Start og stop

At acceptere, at man er nået dertil hvor man har brug for en psykolog er ganske svært. Det er som om man givet en lille smule op i sin tilværelse, og har brug for at få et par ledetråde for at komme videre med et liv, der er acceptabelt. Det tog mig meget lang tid at nå til den accept, og jeg måtte jo også omkring en lille omvej forbi en anden psykolog, der indledningsvist kom til at give mig skylden for en masse ting, jeg vist ikke havde nogen særlig andel i.

Det var derfor ikke den store selvtillid, eller tillid for den sags skyld, jeg mødte op med hos den her psykolog #2. Det er lang tid siden i dag, og jeg har taget store pauser i behandlingen for at komme mig, for at blive klar til den virkelige verden derude og for at få råd til at fortsætte. For det er en dyr dame at besøge. Hun er da pengene værd, men hun er dyr. Så dyr, at jeg ikke kan fortsætte efter at tilskuddet ophører. Dvs efter næste gang. Og det bliver efter sommerferien med alt hvad den indebærer af praktiske opgaver og en lille ferie, der bare vil tage opmærksomheden fra det væsentlige hos den dyre dame.

Man kan naturligvis sætte sig ned og græde over at behandlingen, der er primær årsag til at jeg stadig er her og stadig er i gang med et liv bliver stoppet, men det løser altså bare ikke problemstillingen. For den stopper og det er sådan ca sådan det er. Om jeg så kan lide det eller ej – er klar eller ej – er færdig eller ej. Det lukker og slukker her.

Og det er egentlig en lidt sær følelse, sådan blandet lidt med noget underligt eksamens- og præstationsangst. Er jeg klar nok, er jeg klar til at bruge den viden, jeg har om hvorfor jeg reagerer som jeg gør. Og hvordan jeg undgår at det bliver for uhensigtsmæssigt. For ubehageligt – eller for invaliderende igen. Klar eller ej? Det må tiden vise.

Jeg vil ikke true nogen som helst med at jeg går amok hvis jeg ikke får mit skud terapi. Er ingen misbruger og egentlig heller ikke afhængig. Men tvivler egentlig på, at jeg er klar til den her udfordring.

Så bliver man bitter og vred og synes at man har kæmpet så hårdt, så længe og så stædigt. Og synes det hele er lidt forgæves. Men det er kun følelser der kommer i glimt, så lægger jeg dem væk, for de fører ikke derhen hvor jeg gerne vil hen. Nemlig til et stadigere normalere liv. Det dét jeg skal slås for.

Nu bliver det bare op til mig selv at løse knuderne inden de bliver for faste igen.

Og det er faktisk noget.. skidt. noget “skrammel” som Inge kaldte det. For det er en opgave, der bliver alt andet end let. Skrammel er et ganske godt ord og vældigt dækkende for situationen. Vi fik desværre ikke tid til at uddybe skrammel-teoremet, da jeg så skulle afsted for at hente kæresten på hendes arbejdsplads.. en masse km væk.. i myldretid. Men tror vi nåede at blive enige om at den her situation – er noget skrammel.

Det er en masse skridt frem… og desværre lige så mange tilbage. Det er ikke nogen rar udsigt, for jeg har jo været på de kanter ved tidligere lejligheder. Jeg ved godt, at jeg aldrig kommer til at  havne det samme sted igen, for jeg er klogere i dag – men et tilsvarende sted hvor man godt ved at man er gal og ikke kan gøre noget ved det. Så er det næsten bedre bare at være gal og tro, at det er helt normalt og at resten af verden er ravende gal.

Så jeg er lidt trist og ked i dag. Føler mig lidt hjælpeløs. Som at miste sin faldskærm 3/4 nede… men det er stadig farligt at falde 250 m – lige så farligt som at falde de oprindelige 1000 m. Det nytter ikke meget hvis man tager det frie fald til sidst.

Reklamer

8 comments on “Start og stop

  1. Hvor er det urimeligt, at du ikke kan fortsætte og at reglerne om tilskud er, som de er. Jeg synes, det burde være en menneskeret at få den terapi og psykologhjælp, man har brug for. Det har samfundet også mest glæde af på den lange bane.

    Forstår godt at du føler dig lidt hjælpeløs, for det er sådan det er at komme ud af terapeutens trygge favn. Men du har en stor styrke i at kunne skrive om det, der piner dig; måske kan du bruge din blog som en form for selvterapi?

    • Urimeligt, måske. Jeg ved det ikke, for et eller andet sted skal ting jo stoppe. Og det gælder også mig, og jeg tror tilskudsmulighederne er blevet strakt alt hvad der har været muligt. Men det er uheldigt og risikabelt, netop som du siger, at det er bedre på den lange bane at fortsætte behandling og vedligeholde den i stedet for at sende mig ind på en bane der kan ende med en head on crashlanding.

      Bruge bloggen som en form for selvterapi – jo, det kan jeg jo nok, men så bliver den altså ikke særligt interessant at følge for andre, der med tiden vil blive træt af navlepilleriet, hvis der ikke er andet også. Tror bare jeg fortsætter med at bruge den som jeg gør nu 🙂

  2. Det er ikke ok at man ikke kan få terapi så længe man har behov, der burde ihvert fald være en vurdering af hver person om der skal 10 eller 20 samtaler til…

    • 10-20 er ikke nok for sådan en som mig med over 20 år gamle traumer, der møder op fuld af mistillid og aldrig slipper den helt. Men jeg rammer grænserne for hvad samfundet har bestemt der er råd til. Mon de har bedre råd til at jeg bryder ned igen? Ikke at det lige frem er min plan, men jeg er nødt til at tage risikoen alvorligt. Vil dog gøre hvad jeg kan for at lære at flyve og svæve, jvf billedet med faldskærmen og det frie fald.

  3. Godt billede med faldskærmen og det frie fald. På en eller anden måde håber jeg det lykkes dig at finde en skærm der kan bære dig på de sidste meter også. 🙂

  4. Det kan vi ikke være bekendt. (og her er vi det danske samfund). Jeg har aldrig kunnet forstå, at sådan en behandling skal koste så meget. Fordi det er sind og sjæl og ikke et eller andet specifikt organ, der skal behandles. Jeg krydser fingre for, at du finder løsningen.

    • Jeg forstår det jo egentlig heller ikke helt, men det er ikke så gyldigt at fejle noget sådant… og jeg tror systemet på forhånd opgiver at der kan gøres noget ved det.. sådan nogen som mig har bare at fedte over på pensionsordninger diverse.. og det gør intet hvis vi i øvrigt forsvinder helt af os selv.

      Håber osse. Men har ikke så meget at ha det håb i.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s