Motivation

På grund af de sidste dages store tvivlerier om, hvad jeg kan fortælle, blandt andet også om det der med at gå til sexolog og få hjælp og andre tilsvarende mere private ting, vælger jeg nu at skrive en motivation.

Når man på uddannelser skal lave større skriftlige opgaver forventes det, at man laver en problemformulering og at en sådan kan/bør indeholde en motivation af opgaven. Hvorfor den er værd at skrive. Og hvorfor (måske) den er værd at læse.

Læseværdighed handler rigtigt meget om grænser og om at sætte dem og om at respektere dem så langt det går. Både mine egne, men også andres. Både de læsere, der sidder derude og har tilsvarende oplevelser med i deres personlige bagage og de læsere som bare tilfældigt kommer forbi via andre blogs og bliver nysgerrige på hvem og hvad der gemmer sig bag pseudonymet overleveren, der kommenterer på alt lige fra mus i et badeværelse til sandkassers størrelse og flabede kaktusser.

Da jeg startede på den her blog for et lille års tid siden var det mit faste forsæt, at jeg ville skrive om dét, der gjorde mig til det menneske jeg er i dag. Til det hele menneske. Om kampen herhen og de næsten uoverstigelige bjerge, der skulle bestiges. Om traumerne og senfølgerne. Om at leve med diagnosen PTSD og om dagligdagen som den også var. Sjov, alvorlig, kærlig, krævende, hård, regnfuld og med blå himmel. Og storm.

En af mine bagtanker med at starte bloggen var også at personliggøre de historier vi læser om i nyhederne. Vi husker måske børnene fra de store misbrugssager, kvinden i redskabsskuret i sydhavn, kvinderne i Odense, der blev voldtaget af en særligt udspekuleret serie-gerningsmand og dem der står frem og skriver bøger. Men at komme i kontakt med dem er straks værre, at følge dem i et dagligliv er umuligt – vi ser blot det øjebliksbillede i en artikel, en bog eller til et foredrag. Visse har blogs, men hvis I lægger mærke til det, handler bloggene næsten kun om dette ene emne og ikke om mere daglige ting. Næsten som om de er fuldtidsoverlevere af misbrug og krænkelser. Det er min blog ikke på samme måde – her er der så meget andet også. Og dem der vælger at læse med kommer på en tur i et liv, der naturligt nok er præget af misbruget, voldtægten og den efterfølgende PTSD, men et liv der også rummer mange andre ting. Kæresten, hunden, skoven, billederne, arbejdet og et par drilske biler for bare at nævne nogle få elementer.

Voldtægt, misbrug og incest sker ikke bare for naboens datter, eller hende i avisen, i dokumentaren på DR, som I aldrig hører om igen efter dette ene korte øjeblik. Her er der ofte en start på deres historie, en nutid og en kort eftertekst, der viser hvad der siden er sket. Men hvad med i morgen. Hvad med om et år. Og hvis man nu ville spørge om noget, eller?

Jer der læser med her – I kender én nu. I kan skrive til mig om det, og jeg svarer så ærligt jeg kan, og jeg håber dermed at problemstillingen, der ikke bare er min personligt, også bliver gjort mere generelt kendt, samtidig med, at det bliver nærværende for jer. I kender jo mine ord og dermed lidt mig, ikk?

Jeg havde aldrig forudset den mulighed, at jeg skulle lære nogen at kende så godt, føle så meget tillid til fremmede læsere, at jeg fik lyst til at lære menneskene bag kommentarerne og bloggene at kende – sådan ude i virkeligheden. Det er ikke noget jeg bare gør, for min tillid til andre mennesker kan ligge på et meget lille sted. Men det skete helt af sig selv og forbløffende hurtigt, at der var nogen, der brød dén grænse ned og lod mig selv hoppe over på den anden side og opdage, at det var faktisk helt ok. Og som så på mig som et helt menneske; ikke bare et offer, men et rigtigt levende menneske.

Mit udgangspunkt for bloggen, der jo var at holde på min anonymitet og dermed få mulighed for at fortælle direkte om dé ting som andre ofre for tilsvarende overgreb og krænkelser ikke kan eller vil fortælle om – fordi det bare er alt for tæt på – faldt dermed. Så det har krævet en dyb indånding ikke at afvige fra den oprindelige plan og fortsætte med at fortælle om stærke psykiske problemer, selvmordstanker, kropslighed, sex, angst og depressioner. Der er rigtigt mange andre overlevere, der fortæller i bøger og i foredrag om de her ting, men deres grænser er naturligvis præget af, at de står offentligt frem med navn osv når de gør det.

Det gør jeg ikke helt og af flere grunde, men det giver mig til gengæld pseudo-friheden til at nærme mig emner som andre ikke har mulighed for. Emner, der så til gengæld er dybt tabuiserede. De andre går i dybe detaljer med terapiforløb, med “spring ud som overlever” historier og med konfrontationer med krænkerne. De (og jeg) detaljerer overgrebene i ulækre detaljer, selvom det går tæt på. Og det er så vigtigt, men jeg savner ind i mellem nogen, der også tør fortælle om de kropslige efterreaktioner i andet end en bisætning. De kropslige og meget nutidige reaktioner, forstås. På det punkt har jeg ingen jeg kan spejle mig i – se mine problemstillinger løst. Få håb af. Selv psykologen og lægen har måttet lære lidt undervejs.

Det kan give læserne/tilhørerne det indtryk af fx forfærdelige sexuelle overgreb giver visse problemstillinger, men at de bliver forløst med god terapi og en tilpas forstående og tålmodig partner. Og alt bliver bedre. Og selv fremstår de som de stærke, der kom igennem alt det barske, der overlevede og lærte at leve. Bagefter. (and they lived happily ever after).

Jeg har altså ikke noget særligt exhibitionistisk behov for at fortælle hvem som helst, der gider læse med her, om det der med sex. Det er ikke derfor jeg udfordrer intimitetsgrænsen. Jeg gør det for at losse til det tabu. Losse det i røven og spørge, hvorfor må jeg tale om incesten, voldtægten og snittet, angsten der kom, om PTSD´en, der fulgte, om smerterne, vreden, terapien – men ikke om det der forener det hele i et. Der hvor problemet er allerstørst og allermest nærværende. Nej, det må jeg ikke, for det er ikke noget vi taler om. Det er bare noget vi gør. Når vi altså kan. Og kan man ikke er det bare .. synd. Tough luck, du gamle.

Jeg vil vove den lidt forsigtige påstand at det er lidt in at være offer for misbrug, at det er lidt in at gå til psykolog, at det er lidt in at få angst og have prøvet dét osse. Men at opsøge en sexolog for at få hjælp til en forholdsvis naturlig ting som at få et almindeligt sexliv til at fungere – dét er tabu og yt i særdeleshed. Det er ikke noget vi skal have hjælp til – det er bare noget vi kan. (men hvorfor pokker er der så stort et marked for de der sexologer af varierende kvalitet og seriøsitet?).

Kender nogen af jer nogen overhovedet, der har indrømmet at gå til sådan en for at få hjælp. Tør dé tale om det eller bliver det hvisket i en skummel krog i en cafe.

Tabuet omkring incest er brudt – vi taler om det konstant. Men den hjælp, der måske også skal til, er tabuiseret. Og det er lidt trist, synes jeg.

Nogen må starte med at tale – det bliver ikke mig. Jeg skriver.