Nej, det handler ikke om lakse-fisken, men om fly, opdrift og fald.
Sådan står der om det fænomen, at et fly stiger for hurtigt eller flyver for langsomt og dermed mister opdriften og styrter mod jorden, hvis det ikke forhindres af piloten:
Stalling er det fænomen, at en eller flere af en flyvemaskines vinger mister deres opdrift, fordi indfaldsvinklen bliver for stor, hvorved luftstrømmen ikke følger vingens profil.
– wikipedia.
Og det er nok meget dækkende for mig i de sidste dage, og vel egentlig osse for min blog. De indlæg jeg har skrevet i de sidste dage, har været sådan lidt for fyld-agtige, mens jeg skrev på noget, der var mere vigtigt for mig, og som jeg ikke anede om jeg kunne udgive til sidst (skriver, sletter, tænker og skriver stadig lidt mere – lidt endnu). For mig personligt er sammenligningen med flyet, der staller rimeligt klar. Er steget for hurtigt, staller, går ind i et spin – og piloten er nødt til at hoppe ud.
Jeg har været hos lægen og har talt med hende om situationen med de manglende tilskud til psykolog, og at jeg var nødt til at stoppe med det, hvis der ikke blev fundet en ny løsning. Hun lovede, at hun ville prøve at snakke med psykologen om de sammen kunne finde en løsning på problemet og formulerede det sådan: “jeg er med på den værste”. Hvilket, så vidt jeg kan tyde, er ensbetydende med en lidt kreativ tilgang til henvisningerne, der skal laves. Ikke helt efter bogen, men jeg fortæller ikke hvem hun er, så der er ikke nogen, som kan komme efter hende på den konto. Jeg håber på, at de kloge damers kreative tankegang kan løse mit problem. Nødbremsen er at finde ud af hvad den der sundhedsforsikring, der følger med i jobbet kan bruges til, om noget overhovedet.
Og jeg behøver mere tid hos psykologen. Der er stadig en masse mørke i mit mentale hus, og det er som om psykologen tager mig på rundtur med en lille-bitte lommelygte og viser mig hvad der gemmer sig i de mørke kroge, og at det slet ikke er så farligt som jeg tror. Uden hendes lommelygte må jeg leve med de mørke rum og hjørner i mit mentale hus. Og det er ikke det mest hensigtsmæssige for mig. Vi må se hvad sommeren bringer af nyt på den front. Håb med mig, så er I søde.
Det er det samme stall-fænomen, der gør sig gældende på job-siden. Der er jeg også steget for hurtigt og har mistet min opdrift. Jeg har lavet en aftale med min chef om at vi skal have en snak når vores ferie er overstået, og jeg håber hun har fattet at det faktisk er vigtigt. Jeg vil bede om nedsat tid og at jeg bliver hørt, inden der bliver sat ekstra opgaver på mig, så jeg kan sige ja eller nej, alt efter ressourceoverskuddet de dage hvor det er nødvendigt. På den måde håber jeg, at vi kan forhindre at jeg falder helt til jorden og ikke er så meget værd mere. Hverken for firmaet eller for mig selv. Eller for kæresten for den sags skyld. Det bliver en samtale, jeg er nødt til at forberede mig ganske godt til og hvor jeg må tænke mig meget godt om hvordan jeg formulerer mig og hvad jeg siger. Skulle jo nødig sige til hende, at jeg faktisk er for syg til at passe mit arbejde, for så ryger jeg garanteret ud på røv og albuer. Og det vil være lidt trist. For jeg kan faktisk godt lide mit job, selvom det er hårdt fysisk/psykisk. Jeg ved, at jeg er et aktiv for firmaet. Og det gør at jeg står lidt stærkere i den snak end ellers. Det skal nok gå hvis jeg bare formulerer mig forsigtigt og alligevel præcist.
Overleveren 
Det her indlæg er super godt skrevet, så tydelige og forståelige billeder du maler med ord.. Respekt til og for dig.
Jeg håber virkelig de to damer sætter sig på “working class” i det her fly, og får det bragt godt og stabilt ud af stallet..
Ville det i øvrigt ikke være meget rart, hvis din snak med chefen blev klaret før jeres ferier, forstår godt du har brug for at tænke dig om, men nogle gange kan man få for lang tid til at tænke.
Rødmer – jamen tak.
Jeg håber det samme, og ved at de er lige stædige, lige dygtige og at de føler en dyb gensidig respekt. Hvis ikke de kan – så er der bare ikke mere at gøre.
Mht chefen, jo det ville være ret rart, men det kom desværre bag på mig at hun gik på ferie allerede i denne uge, og at der går 3 uger før vi ses næste gang. Så jeg har ikke rigtigt noget valg hvad det angår. Tænkte trods alt nok lidt for længe inden jeg spurgte om den samtale.
Det der er godt er at du er så god til at mærke efter og lytte til dig selv. Finde ud af hvad du har brug for.
Jeg håber inderligt at lægedamen og psykdamen finder en løsning så du ikke skal bo uden lommelygte!
Nej, det vil jeg egentlig nødig når man nu er lidt mørkeræd af sig.
Jeg har brug for mindre tid og at ekstraopgaver er baseret på et ja eller nej og ikke bare en lodret ordre. Thats it. 3-4 kr mere i løn er lige meget for mig, men respekten for at mine ressourcer er både kostbare og begrænsede er vigtigst.
Nogle gange går jeg fuldt og helt ind for kreativ bog- og forretningsføring.
Håber I finder ud af det – det er jo virkelig noget, du bruger rigtig meget krudt på at være bekymret over, kan man tydeligt se, så det skal simpelthen lykkes.
Jeg er normalt også meget regelret, men når reglerne er helt idiotiske og ikke tager højde for hvad der er det rationelt mest fornuftige så går jeg fuldt og helt ind for regelbukning og kreativitet. Og jeg tror de to damer, der har masser af erfaring i systemet, ved hvor grænserne går for kreativitet, så de ikke bringer sig selv i forlegenhed for at hjælpe mig.
Ja, det bekymrer mig mere end jeg vil være ved.. er ikke skidenemt at erkende at man er afhængig af den slags hjælp. Det er sådan lidt taber-agtigt.
Det er i den grad en stor styrke at erkende sine svagheder – så i min verden er det ikke spor taberagtigt. Tvært i mod. Jeg krydser i den grad fingre for, at der findes en løsning, uanset regelbøjning eller ej.
Det slår mig igen, at det er beundringsværdigt, som du kan mærke efter og udtrykke dig. Jeg håber, at søndagen er god ved dig…
Jeg håber og krydser alt hvad jeg kan for den løsning, men tror det bliver en lille smule op af bakke for damerne at klare den her.
Rødmer, men det er jo sjældent at jeg sætter mig ned og skriver i stor fart.. de fleste indlæg har altså været nogle dage undervejs, inden de når publish. Ahhh – ind i mellem så skriver jeg så gnisterne fyger fra tastaturet og min svigerfar som kæresten skyper med på den anden computer begynder at undre sig over hvem der skyder med AK47 i baggrunden. Jeg skriver nemlig ikke – jeg “tapper”. En uvane der giver høj skrivehastighed – men som larmer.
Hej Overlever, har læst hos dig et stykke tid, men ikke fået læst de sidste dage. Så faldt jeg over dette her. Specielt det med job/chef/grænser og kunne genkende en del. Starter selv job mandag, efter en sygemelding og har haft snakken med min chef om langsom opstart. Kan mærke at jeg ikke er klar, men vil jo heller ikke indrømme fallit. Det gør man jo ikke bare lige, så jeg kan følge dig.
Dejligt at høre du har en engageret læge/psykolog. De findes også hos mig.
Mange hilsner
Prophecy
Velkommen til 🙂 Lebbeliv lyder jo sært bekendt.
Det er så hårdt at komme igang igen efter sådan en sygemeldingsperiode, og det er bestemt ingen jævn fremdrift man får. Sådan at forstå at man kan mere og mere som dagene går. Der er dage hvor man tænker – nøøøej var det ikke andet, og dage hvor det at gå ind i kantinen kan være en helt uoverkommelig opgave for der bliver der spurgt og snakket hele tiden.. det kommer i ryk – både op og ned. Jeg håber at du har en lige så fornuftig chef som jeg, der kan give dig plads og rum til at komme dig langsomt og finde din plads igen.
Også godt at høre at mine kloge damer ikke er unikke.. dem må der meget gerne være mange flere af.