Tak.. og det er jo sjovt at lege med.

  2. Hvad skal du med et macroobjektiv, det går da ganske forrygende uden.. 🙂
    Hehe.. Lyder som gode billeder der ikke blev taget.. 🙂

    • Tak – og ja.. med lidt øvelse så kan man jo hvad man vil. Ellers må jeg igang med mellemringe; fattigmandsmakro osse kaldet.

      Hvem siger billederne ikke blev taget – de bliver blot ikke vist frem.

  3. Øv, jeg ville også godt have set dig i håndgemæng med et brombærkrat. Da jeg var barn, havde vi et brombærkrat med de lækreste brombær. Det krævede bare både mod og mandshjerte, gummistøvler, lange bukser og kraftigt overtøj at plukke bærrene. Og nej, regntøj duer ikke – stakkels dig med leopardpletter 😉 Synes, du skulle have sendt kæresten ud efter apporterings-dimsen. Det var da din tur til at grine. Hmm! Flotte billeder iøvrigt. Glæder mig til at se de næste 🙂

    • Jeg tror det har været et ganske ømt syn, da jeg jo ikke normalt optræder i den slags udstyr. Men målet helligere midlet – og dermed også det nedværdigende udstyr. Regntøjet var en konsekvens af de meget våde træer og buske.

      Tog hendes latter til mig, selvom jeg fandt den usportslig, så kan jeg jo godt lide at få hende til at grine.. man må nemlig gerne grine af mig, når jeg frivilligt gør dumme ting.

      Har lavet næste indlæg.. men venter til i morgen. Skal lige kigge billederne igennem igen lidt senere.

  4. Ih altså – er der ikke et billede, der er taget, så det intet andet afslører end komikken i sig selv? … Som du i øvrigt beskriver meget levende, skal dog siges, men alligevel … 😀
    Regn- eller dugvåde blomster er altid gode motiver – og du tog sikkert også billeder af de sovende flagermus?

    • Njaeh, det synes jeg ikke lige at der er. Så det må I altså undvære. Og billederne af flagermusene lige så, for jeg så dem ikke derinde – til gengæld havde vi dem om næsen om aftenen når de flaksede mellem træerne og fangede insekter. Men har fået at vide fra husværten at det er derinde de sover om dagen.

      Håber du så bliver tilfreds med hvad du ser i morgen – selvom det jo ikke ligefrem er taget med det rette udstyr.

    • Vel ca af samme grund som jeg kan se din dejlige familie ganske levende for mig. Kan forresten berette at hunden sov i et par dage efter besøget hos jer. Var vist lidt hårdt for den forsigtige vovse at stifte bekendtskab med jer, jeres hund, jeres hundevenlige have og jeres labyrinthus.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s