Flytteangst

Nej, jeg er ikke begyndt at fortryde beslutningen om at forlade hjemmet ved skoven, men jeg kan mærke den lille usikkerhed snige sig ind på mig. For hvor har jeg dog nydt at kunne vade direkte ud i det skovområde fra min hoveddør. At gå på opdagelse på tværs af stier og veje og se træer som kun skov- og naturstyrelsens folk normalt kigger på. Hilste ofte på dem og i starten brokkede de sig mildt over at jeg gik uden for stierne, men på den anden side elskede de at se mine billeder når jeg mailede dem nogle dage efter. Så jeg fik en lille specialtilladelse til at færdes nogenlunde frit i området.

Det var dengang jeg havde tid, da jeg var syg. Det er jeg sådan set stadigvæk, men nu har jeg ikke tid mere. Jeg ser nok egentlig mest til skoven når jeg kører til og fra arbejde. Kigger ud af vinduerne og lufter hunden. Men rigtig tid til at gå på opdagelse; det findes ikke mere og når det endelig er weekend gider jeg faktisk ikke.

Jeg tror derfor, at det er rigtigt smart at kæresten satte fingeren på vores problem nu – og insisterede på at vi flyttede ind til byen for at få mere tid. Helt ind i byen faktisk. Jeg håber det betyder at jeg atter får tid til at udforske mit nærmiljø, der nu kommer til at bestå af brosten, betonbroer, busser, tog og biler i stedet for natur, planter og dyr.

Men rent faktisk er jeg ganske nervøs ved det. Hader den slags forandringer, selvom jeg også glæder mig til dem. Nervøs for at få nye naboer, nye indtryk og nye rutiner. Angst for at jeg ikke klarer det og forsvinder ned i et hul igen fordi jeg ikke kan ånde helt så frit i den kultur, frem for den natur jeg lever i nu.

Minder mig selv igen og igen om at flytningen bringer mig i behagelig nærhed til mit job, cafeerne og bylivet for kvinder, biograferne, optikeren og en infrastruktur, der fungerer. Busser og tog i stride strømme – uanset hvor vi vil hen eller hvornår. Det er jo fordele, der virkelig vil noget, men tør jeg så bruge dem. Bryder mig jo ikke om mange mennesker på en gang; at bo i en storby virker helt åndssvagt.

Men nu prøver vi det. Ser hvad der sker. Hovedsagen er at kæresten ved at hun udfordrer mig på flere planer ved at ville det her. Og at hun har lovet at passe godt på mig.

Jeg må jo nok indrømme, at det er de nye rutiner jeg frygter mest. Alle ændringerne og usikkerheden ved ikke at vide om den næste jeg møder på gaden er en jeg skal være angst for, nervøs for, ligeglad med eller hilse på.

For der er godt nok rigtigt mange mennesker – derude. På de gader og veje og stier og i parkerne.

Hvor mon man går hen når man vil være alene og sidde og tænke lidt? Hvor mon de små trygge oaser er henne? De stille steder, hvor det er muligt at få lidt fred og ro for sig selv?

At skulle flytte fra trygge rammer til noget utrygt føles ærligt talt temmelig usmart. Sådan føler jeg det. Men skal jeg tænke det, så er det faktisk ret smart at gøre det. Smart på den praktiske måde.

Følelser og tanker er i vild kamp med hinanden om det her emne.

Der er også gode ting med sådan en flytning. Jeg får ryddet op og ryddet ud. Sletter de sidste forbindelser til en del af min fortid som jeg ikke vil huske på mere, smider med stor fornøjelse gamle familiebilleder ud, sletter sporene fra tiden før kæresten. Fjerner ting, der har ligget i skabe og i kasser i kælderen i alt for lang tid – urørt – og afleverer det på nærmeste genbrugsplads hvor jeg med stor fornøjelse ser containeren blive tømt og indholdet hældt den store smeltedigel af affald, der kan brænde.

Det er som om jeg får en ny start på den her måde ved at fjerne dødvægten. Sådan må det være. Det er dét jeg skal – sortere i hvad der er værd at huske og bære på og hvad der er værd at huske på, vide og så lægge væk igen.

Får en omgang flytte-terapi her og aner ikke om det virker. Det eneste jeg ved, er at der bestemt ikke er nogen vej tilbage.

Reklamer

12 comments on “Flytteangst

  1. Jeg tror langt de fleste af os har en snert af angst i os i forbindelse med flytninger, måske ikke for at blive genkendte, men for flere af de andre ting du nævner.
    Jeg håber og tror du finder dine små fredsoaser, jeg ved de er der, men ikke hvor.. og jeg glæder mig til at høre om jeres nye liv i en storby.
    Fortsat god pinse og op- og udrydning.

    • Det bliver måske en blog om landsbytosserne der flytter til storbyen 🙂 Og farer vild i busserne og bliver bange for alle spritterne, dem med for god tid og de 12 årige drenge i flok. Kunne måske godt gå hen og blive en underholdende “fish out of the water” blog.

      Er nødt til at finde de steder hvor jeg kan være mig selv og finde lidt natur og lidt grønt at kigge på. Ellers må jeg lave verdens mindste urtehave på verdens mindste altan i verdens mindste drivhus og så lægge mig gulvet og lade som om det er verdens største Skov.

      (tror måske et indkøb af et makro objektiv vil være nødvendig til dén manøvre)

      Er glad for at vide at min angst ikke er noget særligt men noget mere universelt – for ind i mellem tror jeg at jeg kan føle at sådan noget nok er en følge for mig, noget særligt, og ikke kan se at tingene er mere alment menneskelige.

  2. Tiden er nok moden til den forandring – at k¢re forbi fordums opbyggende tider, uden at kunne leve dem ud, er jo nok ikke sundt i længden. De livsvigtige åndehuller kan findes i de mindste og mærkeligste hj¢rner – tit bare ved at lukke det ydre ¢je og kigge indad…. Giv dig tid til at dykke ind i den nye verden!
    Jeg glæder mig til at h¢re mere om din nye horisont.
    Fortsat god tid med den indre og ydre oprydning.

    • Jo tak.. som nævnt i den anden kommentar kan det jo være at bloggen ændrer fokus – til landsbytosserne i storbyen. Om at opdage denne nye verden som jeg slet ikke er vant til.

      Hvis jeg skal kigge ind af skal jeg have ro udad.. og det er dét jeg frygter jeg kan få svært ved at finde. Må lede godt når jeg går med hunden.

  3. Jeg tror det er meget sundt for dig med alle de tanker du gør dig vedrørende hele flytningen – både den mentale og den virkelige.
    Men – og dette er kun fordi jeg ikke selv kan lide byer i større doser – men altså med den ro du har brug for at kunne tilbringe noget alenemedhundentid i en gang imellem, kan jeg nok ikke helt forstå, hvorfor du indvilliger i at flytte ind midt i nom så lille en provinsby. Jeg håber bestemt det er det rigtige for dig, og jeg er 1) sikker på, at din meget specielle kæreste vil være der hele tiden for dig og 2) at du nok skal finde nogle grønne oaser.
    Jeg kan bare ikke sige mig helt fri for fornemmelsen af, at du argumenterer (lidt for) meget med dig selv om at flytningen måske vil føre til, at du får det bedre. Jeg ville helst fornemme, at det var det, du inderst inde var helt sikker på …
    Under alle omstændigheder ønsker jeg dig og kæresten alt mulig held og lykke med jeres fremtid – uanset om den vil foregå det ene eller det andet sted.

    • Uh du er skarp, Ellen.
      Sandheden er jo at jeg aner ikke det, men tror vejen til at jeg får det bedre er at kæresten får dette ønske opfyldt. Vi flyttede ud af storbyen da jeg blev syg fordi jeg skulle have ro. Jeg gik hjemme og det betød ingenting at det var langt fra alting. Nu er situationen en anden og så må vi jo tilpasse os den igen. Og jeg er jo et andet sted nu end jeg var da vi flyttede herud.

      Tror det der foregår her er et klassisk tilfælde af modstand mod forandringer. Er nervøs, lidt angst, ret spændt men allermest glad for at kæresten endelig får sin vilje i vores liv. For hun har virkelig ofret mange ting for mig.

      Men der er også noget jeg glæder mig til.. får forærende 8(!) timer om ugen i fritid pga reduceret transport. Og det tæller rigtigt meget i det store regnskab.

  4. Der er ikke noget at sige til, at du er usikker og nervøs ved flytningen. Det er jeg også selv hver gang jeg skal flytte – og jeg har endda bare flyttet rundt i byen tre gang på de seneste 32 år. Jeg har ikke prøvet den meget store forskel det er at flytte fra land til by, bortset fra dengang jeg flyttede hjemmefra som 16-årig og kom fra Bornholm til indre Nørrebro. Det var et kulturchok af rang pludselig at befinde sig på et lejet værelse med udsigt til en baggård, når man kom fra Svaneke med udsigt til klippekysten. Men bortset fra alle de udenoms omstændigheder savnede jeg bestemt ikke at bo hjemme længere – pludselig var jeg jo blevet fri og det var det jeg ville.

    Det tager tid at finde byens grønne oaser, men jeg lover dig, at de er der. Der skal nok være steder, du kan være alene eller sammen med hunden. Selv bor jeg i København og her er masser af grønne pletter, det drejer sig som sagt bare om at finde dem.

    • Det var ellers lidt af en historie – fra Svaneke til Nørrebro – og så som 16 årig. Det er altså lidt imponerende at du gjorde dét. Men med mit – omend begrænsede – kendskab til dig og din historie kan jeg jo egentlig godt forstå at friheden trak mere end de trygge rammer og klipperne.

      Jeg må ud og lede efter de små pletter hvor man kan være lidt sig selv. Eller lære at gemme mig i mængden og føle mig tryg med det i stedet.

  5. Jeg tror at flytteangst er helt normalt, det er jo også noget af en omvæltning, men er sikker på at du nok skal finde nogle grønne pletter i byen hvor du kan finde ro, dem findes der jo heldigvis mange af, og kæresten har jo lovet at passe på dig…;-D

    • Det er normalt, ja, men ikke desto mindre lidt ubehageligt at være så nervøs for noget så forholdsvist normalt som at flytte. Tænker somme tider på at der må jo være noget godt derinde i byen – siden så mange mennesker har valgt at bo der. Sammen. 🙂

      Hun får sig lidt af en opgave – men den skal hun nu nok klare, nu hvor der bliver lidt mere overskud i hverdagen pga reduceret pendlertid og så dét at hun gerne vil være i byen. Og igen – det er jo osse derinde vi har vores venner. Primært.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s