Det umulige sikkerhedsnet

Er som bekendt ved at ryge igennem et sikkerhedsnet idet jeg pr definition er færdigbehandlet hos psykologen. I hvert fald hvad angår den offentlige del af den. Skal der mere til bliver det for privatfinansiering. Og det er ikke muligt for mig med mit forholdsvist beskedne budget.

Det job jeg har er på ingen måde noget der giver en høj løn, men det er et respektabelt job og et jeg kan passe på trods af min mentalte habitus. Jeg er ansat uden sære tilskud og uden særlige lempelige vilkår, der tilgodeser mine særlige behov. Og jeg passer det job efter bedste evne og får ofte at vide, at jeg er en dygtig medarbejder, der står meget langt nede på den liste over medarbejdere, chefen gerne så “finde sig et andet job”. Jeg gør lige præcis dét alle politikerne snakker om som det optimale. Er blevet integreret på et “rummeligt arbejdsmarked” og betaler skat og alt det der. Får naturligvis et klækkeligt tilskud til den dyre medicin, som udgør den ene halvdel af det setup, der kan holde mig i gang. Den anden halvdel skrider nu under mig. Så herfra er det altså medicinen, som alene skal holde mig i gang. Og det håber vi så er muligt og nok. Men det bliver vanskeligere og endnu mere op af bakke end det har været hidtil. Og hvis jeg skal være sådan helt ærlig så synes jeg at rigtigt meget i mit liv har været op af bakke. Og jeg må tilstå en vis træthed. Efterhånden. Det bliver stadig vanskeligere ikke at give op og sige (eller rettere råbe højt) at så kan det hele fandme osse være lige meget.

Men er det samfundets skyld. Nej, det er vist primært min egen skyld. Det er jo mig, som har skabt den her tilværelse. Ikke helt efter eget valg, men jeg påtager mig gerne en del af skylden. Og dermed må jeg jo osse indrømme en vis skamfølelse over at være afhængig af hjælp til at leve et nogenlunde normalt liv. Men jeg har jo brug for den hjælp. Og der er ingen tvivl om, at det for samfundet vil være umådeligt meget billigere at give den hjælp frem for at sende mig på en retur ud i permanent hjælp og et liv på overførselsindkomster, mere medicin og al mulig støtte til bare at overleve.

Jeg har verdens største forståelse for, at et system ikke kan indrettes så det dækker alle mulige og umulige situationer og for at man ikke kan spænde et sikkerhedsnet ud med huller så små, at alle bliver fanget og så store at ingen bliver kvalt undervejs.

Nettet passer bare ikke til min situation – fordi jeg har job, fordi jeg er for rask til at få hjælp, men ikke rask nok til at klare mig uden. Spørgsmålet er så hvad der sker herfra; går det op eller ned. Lærer jeg at flyve eller får jeg en brutal crash-landing. Og overlever jeg dét? Som menneske eller blot som en lidt sørgelig eksistens, der engang var et menneske?

Reklamer

8 comments on “Det umulige sikkerhedsnet

    • Det håber jeg også.

      Min gamle flyverfar mindede os forresten altid om at alt i princippet kan flyve.. men at det ikke alt der kan lande lige kontrolleret.

  1. Hvis det var muligt – råbte jeg gerne op på dine vegne. Jeg synes det er så hamrende uretfærdigt. Og nogen burde kigge på sagen.. Du har brug for hjælp. Og så er jeg i øvrigt ikke enig i at det også er din skyld. jeg synes slet ikke man kan tale om skyld (andet end svinets skyld) i denne sag. Det ER sådan – og det må man gøre noget ved.
    Men jeg håber at du kan klare dig på medicinen alene når nu det ikke kan være anderledes!

    • Jeg er ikke på en mission for at lave systemet om, jeg konstaterer bare at der ikke er taget højde for mennesker der er for syge til at have et alm liv, men for raske til ikke at have det. Jeg tror min situation ville være anderledes hvis jeg eksempelvis havde et flexjob, et deltidsjob med tilskud eller lignende foranstaltninger. Men et almindeligt job som jeg ikke er sygemeldt fra – så har jeg nok ikke så store problemer. De taler om det rummelige arbejdsmarked, men de belønner det altså ikke.

      Skyld, skam og ansvar er store emner og jeg kan sagtens se hvad du mener, men det er ikke så simpelt rent følelsesmæssigt.

      Men ja, jeg har nok brug for fortsat hjælp.

  2. Jeg ved ikke, hvordan det kunne ske, men jeg har simpelthen overset dette indlæg fra dig! Jeg har ellers tilføjet dig til mine Sage-feeeds, så du burde dukke op med alle nye poster. Nåh men nok om det.

    På mange måder er det danske system fint og godt, man skal bare passe ind i dets snævre rammer og firkantede kasser. Du er for rask til at være syg, og du er alligevel for syg til at være helt rask. Jamen det er da grotesk. Jeg forstår ikke, at du ikke kan få mere psykologbistand.

    Jeg håber, din medicin er god og er rigtigt doseret. Hvis den er det (god og rigtig), kan du komme meget langt med den. Jeg synes nu bare stadig, at du burde have flere muligheder for psykologbistand.

    • Muligvis fordi jeg fyrede to indlæg af med en times mellemrum. Først dette der egentlig skulle have stået for sig selv en dags tid, og så det andet om det pudsige besøgstal, for nu måtte jeg altså have dén opklaret, hvis det ellers var muligt.

      Ja, situationen er faktisk både absurd og grotesk og jeg må nu sætte min lid til min læge, der heldigvis har behandlet mig rigtigt godt og omsorgsfuldt. Pt virker det som om medicinen holder mørket på afstand men jeg kommer til at savne psykologens lommelygte ind i mørket. Fremover vil det forblive et mørke.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s