Forældelsesfristen på incestsager

Nu har jeg stukket hånden i én hvepserede og mens stikkene brænder fingrene kan jeg lige så godt tage den næste osse.

Forældelsesfristen, der igen er blevet genstand for debat efter den dokumentar i sidste uge om en “barndom i helvede”, er for kort mener nogen, overflødig mener andre og nogle få mener sikkert osse at den er alt for lang.

Så vidt jeg har forstået er den i øjeblikket 10 år efter det fyldte 18. år og myndig. Den sidste passus er jo egentlig lidt interessant for den beskytter i omfattende grad umyndiggjorte personer, men dem er der altså bare ikke særligt mange af. Så skal vi ikke bare vedtage med os selv og hinanden at forældelsesfristen i normalt fald går til det fyldte 28. år for incestofre. Og efter det kan man ikke anmelde sådan en sag og få noget ud af det, andet end lidt skuldertræk fra en – måske i øvrigt ganske sympatisk – betjent.

Det er faktisk ikke særligt mange år, og netop pga incestens særlige senfølger er det vanskeligt at holde sig indenfor denne lettere artificielle grænse.

Markante incestofre har længe talt om at de ønsker forældelsesfristen fjernet helt og politikerne er begyndt at lytte. Især dem der altid er klar på et stikke en finger i jorden og mærke folkestemningernes krav fra dybet. Hårdere straffe, længere forældelsesfrister, afskaf frister lyder mantraet.

Men er det nu den rette vej. Ja, gu vil jeg gerne se min bror blive straffet for hans gerninger, også selvom jeg har overskredet den der forældelsesfrist på ti år. Tror jeg var ca klar til anmeldelse 21 år efter det fyldte 18. år. Klart, at han burde straffes. Lige nu. Men ønsker jeg faktisk at leve i et samfund hvor man kan dømme for sådan noget, så lang tid efter – og uden skyggen af bevis. Nej, for det generer min retsbevidsthed lidt for meget. Og den har jeg aldrig tilladt at blive kompromitteret af min egen personlige historie. Jeg kan sagtens nære ønsker om hævn, pålægsskiveskæremaskiner og hvad ved jeg, men jeg ved at hvis det ikke holder i retten så er det dér, det ender.

Husker I Roumsagen? Den forrykte sag,  der endte med frifindelser efter alle tiders incest/pædofili justitsmord. I forbindelse med den sag blev pigen undersøgt af en læge. Gynækologisk selvfølgelig, og den pågældende læge anfører at det ikke var muligt at anvende et almindeligt speculum og at lægen ikke havde et “virgo spekel” som de sprogkyndige vil vide har noget med jomfruer at gøre. Dvs et mini speculum egnet til piger og kvinder, der ikke har været udsat for penetration. Nok om instrumenter. Lægen vælger derfor at foretage undersøgelsen med 1(!) finger. Der var ikke plads til mere. Det er altså på en 15 årig pige, som selv fortæller at hun har været misbrugt af flere mænd og har været udsat for flere fuldbyrdede vaginale samlejer inden hun var 13.  Det rimer altså bare ikke med at lægen ikke engang kan bruge to fingre. En kvindelig læge, forstås. Det blev der ikke lagt særlig vægt på i begyndelsen af sagen men fik mere afgørende betydning til sidst, da en af landets dygtigste retspatologer udtalte sig om pladsforhold i unge kvinders skeder.

Og hvorfor nu nævne Roum-sagen? Jo, for det rammer mit problem med forældelsesfristen i middelsvær grad. Hvad nu hvis hun var kommet som 30 årig, havde født sit første barn, måske nr 2 også? Så kan det jo ikke ligefrem betale sig at undersøge hende for misbrug. Og det bliver i nogen grad påstand mod påstand.

Der er min retsbevidsthed stået af. Jeg ved det, Roumsagen er ekstrem på alle måder. En ekstrem psykolog (som jeg faktisk kender en del til), et ekstremt tidspunkt i incesthistorien, en ekstremt markant advokat, et ekstremt mediecirkus og en ekstrem historie. Men den er vigtig alligevel. Især fordi den er så utroligt veldokumenteret. Retsakter og lægeudtalelser er tilgængelige fordi sagen blev kørt igennem hele retsmøllen. Fra byretten til den særlige klageret.

I min verden er man uskyldig til det modsatte er bevist. En psykolog-udtalelse og et vidneudsagn bygget på genfundne minder er altså bare ikke nok. Hverken efter 5, 10 eller 25 år.

Tilbage står så at finde ud af hvad jeg mener om de der forældelsesfrister. For lang, for kort, for overflødig. Mit svar er – jeg aner det ikke.

Er den for lang  og skal nedsættes til 5 år vil det naturligvis stride mod andre forældelsesfrister i straffesager. Det vil virke urimeligt. Ergo, den er ikke for lang.

Er den for kort og skal øges til eksempelvis 20/25 år vil det stille den anklagede i en meget svær situation da man ikke kan bevise sin uskyld efter så mange år, og bliver mødt af en sag der helt eller delvist eller slet ikke kan være bygget over genfundne minder, godt hjulpet på vej af netværk, psykologer og andet godtfolk.

For overflødig? samme argumentation som ovenstående, bortset fra at det jo et eller andet sted også tiltaler mit hævn-gen. Mit hævn-gen taber bare altid til min indstilling til det at være indbygger i et samfund, der bygger på disse grundlæggende retsprincipper.

Jeg kan ikke lide den som den er, jeg kan ikke lide at få den længere eller afskaffes og kortere er helt håbløst. Det er ikke så tit at jeg står med sådan en sag og jeg ikke kan sige hvad jeg mener og hvorfor,

Der er ind i mellem nogen der udlægger det danske retssamfund som “hellere 10 skyldige der går fri end 1 uskyldig i fængsel”. Det er klogt sagt – men tænk lige på hvad de 10 skyldige finder på at fordrive tiden med mens den 11. og uskyldige prøver at komme ud af cellen.

Jeg bliver nok ingen fortaler for ændringer i den forældelsesfrist. Jeg søger mit eget private holdningsløse kompromis hvor jeg prøver at afveje fordele og ulemper.

Hvad mener I?

Reklamer

18 comments on “Forældelsesfristen på incestsager

  1. Den er utrolig svær synes jeg – for på den ene side mener jeg, at den pædofile skal straffes – uanset hvad … men på den anden side skal forældelsesfristen overholdes … eller skal den?
    Lige netop i incestsager synes jeg der er en grå zone … selvfølgelig er der nogle incestofre, som når at anmelde indenfor forældelsesfristen, men jeg kan forstå og har læst, at der også er en hel del som først efter forældelsesfristen er klar til at “åbne op” for episoderne og først derefter måske klar til at anmelde.

    Så jeg er vist for og imod …

    • Problemet er jo at du i en lovtekst ikke kan have en “gråzone”. Men jeg synes måske nok at det kan være lidt meningsløst at en kvinde i 40´erne kan hive sin 78 årige onkel i retten for noget der er sket for 35 år siden. Og det vil jo være konsekvensen af en afskaffelse af fristen.
      Måske skal vi bare erkende at vi ikke kan straffe og lovgive os ud af alt og hvis vi prøver, at vi så kompromitterer de retsprincipper vi har bygget vores land på.
      Jeg har det faktisk lidt sådan at det er for “nemt” bare at sige af med fristen – straf skiderikkerne.. det var jo et barn de gjorde fortræd. Den holder bare ikke i virkeligheden.

      Måske skulle man gå en anden vej og prøve at få fat i de mænd, der får sådan en gammel sag hentet frem og sætte ind med et behandlingstilbud i stedet. Måske man så i det mindste får stoppet at de fortsætter med andre børn.

  2. Jeg synes det er en vigtig debat, du har starter!

    Selv var jeg klar til at anmelde som 28-årig, men gjorde det ikke, fordi jeg var bange for repressalierne. Men allerede på det tidspunkt havde jeg været igennem den indledende terapi og havde fået sat ord på alle krænkelserne, hvilket i sig selv var en lettelse.

    Jeg er oprindeligt jurist og har også den grundholdning inde på rygraden at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist, alt andet ville krænke retsbevidstheden.

    Forældelsesfristens længde er svær at tage stilling til, især når man selv har været udsat for overgreb. Det er et kendt faktum, at senfølgerne netop er sene og det kunne tale for en længere forældelsesfrist, men hvad gør man så med beviserne? Hukommelsen tager jo skade med årene. Jeg er sikker på, at jeg ikke kan huske alle de episoder, jeg var udsat for.

    Jeg tror i virkeligheden, jeg mener, at den ligger nogenlunde fornuftigt ved de 28 år. For det afvejer både hensynet til offeret og til gerningsmanden og det er den balance, der skal findes i et retssamfund.

    • Jeg er superglad for at du reagerer på det her, Hanne. For det første fordi jeg har følt mig lidt alene som incestramt med den her holdning til retssystemet, og jeg har med nogen forbløffelse fulgt debatten og tænkt at jeg må være helt gal på den når jeg tænker og mener som jeg gør om afskaffelsen af forældelsesfristen.

      Jeg tror vi er rigtigt enige meget langt hen af vejen om det her når vi afvejer ofrets behov for retfærdighed mod de retsprincipper som vi hylder som gode og fornuftige i øvrigt.

      • Nej du er bestemt ikke gal på den; du har bare indset at vi lever i en retsstat, hvor der skal være retfærdighed også for gerningsmanden (og det er jo i de fleste tilfælde en mand).

    • Tak for præciseringen, der dog ikke ændrer mit grundsynspunkt, nemlig at sager skal kunne bevises eller have overvældende indicier for at kunne føre til dom, og at dette vanskeliggøres i ca samme takt som årene går fra overgreb til sag.

  3. Kan man ikke lave en gradvis grænse? Som du allerede har nævnt, skal man jo ikke lave en gynækologisk unders¢gelse efter flere år, og der er noget mere fornuft i behandling af den misbrugte såvel som den pædofile, end blot fængsel for sidstnævnte.

    Hvad med at kigge nærmere på opklaringsarbejde, unders¢gelsesmetoder, vurderingsmuligheder, behandlingsmetoder for begge parter?

    Der skulle være meget mere oplysning, henvisninger til reaktionsm¢nstre, muligheder for at sp¢rge om hjælp for den misbrugte, såvel for deres omkreds.
    Hvordan kan vi bedre erkende, reagere på de subtile reaktioner hos den ramte (eller ud¢vende)??? Hvordan kan vi hjælpe???

    Der skulle være muligt at tilpasse fremgangsmåden til hjælp af den misbrugte, straf for den pædofile og bekæmpelse af videre ofre, alt efter hvornår man måske magter at melde det – Det er ikke det samme efter 2-5-10-15 år….

    Alt syntes jo at være utilstrækkeligt og malplaceret.

    • Dine sidste ord rammer i plet – for der er ingen tydelig og anvendelig løsning. Vi skal gøre noget vi et retssamfund ikke gerne gør. Vælge side på forhånd. At forlænge fristen vil ensidigt forbedre forholdene for ofrene, og det lyder jo helt fint når man ser ordene uden for sammenhæng, men når det handler om retsforhold, så er det altså ikke så godt. En mulighed er jo at skærpe krav til bevisførelse og jeg fornemmer, at det er i den retning du peger. Men tænk den efter, hvordan skærper vi meningsfyldt kravene til beviserne, når vi sjældent har nogen overhovedet?

      Du er derimod inde på noget jeg osse har ventileret ved et par lejligheder – sætte ind med behandling for begge parter. Det ville bedre forholdene for ofrene betragteligt og kunne måske forhindre at den samme krænker skaber flere ofre.

      • Jeg tænker ikke kun på retsforf¢lgelsen, men mest på forebyggelse, eller at kunne stoppe, f¢r at overregrebet trækker ud over en årrække, og ¢delægger menneskene impliceret.
        Hvilke signaler sendes der ud, som man med rette må reagere på? Hvor kan man henvende sig, uden at man er bange for at omkredsen chokeres og neglicerer problemet? Hvordan kan man aktivere en kultur for lydh¢rhed og grænsesættelse?
        Det var måske ikke nogen dårlig idé at skabe en st¢tteforening for ramte og pår¢rende…..

        • Tror nu ikke der mangler foreninger og steder man kan henvende sig i sådanne situationer. Problemet er jo mere at man ikke vil blande sig, at barnet holder på hemmelighederne og de voksne ikke er interesseret i at den slags sandheder (eller løgne) kommer frem for så ruller snebolden.

          Men i øvrigt synes jeg du har ret – at der skal sættes ind med behandling frem for straf og retssager.

          • Det er jo det, jeg savner sådanne mulligheder….. (mine erfaringer: var fysioterapeut for flere svært handicappede b¢rn, som blev misbrugt over en årrække. I det tværfaglige team havde vi jo set ders reaktioner, men var tit uforstående over hvorfor de reagerede, pr¢vede at finde sammenhænge… Bagefter syntes det at kunne forklare meget. Manden havde formået at arbejde i flere institutioner, at blive fyret på gråt papir… og har trukket 30 b¢rn med i k¢lvandet….).
            Men selv hvis man havde haft en mistanke – hvor kunne vi henvende os? Hverken chef, institutioner, psykologer (alt pr¢vet) eller forældre kunne komme nærmere på problemet.
            Nu har vi ret til at være mere åben, der er taget flere forholdsregler… men i sidste ende er der stadig mange – for mange – muligheder for at misbrug kan foregå, uden at vi er rigtig klar over det, eller under mistanke t¢r handle hurtigt nok.

          • Det er en spændende vinkel du bringer ind i debatten, for det er jo lige præcis her problemstillingerne opstår. Har man ingen redskaber til at opdage, rapportere og reagere på mistanke om misbrug går det galt. Får man de forkerte redskaber går det også galt, og for mange bliver gjort til systemets ofre når mistankerne flyver lavt.

            Men vi er forhåbentlig kommet betydeligt længere end en Roumsag eller endnu værre “Cleveland child abuse” skandalen hvor 121 børn blev fjernet på kort tid fordi en børnelæge havde lært en ny smart diagnoseteknik til at finde de misbrugte børn.

  4. Pingback: Dilemma « Overleveren

  5. Jeg syntes man skal kunne anmelde lige meget, hvor mange år der er gået? hvorfor skal den pædofile gå fri fra sine grimme handlinger, fordi vi incest ofre ikke er kar til at anmelde inden for tidsgrænsen. Jeg blev misbrugt af min stedfar fra jeg var ca 6-7 år til ca de 13 år. Jeg har aldrig meldt ham, for har aldrig været klar til det, og han sagde altid at sagde jeg det, ville det blive værst for mig selv. Så turde ikke andet end og tie stille. Jeg har gået til psykolog, og har fået det bearbejdet men det vil jo altid sidde i ens baghoved. Jeg er først blevet klar til at fortælle min familie det nu, og hans familie.

    • Jeg har forståelse for dit synspunkt, men jeg er ikke enig, for jeg kan ikke få ind i mit hoved at det kan hjælpe noget som helst at anmelde sådan et overgreb så sent, for ingen kan med dagens retsprincipper løfte bevisbyrden i en retssag. Altså ikke løfte den på betryggende vis, og jeg tvivler på at nogen der har begået sådanne overgreb som du, jeg og en masse andre har været udsat for sætter sig ned og tilstår.

      Det støder ganske enkelt imod mine principper det her. Selvom jeg ved at det er de færreste der kan anmelde indenfor tidsfristen, så kan jeg ikke på nogen måde gå på kompromis med min faste overbevisning om at anklager skal kunne bevise sine anklager for at få dømt. (uskyldig ind til modsat bevist). Og så virker det altså lidt unødvendigt på mig at trække sig selv, sine omgivelser og samfundet igennem sådan en sag.

      Jeg har det sådan med min overgrebsmand i dag – at han ved hvad der er sket, jeg ved hvad der er sket.. og lad ham bare stege lidt med den bevidsthed. At forsøge at køre en sag ville være spildte ressourcer for der er ingen der kan bevise hvad der skete i min brors værelse for 35 år siden.

      Retfærdigvis skal jeg gøre opmærksom på at jeg i incest-sammenhæng står ret alene med dette synspunkt.

  6. Pingback: Har lovet ikke at gøre det | Overleveren

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s