Forældelsesfristen på incestsager

Nu har jeg stukket hånden i én hvepserede og mens stikkene brænder fingrene kan jeg lige så godt tage den næste osse.

Forældelsesfristen, der igen er blevet genstand for debat efter den dokumentar i sidste uge om en “barndom i helvede”, er for kort mener nogen, overflødig mener andre og nogle få mener sikkert osse at den er alt for lang.

Så vidt jeg har forstået er den i øjeblikket 10 år efter det fyldte 18. år og myndig. Den sidste passus er jo egentlig lidt interessant for den beskytter i omfattende grad umyndiggjorte personer, men dem er der altså bare ikke særligt mange af. Så skal vi ikke bare vedtage med os selv og hinanden at forældelsesfristen i normalt fald går til det fyldte 28. år for incestofre. Og efter det kan man ikke anmelde sådan en sag og få noget ud af det, andet end lidt skuldertræk fra en – måske i øvrigt ganske sympatisk – betjent.

Det er faktisk ikke særligt mange år, og netop pga incestens særlige senfølger er det vanskeligt at holde sig indenfor denne lettere artificielle grænse.

Markante incestofre har længe talt om at de ønsker forældelsesfristen fjernet helt og politikerne er begyndt at lytte. Især dem der altid er klar på et stikke en finger i jorden og mærke folkestemningernes krav fra dybet. Hårdere straffe, længere forældelsesfrister, afskaf frister lyder mantraet.

Men er det nu den rette vej. Ja, gu vil jeg gerne se min bror blive straffet for hans gerninger, også selvom jeg har overskredet den der forældelsesfrist på ti år. Tror jeg var ca klar til anmeldelse 21 år efter det fyldte 18. år. Klart, at han burde straffes. Lige nu. Men ønsker jeg faktisk at leve i et samfund hvor man kan dømme for sådan noget, så lang tid efter – og uden skyggen af bevis. Nej, for det generer min retsbevidsthed lidt for meget. Og den har jeg aldrig tilladt at blive kompromitteret af min egen personlige historie. Jeg kan sagtens nære ønsker om hævn, pålægsskiveskæremaskiner og hvad ved jeg, men jeg ved at hvis det ikke holder i retten så er det dér, det ender.

Husker I Roumsagen? Den forrykte sag,  der endte med frifindelser efter alle tiders incest/pædofili justitsmord. I forbindelse med den sag blev pigen undersøgt af en læge. Gynækologisk selvfølgelig, og den pågældende læge anfører at det ikke var muligt at anvende et almindeligt speculum og at lægen ikke havde et “virgo spekel” som de sprogkyndige vil vide har noget med jomfruer at gøre. Dvs et mini speculum egnet til piger og kvinder, der ikke har været udsat for penetration. Nok om instrumenter. Lægen vælger derfor at foretage undersøgelsen med 1(!) finger. Der var ikke plads til mere. Det er altså på en 15 årig pige, som selv fortæller at hun har været misbrugt af flere mænd og har været udsat for flere fuldbyrdede vaginale samlejer inden hun var 13.  Det rimer altså bare ikke med at lægen ikke engang kan bruge to fingre. En kvindelig læge, forstås. Det blev der ikke lagt særlig vægt på i begyndelsen af sagen men fik mere afgørende betydning til sidst, da en af landets dygtigste retspatologer udtalte sig om pladsforhold i unge kvinders skeder.

Og hvorfor nu nævne Roum-sagen? Jo, for det rammer mit problem med forældelsesfristen i middelsvær grad. Hvad nu hvis hun var kommet som 30 årig, havde født sit første barn, måske nr 2 også? Så kan det jo ikke ligefrem betale sig at undersøge hende for misbrug. Og det bliver i nogen grad påstand mod påstand.

Der er min retsbevidsthed stået af. Jeg ved det, Roumsagen er ekstrem på alle måder. En ekstrem psykolog (som jeg faktisk kender en del til), et ekstremt tidspunkt i incesthistorien, en ekstremt markant advokat, et ekstremt mediecirkus og en ekstrem historie. Men den er vigtig alligevel. Især fordi den er så utroligt veldokumenteret. Retsakter og lægeudtalelser er tilgængelige fordi sagen blev kørt igennem hele retsmøllen. Fra byretten til den særlige klageret.

I min verden er man uskyldig til det modsatte er bevist. En psykolog-udtalelse og et vidneudsagn bygget på genfundne minder er altså bare ikke nok. Hverken efter 5, 10 eller 25 år.

Tilbage står så at finde ud af hvad jeg mener om de der forældelsesfrister. For lang, for kort, for overflødig. Mit svar er – jeg aner det ikke.

Er den for lang  og skal nedsættes til 5 år vil det naturligvis stride mod andre forældelsesfrister i straffesager. Det vil virke urimeligt. Ergo, den er ikke for lang.

Er den for kort og skal øges til eksempelvis 20/25 år vil det stille den anklagede i en meget svær situation da man ikke kan bevise sin uskyld efter så mange år, og bliver mødt af en sag der helt eller delvist eller slet ikke kan være bygget over genfundne minder, godt hjulpet på vej af netværk, psykologer og andet godtfolk.

For overflødig? samme argumentation som ovenstående, bortset fra at det jo et eller andet sted også tiltaler mit hævn-gen. Mit hævn-gen taber bare altid til min indstilling til det at være indbygger i et samfund, der bygger på disse grundlæggende retsprincipper.

Jeg kan ikke lide den som den er, jeg kan ikke lide at få den længere eller afskaffes og kortere er helt håbløst. Det er ikke så tit at jeg står med sådan en sag og jeg ikke kan sige hvad jeg mener og hvorfor,

Der er ind i mellem nogen der udlægger det danske retssamfund som “hellere 10 skyldige der går fri end 1 uskyldig i fængsel”. Det er klogt sagt – men tænk lige på hvad de 10 skyldige finder på at fordrive tiden med mens den 11. og uskyldige prøver at komme ud af cellen.

Jeg bliver nok ingen fortaler for ændringer i den forældelsesfrist. Jeg søger mit eget private holdningsløse kompromis hvor jeg prøver at afveje fordele og ulemper.

Hvad mener I?