Jeg undrer mig

Der tales og skrives usandsynligt meget i øjeblikket om vielser, velsignelser, bryllupper, ligeret og hvad ved jeg. Altså den mellem hetero- og homosexuelle. Om sidstnævntes ret (?) til at blive gift i sådan en her:

Det er jo ingen særlig stor hemmelighed, at min kæreste og jeg er af samme køn. Det er heller ingen hemmelighed at vi netop er kærester og ikke gift. (det kommer nok en dag, når vi selv synes det er på tide). Men alligevel undrer debatten mig voldsomt.

For det første forstår jeg ikke at dette særlige emne kan være så vigtigt, at selv statsministeren skal svare på spørgsmål om det. For det andet forstår jeg ikke hvori problemet består. For det tredje forstår jeg ikke modstanden mod et vielsesritual, der også gælder for homosexuelle. Endelig fatter jeg slet, slet ikke den mildest talt umenneskekære sprogbrug, der bliver anvendt af visse præster.

For at tage det sidste først; at true regeringens medlemmer med dommedag, helvedets flammer og guds hårde dom, hvis forslaget bliver fremsat og vedtaget er jo nærmest – hvad skal jeg kalde det – selvstigmatiserende. Og havde den trussel haft nogen som helst effekt ville det mildest talt revolutionere den politiske debat herhjemme. Og nok ikke i en retning, ret mange ville ønske. Tænker, vi småfniser jo lidt af den amerikanske retorik til tider.

Men altså, jeg har svært ved at se alvoren i den her til problemstilling. De siger der er 30% af præsterne, der ikke vil foretage en vielse af et homosexuelt par. Så er der 70% der vil. Lad dem gøre det. Gør det lovligt og fuldgyldigt og lad hver enkelt præst gøre som hans/hendes samvittighed byder. Og det er faktisk præcis sådan forslaget lyder. Hvad er problemet?

Nu er der så biskopper, der er ude med en mildest talt salomonisk løsning; fjern vielserne fra kirken – alle vielserne. Jeg forstår det forslag sådan, at alle, uanset kønsfordeling, skal omkring rådhuset for at få den borgerlige vielse, og at de der vil, så kan søge kirkens velsignelse efterfølgende.

Men det er da helt ude i skoven. Ca 5% af landes befolkning er homosexuelle, så for at undgå, at de må blive viet i kirken foreslår biskopperne, at de øvrige 95% heller ikke må blive viet, kun velsignet.

Reklamer

13 comments on “Jeg undrer mig

  1. Godt brølt løve.. Det er længe siden jeg har hørt så tåbelig en debat. Følg forslaget og luk det punkt, med en rigtig ligestilling for os alle, uanset hvem vi vil giftes med.

    • Ved ikke om debatten egentlig er tåbelig, men argumenterne for og imod er ærligt talt ved at blive det. Er nu ret sikker på at forslaget går igennem, og at det bliver brugt flittigt når den tid kommer – altså af de der 70% af præsterne.

  2. Ja og AMEN!!
    Det er helt i skoven!

    Men i Frankrig har vi den model at alle (undtaget par af samme køn – for de må naturligvis ikke blive gift) skal forbi rådhuset og så dernæst i kirke hvis det er noget de har lyst til. Men det er jo også fordi kirke og stat er knivskarpt adskilt!

    • Adskillelse af kirke og stat i dk, tror jeg ikke ligger lige om hjørnet. Men det skal nok komme og der er flere politikere, der er begyndt at tale om det. Men faktisk er det jo et paradoks. De siger at vielsen er borgerlig og bør flyttes men vil ikke udføre den for homoseksuelle fordi det er i modstrid med kirken som de forstår den. Er det bare mig der ikke kan se logikken?

      Jeg er helt personligt ligeglad med om det bliver en vielse eller en velsignelse, men har problemer med retorikken der bliver brugt. Men jeg vil også stilfærdigt mene at det er helt ud i skoven og sige nej til alle for at undgå de få. Det betyder jo rent faktisk noget for nogen. Synes man skal sige ja til alle voksne mennesker der vil giftes og ved hvad de gør og hvorfor.

  3. Man skulle tro, det var agurketid, for det er da en tåbelig debat. Den, præsterne fremturer med, at ‘hvis vi skal vie homosexuelle, vil vi slet ikke vie nogen overhovedet’ er for mig en så barnlig og ‘æv-bæv-buh’-reaktion, at den ikke engang tangerer det latterlige – det er simpelthen for langt ude.
    Hvorfor det skulle være så stort et problem at vie homosexuelle, kan jeg ikke forstå – kærlighed er kærlighed, og så længe det er voksne mennesker, der er enige, kan jeg ikke se problemet. Det er da langt værre med alle de arrangerede ægteskaber, der finder sted – dem skulle man hellere forbyde. Okay – man gør da også noget for at formindske antallet, men det er ikke det, der er min pointe.

    • For visse præster er det åbenbart et stort problem siden de kan stille sig sådan an for at undgå skulle foretage egentlige vielser. Men jo, jeg synes også det er latterligt. Ved jo godt hvad der står i bibelen men der står altså meget andet forældet sludder også, lige fra anvisning på aflivning af fjenders spædbørn til regler for hvordan man skal behandle sine slaver hhv slavinder. Men dét kan de jo godt finde ud af at glemme som noget verden er vokset fra. Tror modstanden mod homoseksuelle handler om mange andre ting end lige et par vers i biblen, der bliver læst helt bogstaveligt. Vers der forresten handler om mænd(!) og ikke kvinder. Så jeg kan vel godt blive gift i kirken?

  4. Buh, det er en debat, jeg har enormt svært ved at forholde mig til, og derfor har jeg nok lukket ørerne lidt for den …

    Forstår slet ikke, hvordan præster og bisper kan være så fordømmende og meget lidt næstekærlige. Synes, det strider mod noget helt basalt i kristendommen om netop næstekærlighed og tilgivelse.

    Men egentlig forstår jeg heller ikke hele hurlumhejet om, at bøsser og lesbiske også skal have ret til at blive viet i en kirke. Jo, selvfølgelig går jeg ind for generel ligestilling mellem alle, uanset køn, alder osv. Og jeg synes, det er åndsvagt, at det ikke forlængst er blevet tilladt med kirke-homo-vielser. Det, jeg ikke forstår, er, at det skal være så altafgørende. Hvorfor ikke ‘bare’ blive viet på rådhuset og så strikke præcis den mængde festivitas sammen, som passer til en. Og så iøvrigt glemme alt om den kirke, som bare er alt for snævertsynet til at rumme alle de dejlige mennesker, der tilfældigvis ikke er heterosexuelle??

    PS: Er selv viet én gang hvert sted.

    • Enig enig og enig.. og så uenig. Det er lige så vigtigt for nogle bøsser og lesbiske at blive viet i kirken som det er for heteroseksuelle. Det ændrer sig ikke blot fordi man har en partner af samme køn. Det kan være akkurat lige så altafgørende, og det er derfor debatten er opstået for kirken har bare ikke det ritual, der kan bruges i den forbindelse. Man har et pseudoautoriseret velsignelsesritual, men ikke noget der rigtigt er rigtigt for dem der tror og synes det er væsentligt.

      • Jamen, hvis det virkelig er altafgørende at blive viet i en kirke, så er det selvfølgelig heller ikke i orden ikke at kunne blive det. Men jeg må så indrømme, at det overrasker mig, men det skyldes nok til dels, at jeg selv har et m-e-g-e-t afslappet forhold til folkekirken.

        Og så har jeg en fordom – som du meget gerne må punktere – om, man dårligt kan være meget troende og homosexuel på en gang. Altså et eller andet med, at hvis man er meget troende, så bliver man inde i ‘skabet’ med en eventuel ‘anderledes’ sexualitet, netop fordi den er så svær at rumme, når man ellers er fast forankret i den (gammeldags) tro på at manden og kvinden skal gifte sig og blive et kød osv.

        Men som skrevet, det er en fordom, og du må gerne punktere den – og gøre mig glad, for det er altid rart at blive klogere og få udvidet sin horisont. Og netop det her ved jeg altså ikke ret meget om, så der er plads til forbedringer 😉

        • Uha ja, det er en fordom. Der findes rigtigt mange homoseksuelle for hvem det gør en kæmpeforskel at de kan blive viet i en kirke og ikke bare velsignet. Og som synes at ordet “registreret partner” lyder som en sambeskatnings-fælleskab hvad det jo osse retteligt er. At være ægtefolk lyder lissom af lidt mere. De kan sagtens være åbne og troende på en gang. Det handler ikke bare om ligestillingspolitik men om en personlig tro og holdning til hvad der er vigtigt.

          • Okay, jeg lægger mig ned. Gør det en kæmpeforskel at blive rigtigt viet i kirke og ikke bare sambeskattet, så kan jeg sagtens forstå, at der er nogen, der er rigtigt kede af ikke at kunne blive netop det.

            Så blev jeg det klogere 🙂

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s