Motivation

På grund af de sidste dages store tvivlerier om, hvad jeg kan fortælle, blandt andet også om det der med at gå til sexolog og få hjælp og andre tilsvarende mere private ting, vælger jeg nu at skrive en motivation.

Når man på uddannelser skal lave større skriftlige opgaver forventes det, at man laver en problemformulering og at en sådan kan/bør indeholde en motivation af opgaven. Hvorfor den er værd at skrive. Og hvorfor (måske) den er værd at læse.

Læseværdighed handler rigtigt meget om grænser og om at sætte dem og om at respektere dem så langt det går. Både mine egne, men også andres. Både de læsere, der sidder derude og har tilsvarende oplevelser med i deres personlige bagage og de læsere som bare tilfældigt kommer forbi via andre blogs og bliver nysgerrige på hvem og hvad der gemmer sig bag pseudonymet overleveren, der kommenterer på alt lige fra mus i et badeværelse til sandkassers størrelse og flabede kaktusser.

Da jeg startede på den her blog for et lille års tid siden var det mit faste forsæt, at jeg ville skrive om dét, der gjorde mig til det menneske jeg er i dag. Til det hele menneske. Om kampen herhen og de næsten uoverstigelige bjerge, der skulle bestiges. Om traumerne og senfølgerne. Om at leve med diagnosen PTSD og om dagligdagen som den også var. Sjov, alvorlig, kærlig, krævende, hård, regnfuld og med blå himmel. Og storm.

En af mine bagtanker med at starte bloggen var også at personliggøre de historier vi læser om i nyhederne. Vi husker måske børnene fra de store misbrugssager, kvinden i redskabsskuret i sydhavn, kvinderne i Odense, der blev voldtaget af en særligt udspekuleret serie-gerningsmand og dem der står frem og skriver bøger. Men at komme i kontakt med dem er straks værre, at følge dem i et dagligliv er umuligt – vi ser blot det øjebliksbillede i en artikel, en bog eller til et foredrag. Visse har blogs, men hvis I lægger mærke til det, handler bloggene næsten kun om dette ene emne og ikke om mere daglige ting. Næsten som om de er fuldtidsoverlevere af misbrug og krænkelser. Det er min blog ikke på samme måde – her er der så meget andet også. Og dem der vælger at læse med kommer på en tur i et liv, der naturligt nok er præget af misbruget, voldtægten og den efterfølgende PTSD, men et liv der også rummer mange andre ting. Kæresten, hunden, skoven, billederne, arbejdet og et par drilske biler for bare at nævne nogle få elementer.

Voldtægt, misbrug og incest sker ikke bare for naboens datter, eller hende i avisen, i dokumentaren på DR, som I aldrig hører om igen efter dette ene korte øjeblik. Her er der ofte en start på deres historie, en nutid og en kort eftertekst, der viser hvad der siden er sket. Men hvad med i morgen. Hvad med om et år. Og hvis man nu ville spørge om noget, eller?

Jer der læser med her – I kender én nu. I kan skrive til mig om det, og jeg svarer så ærligt jeg kan, og jeg håber dermed at problemstillingen, der ikke bare er min personligt, også bliver gjort mere generelt kendt, samtidig med, at det bliver nærværende for jer. I kender jo mine ord og dermed lidt mig, ikk?

Jeg havde aldrig forudset den mulighed, at jeg skulle lære nogen at kende så godt, føle så meget tillid til fremmede læsere, at jeg fik lyst til at lære menneskene bag kommentarerne og bloggene at kende – sådan ude i virkeligheden. Det er ikke noget jeg bare gør, for min tillid til andre mennesker kan ligge på et meget lille sted. Men det skete helt af sig selv og forbløffende hurtigt, at der var nogen, der brød dén grænse ned og lod mig selv hoppe over på den anden side og opdage, at det var faktisk helt ok. Og som så på mig som et helt menneske; ikke bare et offer, men et rigtigt levende menneske.

Mit udgangspunkt for bloggen, der jo var at holde på min anonymitet og dermed få mulighed for at fortælle direkte om dé ting som andre ofre for tilsvarende overgreb og krænkelser ikke kan eller vil fortælle om – fordi det bare er alt for tæt på – faldt dermed. Så det har krævet en dyb indånding ikke at afvige fra den oprindelige plan og fortsætte med at fortælle om stærke psykiske problemer, selvmordstanker, kropslighed, sex, angst og depressioner. Der er rigtigt mange andre overlevere, der fortæller i bøger og i foredrag om de her ting, men deres grænser er naturligvis præget af, at de står offentligt frem med navn osv når de gør det.

Det gør jeg ikke helt og af flere grunde, men det giver mig til gengæld pseudo-friheden til at nærme mig emner som andre ikke har mulighed for. Emner, der så til gengæld er dybt tabuiserede. De andre går i dybe detaljer med terapiforløb, med “spring ud som overlever” historier og med konfrontationer med krænkerne. De (og jeg) detaljerer overgrebene i ulækre detaljer, selvom det går tæt på. Og det er så vigtigt, men jeg savner ind i mellem nogen, der også tør fortælle om de kropslige efterreaktioner i andet end en bisætning. De kropslige og meget nutidige reaktioner, forstås. På det punkt har jeg ingen jeg kan spejle mig i – se mine problemstillinger løst. Få håb af. Selv psykologen og lægen har måttet lære lidt undervejs.

Det kan give læserne/tilhørerne det indtryk af fx forfærdelige sexuelle overgreb giver visse problemstillinger, men at de bliver forløst med god terapi og en tilpas forstående og tålmodig partner. Og alt bliver bedre. Og selv fremstår de som de stærke, der kom igennem alt det barske, der overlevede og lærte at leve. Bagefter. (and they lived happily ever after).

Jeg har altså ikke noget særligt exhibitionistisk behov for at fortælle hvem som helst, der gider læse med her, om det der med sex. Det er ikke derfor jeg udfordrer intimitetsgrænsen. Jeg gør det for at losse til det tabu. Losse det i røven og spørge, hvorfor må jeg tale om incesten, voldtægten og snittet, angsten der kom, om PTSD´en, der fulgte, om smerterne, vreden, terapien – men ikke om det der forener det hele i et. Der hvor problemet er allerstørst og allermest nærværende. Nej, det må jeg ikke, for det er ikke noget vi taler om. Det er bare noget vi gør. Når vi altså kan. Og kan man ikke er det bare .. synd. Tough luck, du gamle.

Jeg vil vove den lidt forsigtige påstand at det er lidt in at være offer for misbrug, at det er lidt in at gå til psykolog, at det er lidt in at få angst og have prøvet dét osse. Men at opsøge en sexolog for at få hjælp til en forholdsvis naturlig ting som at få et almindeligt sexliv til at fungere – dét er tabu og yt i særdeleshed. Det er ikke noget vi skal have hjælp til – det er bare noget vi kan. (men hvorfor pokker er der så stort et marked for de der sexologer af varierende kvalitet og seriøsitet?).

Kender nogen af jer nogen overhovedet, der har indrømmet at gå til sådan en for at få hjælp. Tør dé tale om det eller bliver det hvisket i en skummel krog i en cafe.

Tabuet omkring incest er brudt – vi taler om det konstant. Men den hjælp, der måske også skal til, er tabuiseret. Og det er lidt trist, synes jeg.

Nogen må starte med at tale – det bliver ikke mig. Jeg skriver.

Reklamer

10 comments on “Motivation

  1. Du motiverede dig selv flot her, og selvfølgelig skal du skrive om det du har behov for at skrive om.
    Det ændrer ikke mit syn på dig som et helt og levende menneske jeg holder af at være sammen med.. 🙂

  2. Du skriver så flot og nede på jorden uden unødigt drama om det hele. Uanset hvad du skriver om. Og som jeg har sagt før så indeholder man mange forskellige ting!

    Jeg ved ikke det med sexologer. Der er nok også forskel – jeg synes nemlig det er frygteligt meget in at gå til sexolog for at få et bedre sexliv for nogle mennesker. De går til workshops og kursus og hvad har vi..

    Skriv hvad du har lyst til at skrive om – jeg læser med!! Også selvom jeg har travlt 🙂

    • Tak for ros 🙂
      Jeg tror det er in at gå til dem for at få noget der er bedre, men at indrømme at man går til dem bare for at få “et eller andet” – det er noget ganske andet. Kurserne og workshopsene og uddannelsen til sexolog på 5-6 weekendkurser (det er jo ikke en beskyttet titel) betragter jeg nok lidt mere som værende i den useriøsere afdeling af spektret. Men under alle der kan have forøget glæde af det oplevelsen af at besøge en sexolog… jeg kan godt nøjes med bare glæden, hvis du forstår hvad jeg mener.

      Travlt – det burde jeg vist osse have. Kigger lidt desperat rundt på et hjem der endnu ikke rummer det antal pakkede flyttekasser det burde.

  3. Der er flere anonyme forums, hvor man kan vende de problemstillinger du nævner med andre ligesindede. Om de ligefrem indgyder håb, tror jeg ikke. Men genkendelighed, ja. Der findes vel dårligt nogen ofre, der ikke har problemer med nærhed og det er i og for sig ligegyldigt, om genkendeligheden sker via en offentlig person eller en anonym, eller..?

    • Ja, de findes. Men de er temmelig svære at finde frem til. Ved der er nogen på depnet.dk og tilsvarende. Det jeg har gjort her og gør her, er at jeg har etableret en blog man faktisk kan finde via google, da jeg gør hvad jeg kan for at søgemaskineoptimere undervejs. Jeg synes også det er tankevækkende at en del af de andre blogs om emnet der er derude ikke virker så aktive mht kommentarer og besøg. Forummer på nettet har i øvrigt aldrig haft min interesse, da jeg finder dem for forvirrende at finde hvad jeg leder efter i.

      Du virker en lille smule stødt på manchetterne i dine ord, og det er jeg da ked af, men jeg håber at min mening om offentlighedens håndtering af dette emne er fuldt så gyldigt som din. At min blog er fuldt så gyldig som din – selvom der findes tilsvarende derude for os begge, selvom vi ser forskelligt på visse ting. Men sådan vil det være, for du er jo offentligt kendt i det her emne, og jeg er bare overleveren. Vores perspektiv og vores vinkel på emnet er vidt forskellig.

      Hverken din, min eller Odiles blog, forummer, eller noget andet sted er overflødigt.. hver en stemme gælder. Var det ikke ca sådan du engang skrev til mig. Men forskellige perspektiver giver forskellige meninger og ord. Og det kan måske virke udfordrende på accepten.

      • Der er bl.a. disse forums, hvor man kan oprette sig som anonym bruger:

        http://www.netdoktor.dk/interactive/discussion/viewforum.php?f=132
        https://patientnetvaerk.sundhed.dk/seksuelleovergreb/default.aspx
        http://incestramtevoksne.dk/samtaleforum.html (dette forum skal man dog være obs på, at den opgivne mailadresse fremgår, så derfor bør det være en anonymiseret email)

        Synes de er rimelig overskuelig at gå til, og finder man ikke det man søger, kan man risikofrit starte en tråd selv jo.

        Da jeg fandt din blog i sin tid, mødte jeg den med ligeværdighed. Anser os alle som jævnbyrdige, uanset om vi kæmper vores egen personlige kamp i stilhed hjemme bag døren, benytter blogs anonyme/offentlige, deltager i debatter på FB og mediestrømme osv. Der er ingen facit, kun hvad det føles rigtig for den enkelte og alt respekt for det og vores individuelle forskellighed.

        Det jeg stødes af (hvis det overhoved er det rigtige ord i denne sammenhæng) er, at jeg ser et behov for graduering her, som jeg ikke forstår. Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor der skal sammenlignes eller være et snert af sarkasme overfor andre, der har valgt en anderledes vej end dig? N e t o p fordi jeg anser os som ligeværdige stemmer, forstår jeg det ikke. Måske er det grundlæggende fordi jeg aldrig selv ville sammenligne mig med andre (f.eks. anonyme stemmer om emnet) for at kunne udtrykke mine egne valg, at jeg står en lille smule af.

        Jeg har aldrig anset mig selv som værende bedre, mere hellig, som en stor frelser eller direkte/indirekte konkurrent til andre krænkede. Det giver ingen mening. For alt hvad vi gør hver især, giver indsigt og forhåbentlig forståelse for udenforstående og selvforståelse for ligesindede.

        Mht. det med besøgstal og kommentarer på selve bloggen, er det egentlig ikke noget jeg går så højt op i selv. Jeg er ikke det store tekniske blog-geni, så har ikke engang en counter på min 🙂 Tror forresten slet ikke det er muligt via det modul jeg har. Og kommentarer kommer mest af de mange andre “kanaler” jeg har. Da jeg startede min blog var det primært for at øve mig i, at sætte ord på følelserne, ikke pga. besøgstal eller kommentarer. Men for min egen skyld.

        Det er dejligt, at du har god trafik herinde og en fast læserskare, der også kommenterer herinde. Det skaber absolut et meningsfuldt flow for dig, som blogger. Jeg mener, din blog er læseværdig og af samme grund smed jeg den også ud via mit netværk. Dengang tvivlede du lidt på, at dine ord kunne gøre en forskel for andre. Derfor er det fedt, at du nu er bevidst om det og får de tilkendegivelser du gør.

        • Kære Pernille,
          Dine fora links er fine, men jeg kan ikke bruge dem til noget. Primært fordi de er patientnetværk. Selvom jeg har et behov for at kommunikere med ligesindede og høre hvordan de løser de store og små problemer, er mit mål primært at kommunikere med alle andre. Få andres respons og få min historie ud til mennesker, der aldrig har været tæt på sådan en sag.

          Men du er ude og fortælle i dine foredrag, du skriver bøger og taler med politikere, hvilket vil sige at du beskæftiger dig professionelt med de her ting. Det gør jeg ikke. Vores perspektiv og vores historie og vores baggrund er dermed vidt forskellig, og det er for mig indlysende at det også genererer forskellige holdninger til tingene. Og der er din holdning og andres fuldt så gyldig som min. Jeres fylder bare lidt mere i mediebilledet. Og det kan jeg godt blive lidt træt af når jeg går rundt og ind i mellem føler mig ganske uenig. I har ikke patent på sandheden – og det har jeg heller ikke. Kun på min sandhed, og den holder jeg jo så også på min blog.

          Formålet for mig var jo også at få en personlig blog, hvor det var en del af en historie om mit liv – men ikke selve mit liv. Jeg er som jeg har skrevet flere andre steder også meget andet end incestofret, der blev voldtaget. Jeg er en kæmper, jeg er fritidsfotograf, jeg har en sød kæreste og et par sære biler. Passer mit job – og er lidt af en webhaj. Her har jeg plads til det hele, og der er mange gode mennesker der faktisk ser på mig som et helt menneske, nuvel med en lidt tung bagage, men dog et helt menneske. Og jeg nyder det.

          Er ked af at du ser mig som sarkastisk, nedladende mm.. og jeg erkender at jeg kan være bidende skarp i mine ord, men det var ikke meningen at det skulle forstås sådan. Det var meningen at distancere mig fra dem, der træder frem i offentligheden, fordi deres historie og min bliver gjort afgørende forskellig alene af den grund at de træder frem. Jeg vil helst ikke at min omverden ser den tv dokumentar, læser din bog, hører dit foredrag og alt det andet – og tænker – sådan er det nok osse for overleveren. For det er ikke nødvendigvis tilfældet. Og jeg vil helst ikke presses ind i den skabelon af hvordan det er at overleve incest, misbrug og alt det andet. For min vej til heling er ikke jeres vej.

  4. Jeg må fuldstændig have misforstået dit dilemma mht. genkendelighed omkring problemer med sexliv, for jeg troede det handlede om, at kunne spejle sig i andre ligesindede på det punkt, som er tabuiseret. Derfor smed jeg de 3 links på til inspiration for dig og andre, der måtte læse det. Beklager.

    Personligt kender jeg ikke nogen, der er villige til at lave “The Full Monty” med navn og fjæs offentligt. Der er konsekvenser ved, at stå offentligt frem og ens nære relationer, præges af åbenheden. Dermed sætter privatlivets fred nogle naturlige grænser for, hvad jeg personligt har lyst og behov for at dele. Jeg har mit private rum, der kun deles med min terapeut. Jeg vidste ikke, at man skulle være “færdig”, for at kunne tale. Jeg er stadig på vej, i gang, søgende og i udvikling så den der med “Hej, hej, jeg er på den anden side af et vellykket terapi-forløb og lever happy ever after” holder altså ikke i mit tilfælde.

    Jeg oplever, at vi på denne tråd giver udtryk for mange af de samme ting, men enderne bare ikke kan mødes. Hvorfor, ved jeg ikke. Vi er bl.a. begge enige om, at vi har lige ret til at udtrykke vores meninger og at der skal være plads til forskellighed.

    Jeg bryder mig heller ikke om, at blive presset ned i skabeloner. Hverken som misbrugt, privatperson eller “offentlig” person. Kan ikke genkende dit skarpt optegnede billede af “sådan nogen som mig”, der bare får sine 15 minutes of fame og så forsvinder ud af den blå luft uden mulighed for, at folk kan kontakte én efterfølgende. De få andre jeg kender, der er stået offentligt frem, er også tilgængelige og interesseret i dialog og besvarelse af henvendelser.

    Vi er da heldigvis allesammen hele mennesker og ikke kun grimme skæbner. Det er værd at favne og sætte pris på og jeg er da sikker på, det er en af tingene ved din blog, som dine faste læsere glædes over.

    Mit valg er anderledes end dit. Det behøver du ikke forstå, være enig i eller kopiere, men jeg troede faktisk, jeg havde din accept af det? Accept af vores individuelle valg uden fordømmelse. Det er egentlig nok den vigtigste forudsætning i min verden for et venskab; accept.

    Jeg accepterer til fulde din vej og den er vel ikke så afvigende fra min egen for blot et par år siden. Før jeg talte, var jeg tavs. Tavs som i at, jeg ikke engang ville sige det højt for mig selv. Havde aldrig overvejet, at skulle betro mig til nogen som helst, påbegynde terapi, skrive en bog, blog eller holde foredrag om emnet. Ingen skulle vide det nogensinde. Men tingene ændrede sig, blev sat på spidsen og jeg stod ikke frem for at blive Miss Kendis-incestoffer, men for at beskytte mig selv og min familie. Der var nok 1.000 andre ting, jeg hellere ville “kendes” for, end en traumatisk barndom.

    At det skulle være lidt in, at være misbrugt, gå til psykolog og lide af angst…synes jeg ærligt er at tage pis på andre. Den store nød omkring tabuet med incest og seksuelle overgreb er ikke knækket endnu og jeg ved, der er mange, der fortsat lever i skamfulde lænker.

    Når man udelukkende tager udgangspunkt i sin egen historie og valg, kan det vel næppe blive en generalisering af andre krænkede og deres valg og vej? Det giver sig selv, at min personlige historie afviger fra din og andres. Jeg har ingen ambitioner om, at tale på dine vegne. Det klarer du jo selv.

    Har ingen problemer med, at være uenige. Men bliver enormt usikker på vores relation, når jeg ikke oplever accepten af mig som menneske, privat som offentlig. Og uanset, hvor fremmedartet jeg synes for dig og hvor stort et behov du har for at distancere dig fra mig pga. min åbenhed, så ved jeg, at det grundlæggende tillidsproblem er et issue vi begge to har.

    • Jeg tror ikke vi kommer det nærmere end dette og jeg står ved mine ord, men vil også minde dig om at når jeg tager pis, som du kalder det, på ofrene for misbrug og incest tager jeg også en del pis på mig selv og min egen situation – og det må jeg faktisk gerne. Selvom jeg står i lortehullet til halsen kan jeg sagtens hive mig op en kort stund og se tingene lidt fra oven – og ja, jeg mener at der er en vis in-faktor i det her. Der er også en vis in-faktor i at være lesbisk. Det holder jeg bare ikke op med at være det af.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s