At sige fra

Vi har haft en lille familiekrise her. Sagen er, at jeg lige har haft fødselsdag, og at det skulle fejres på behørig vis med venner og familie. Og at enheden ‘familie’ også indbefattede min bror. Dette plejer jeg at affinde mig med uden de store protester, og løse på den måde, at jeg holder min fødselsdag på lang afstand af alt, og dermed kunne dyrke et lille håb om at broren holdt sig væk, fordi det simpelthen var for besværligt at deltage. I år gik den plan dog ganske meget i vasken. Mine forældre meddelte, at de i år ville medbringe ham.

Stor vrede, panik og en masse angst fulgte i meget hurtig rækkefølge. Og forældrene blev naturligvis meget kede af det. Jeg ville jo gerne se dem, men kunne ikke lige overskue en lille intim familiemiddag med ham til bords. Der gik min grænse altså. Så jeg sagde nej. Simpelthen. Men hvad pokker skulle jeg begrunde det med, når de nu ikke ved hvad der egentlig er sket mellem ham og mig tidligere. Eller at de nu ikke forstår hvorfor jeg ikke bare kommer videre i mit liv – nu vi er blevet voksne. Og vi er jo kun to?!? Men for en gangs skyld bøjede jeg ikke af for familiefredens skyld, og blev upassende vred da min mor påpegede, at nu var han jo lissom inviteret og at den invitation var vanskelig at trække tilbage igen uden at han blev sur. Spurgte om det var bedre at jeg blev ked af det og gjorde i lidet diplomatiske vendinger opmærksom på, at jeg var røvtræt af at mine grænser ikke blev respekteret når hans skulle respekteres. At det var som om det igen var lettere at håndtere mig end ham, så man valgte den lette løsning. Igen. At hans behov var vigtigere end mine.

Det endte med at jeg fik min vilje og bror skulle holde sig væk den dag, da jeg ellers truede med at udvandre og finde andre lokale venner at holde min fødselsdag sammen med.

Det afgjorde sagen, for det har nemlig altid været min brors metode – at gå når noget ikke passede ham.

Det er første gang jeg har sagt fra så voldsomt, men jeg tror desværre ikke at det bliver den sidste. For mine forældre er vist lidt langsomtopfattende mht. at nogen i familien ikke kan med andre.

Jeg troede faktisk – og lidt naivt – at mine forældre havde forstået, om ikke ligefrem accepteret, at jeg ikke ville og kunne klare den mand mere. Ikke i mindre sammenhænge – forstået ca sådan at alt under ca 50 mennesker var at betragte som en mindre sammenhæng.

Og så mange kom der altså ikke denne gang.

Håber der kommer en dag, hvor min grænse faktisk bliver respekteret, selvom jeg ikke begrunder den – eller at der kommer en dag, hvor jeg får modet til faktisk at begrunde det.

Reklamer

16 comments on “At sige fra

  1. Hatten af for dig, fordi du denne gang turde sige fra … også selv om det var med vrede og trusler.

    Dine forældre vil åbenbart ikke acceptere, at du ikke har “tilgivet” din bror, og som du selv er inde på, mener de sikkert også at du som voksen burde været kommet videre.
    Lige netop fordi du ER voksen, har du din gode ret til at sige, hvilke personer DU vil se – uanset om det er familie eller venner. For selv om man er i familie med hinanden, er det altså ikke ensbetydende med, man kan holde ud af være i samme rum som den anden.

    Men jeg håber, at fordi du denne gang har sagt nej til din bror, at dine forældre vil begynde at acceptere dine grænser.

    • Er faktisk ganske stolt hvis jeg selv skal sige det, blev bare lidt overrasket over at komme i den situation, så min reaktion var måske lidt for voldsom. Heldigvis støttede kæresten mig i at der bare skulle siges nej til det, og jeg havde efterfølgende en lille snak med min far om situationen, hvor jeg gjorde opmærksom på at jeg ikke kunne tåle at se min bror.

      Har et lillebitte håb om at jeg ikke kommer i den situation igen, og at de nu forstår at jeg faktisk mener det, når jeg siger nej.

  2. Skide godt overlever.. du meldte dig simpelthen ud af flinkeskolen og fik dine forældre til at forstå at nej betyder nej. Godt gået.. 🙂
    OG tillykke med fødselsdagen.

    • Jeg var ganske tilfreds, faktisk. Især fordi det lykkedes at få min vilje, og det er ikke sket så tit.

      Håber ikke jeg kommer i en så direkte konfrontation omkring det her igen

    • Tak for det, og jo… iPad var faktisk en fødselsdagsgave, viste det sig. Givet på den forkerte dag, men jeg er glad for den.

      Tak for ‘sige fra’ støtte’ – det hjælper mig en del.

  3. Godt, at du fik sagt fra. Sådan rigtigt fra. Selvfølgelig forstår dine forældre ikke en fløjtende fis, men det behøver de jo heller ikke. De skal ‘bare’ acceptere, at du er dig, og at du altså har nogle grænser, der skal respekteres. Sgu. På et tidspunkt finder dine forældre nok ud af, at sådan er det bare, og så bliver det hele lidt nemmere. Er jeg sikker på 🙂

    Tillykke med fødselsdagen.

    • Jeg håber, at det bliver nemmere med tiden, og jeg bliver ihvertfald stærkere med den der tid. Og på et eller andet tidspunkt tror jeg, at det går op for dem at jeg faktisk mener det der. Og at jeg er gammel nok til selv at bestemme hvem jeg vil se.

      Jeg ved, at det er svært for mine forældre, men tror stadig at denne situation er mindre svær end det andet scenarie.

  4. Jeg forstår at dine forældre ikke ved om det misbrug du har været udsat for. Måske ikke om nogen af dem. Og slet ikke at din bror var gerningsmanden til de langvarige misbrug. Jeg forstår også at din bror var ældre end dig, du var barn og han var (semi-)voksen da overgrebene foregik? Det er svært for forældre at få at vide at deres børn har begået noget kriminelt eller at de er skyldige i et eller andet ulovligt. De skal forstå, acceptere, mærke om de kan elske deres barn efter at det har gjort x og de skal finde en vej at leve med det. På en eller anden måde syntes jeg at din bror var meget ansvarlig for sine gerninger og han gjorde dem med fuldt overlæg. Derfor må han også tage konsekvensen af dem og stå til ansvar, tage ansvaret for sit liv. Du begår overgreb mod dig selv når du beskytter ham Forstår du det – du beskytter den person der har gjort det aller værste mod dig her i livet. Fordi du tier og ikke fortæller dine forældre sandheden. Din bror og dine forældre må så finde ud af at komme videre med den nye viden. Din bror skal lære at det er offentligt hvad han har gjort og må tage ansvaret – tænk hvis han får børn en dag, hvad kan han ikke finde på at gøre. Dine forældre må lære at leve med skylden over ikke at have beskyttet dig over for din bror og med den nye viden om hans karakter.
    Det kan godt være at der er nogen der bliver sure på dig et stykke tid og måske ikke kan have kontakt med dig. Det håber jeg du vil kunne være stærk nok itl at klare.
    Men du må ikke være den der skal lide igen, igen, igen fordi man insisterer på at være sammen alle sammen. Der er vel heller ingen der ville forlange at man skal holde fødselsdag med sin voldtægtsmand, vel?

    • Jeg kan sagtens følge dig i dine synspunkter og din argumentation, men det er desværre ikke helt så enkelt. Min bror vil til enhver tid benægte at der er sket noget, som ikke burde være sket, så jeg holder mig alene til de dele af hans ageren overfor mig som faktisk blev set og oplevet af andre.

      Du spørger lidt til alder, jo, det er korrekt at han er en del ældre end mig. 10 år for nu at være helt præcis, og hans overgreb blev begået, ikke da han var en stor dreng, men en næsten ung mand, der nok burde have vidst bedre.. Fra han var ca 17 og 6-8 år frem. Og han HAR børn i dag, der dog er voksne, og som jeg heller ikke har nogen særlig kontakt med, men ved dog at de osse har haft det svært, og man kan jo så spekulere på hvorfor.

      Jeg er helt klar over at jeg på en eller anden vis kan have noget medansvar for børnene, at jeg ikke fik ham stoppet i tide, men det må jeg altså leve med i mit liv, at jeg ikke gjorde. En tung viden og en byrde jeg til tider har det svært med.

      Jeg er mig sørgeligt bevidst om at jeg med min tavshed nærmest beskytter ham for at stå til ansvar, og at det jo egentlig må passe ham vældigt godt. Men som tingene er for mig pt. er det ikke det rette tidspunkt.

    • Tak og mere tak… Var en rigtig god dag med familie og et par venner, kæresten, hundene og de fineste gaver… Og ikke, som frygtet, med de store misstemninger.

  5. Godt du sagde fra – alle kan vist forstå, hvorfor du på ingen måde kan klare at være sammen med din bror.
    Jeg forstår bare ikke rigtigt, hvorfor du ikke fortæller hvorfor? Dine forældre står jo alligevel tilbage og er kede af det og forstår ingenting. I min verden (som jo ikke er din, I know …) kan de lige så godt blive kede af det, men så forhåbentlig forstå hvorfor.
    Jeg gætter på, at du opfatter tavsheden som en slags beskyttelse af dine forældre – men resultatet er snarere en beskyttelse af ham, der har ødelagt hele dit liv.
    Tag mig det ikke ilde op – det er ikke min mening at provokere dig, men igen et udtryk for, hvor svært det er for mig at forstå og sætte mig ind i, hvordan man har det efter sådanne rædselsfulde overgreb.
    Tillykke med fødselsdagen – jeg synes stadig, du er en sej kvinde, der kæmper for at få sig et godt liv 🙂

    • Tak, og jeg må indrømme at jeg osse synes, at det er sejt – og at jeg så osse er lidt sej, at jeg stadig er her.

      Du hverken støder mig, provokerer mig eller sårer mig med dine betragtninger som jeg sagtens forstår. Sagen er dog at jeg prøver at beskytte mig selv. Dels for alle de konfrontationer der ville komme, dels for at leve et helt liv som incest-offer. Så længe at det er de færreste der kender til det – så længe får jeg osse lov til at være ‘bare mig’ – bare ind i mellem. Og det trænger jeg faktisk osse til.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s