Hemmelighedernes land

Var omkring psykologen i denne uge, og det blev en af de mere specielle samtaler. Den handlede først og fremmest om min bror. Og så bliver det jo hård kost for min sarte sjæl.

Der nærmer sig jo en familiefest, hvor kæresten og jeg forventes at komme. Sammen med min bror og det øvrige af det ydre familie. Jeg mildest talt hader den tanke, men ved også at det måske bliver sidste gang, jeg skal udsættes for det i mere festlige rammer. Det bliver ingen fest, det bliver noget der skal overståes i en fart for vores vedkommende. Gode miner til verdens sletteste spil. Strategierne for at kunne klare den udfordring talte vi så lidt om, men jeg tror at det primære bliver en undvigelsesstrategi. Håber der bliver inviteret rigtigt mange andre mennesker jeg kan hygge mig med, så jeg ikke skal føles hans øjne i nakken, høre hans stemme, fornemme hans særlige lugt eller dukke mig for hans spydige kommentarer.

Må altså prøve bare at undgå det hele, når jeg nu ikke kan undgå den der familiefest.

Og når vi nu er i gang med ham, så spurgte psykologen en lille smule til hvor jeg var på det tema nu. Så væltede det ud af mig, for det fylder en del. Der er sket det, at mystiske at tilfældigheder har trukket en masse sære husk-ninger frem. Erindringer, næsten. Men ikke glemte. Jeg har bare ikke spekuleret meget over dem, men tænkt at de var en del af “den gode bror” som han jo osse var. Rent faktisk har jeg et halvt skrevet blog-indlæg med netop den titel. Den gode Bror. Hvor naivt.

Læste det halve indlæg igen nu, men med lidt andre øjne. Og blev lidt klogere, tror jeg.

Det kan være de simpleste små ting og tilfældigheder, der åbner op. Et stykke musik i radioen, en særlig duft i en supermarkedskø, et billede eller som i mit tilfælde i denne omgang – en film. “The Spy who Loved Me”. Et billede af den hvide lotus, der gik under kælenavnet Wet Nellie, og som udmærkede sig ved at kunne bevæge sig under vand. Eller dvs kun hvis den blev skudt ud over en rampe af en jetstream-kanon. Og blev ført af chauffører iført fuldt frømandskostume i en vandfyldt kabine. Men illusionen holdt. I 1977, altså.

Har set de film et par gange siden, tv er jo så elskværdige at køre ca årlige James Bond kavalkader, uden at spekulere på meget andet end at jeg så dem i biografen som barn. Og synes de var lidt spændende, en smule underlige, men nok mest med billeder man husker. Blandt andet altså den bil som nogle kaldte Wet Nellie.

Den første James Bond film jeg så i biografen var “Manden med den gyldne pistol”. Den havde, så vidt jeg husker min bondografi, premiere i 74 eller 75. Under alle omstændigheder var jeg garanteret ikke gammel nok, da de gik i biografen. Og jeg burde formentlig slet ikke have set dem på det tidspunkt, men tror dog ikke det i sig selv har traumatiseret min barndom.

Det var min bror, der når han skulle passe mig i en weekend eller en aften, tog mig med i biografen og vi så blandt andet alle de James Bond film, der kom frem i den årelange periode, misbruget varede. Men han skabte et eller andet særpræget hemmelighedsland, også omkring det. At jeg ikke måtte fortælle mine forældre at vi havde set James Bond i biografen, for den var for voksne, men at jeg skulle sige vi have set noget andet – garanteret disney eller tilsvarende. I virkeligheden så vi altså voksenfilm, lige fra James Bond til Mad Max, First Blood og tilsvarende voldsomheder.

Det var lige så hemmeligt at jeg kendte til hans samling af luftvåben og at jeg fik lov at skyde med dem i den tynde streg af skov bag villakvarteret. At han lavede en bue til mig, der faktisk burde være forbudt fordi den var livsfarlig,og lærte mig at skyde med den også. Og næsten ramme.

Lige så hemmeligt at han tog mig med på værtshus og lærte mig at spille på automaterne, mens han og vennerne spillede terninger.

Lige så hemmeligt som hvad der skete når vi kom hjem fra disse ting.

Jeg tror, at han skabte en verden hvor alt hvad der skete mellem ham og mig skulle være hemmeligt. Det skulle være for voksne. Smart. Jeg var bare ikke voksen, endsige ung. Jeg var et barn.

Men hvad er han dog et for et menneske, der tager sin lillesøster på 6-10 år med på værtshus eller alle de andre ting? Tager hende med i seng?

Psykologen kom med et spontant bud, der var ganske overraskende for os begge, men som fik brikkerne til at falde på plads. En mulig plads. En mulighed.

Reklamer

7 comments on “Hemmelighedernes land

  1. .. Venter på at høre om den plads – for han er (heldigvis – og som jeg har sagt før) langt uden for min sfære. Jeg har så svært ved at forstå hvordan man bliver sådan. Som din bror.
    Det ville vel nok være rart hvis han kunne få en plads – og ikke genere dig i det tidsrum festen varer.

    • Vil prøve at skrive om dét senere … skal lige tænke mig lidt om, tror jeg.

      Tror ikke festen bliver så stor som ønsket, så det er vist ikke helt muligt at undgå ham. Så det skal bare overstås hurtigst muligt.

  2. Jeg forstår så udmærket at du ikke har lyst til at være i samme rum som din bror.
    For ca. 21 år siden, af helt andre grunde end dem du beskriver, var vi i det dilemma, at noget meget nær familie til Allan, ikke ville være i samme rum som os. Hvis vi kom ville de blive hjemme. Vi havde bestemt heller ikke lyst til at være i samme rum som dem, men ingen skal tage kommandoen over vores liv. Værtsparret ville gerne se begge familier, og hvis alt kom til alt, allerhelst os, så vi ville selvfølgelig ikke svigte. Vi bad om at få en plads, så vi ikke kunne se hinanden under middagen. Det gik faktisk fint, men vi talte heller ikke sammen.

    • Jeg tror det er sådan i rigtigt mange familier, at der er nogen der bare ikke kan være i samme rum. Men det er heldigvis ikke så tit at det er i tættere familierelationer. Min situation er jo så lidt kompleks, fordi de fleste ved jeg ikke vil eller gider se min bror, men kun en enkelt ved hvorfor.

      Men det er ubetinget møg-besværligt. Og i min situation decideret småfarligt.

      Tror dog at det er vigtigt at man i visse situationer, ganske som du beskriver, kan se ud over sine egne små antipatier, hvad de så end skyldes, og gøre det lettest muligt for værtsfolket. Og det agter vi så nok osse at gøre.

  3. Det må da være tegn på fremgang – selv om det er hårdt, at det er begyndt ‘at vælte ud’, når du snakker med psykologen?

    Og så håber jeg, at det er muligt for din kæreste at mandsopdække dig til den familiefest, så du slipper for din bror. I hvertfald i sådan en én-til-én situation.

    • Det er det – det kommer sådan lidt i sære ryk. Men der sker mange ting i øjeblikket, så det er lidt hårdt.

      Problemet er at det nok snarere er mig, der skal mandsopdække kæresten, der trods sit legendarisk søde væsen (som alle nævner som det første når de har truffet hende) godt kunne finde på at lægge dét væsen lidt af sig, når hun står over for min bror.

  4. Pingback: Måske ? « Overleveren

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s