Helt ærligt, så lyder det som en halvdårlig Hollywoodfilm. Hvad det vist i øvrigt også er. Men det er dét emne psykologen har sat på dagsordenen nu. Vredeshåndtering. Jo jo, det er nok ikke nogen helt skidt ide. Ikke at jeg går rundt og bliver vred hele tiden, men sker det, er det vanskeligt at kontrollere udladningerne. Bare rolig, jeg ejer ikke et eneste voldeligt gen, men jeg ser måske nok ud som om jeg gør i situationen. Kæresten siger, at jeg får sådan en truende, farlig og tung energi. Sådan en energi, der får de fleste til at gå lidt til siden. Og jeg ved, at det er den der PTSD, der stikker sit grimme ansigt frem i mig og jeg ved også, at jeg ikke gør nok for at forhindre det.
Den plan accepterede jeg som værende en ret god plan, hvorefter hun provokerede mig voldsomt. Det ligner jo næsten en tanke og en bevidst handling, hvad jeg dog egentlig ikke tror det er. Hvis hun spiller den slags spil, gør hun det ret subtilt og det er ikke noget jeg observerer. Det må jeg i så fald tilskrive en vis erfaring, da hun ikke ligefrem er nogen ny dame i faget.
Og provokationen, det var såmænd en ny omgang “du skulle nu tage at konfrontere din bror med hvad han har gjort”. Jeg vænner mig aldrig til det når hun eller andre for den sags skyld slynger det i hovedet af mig. Vænner mig aldrig til den tavse bebrejdelse der ligger i den. Hvorfor jeg ikke har gjort det. Det medansvarspådragende i det. Så jeg blev sur og ked på en gang. Gik dog ikke og smækkede med døren eller blev udadagtig vred. Se, se – kan altså trods alt godt styre en vis vrede. Eller også ved jeg bare helt instinktivt, at den ikke ville gøre det store indtryk på den kloge kone. (faktisk spurgte hun mig direkte om jeg mente hun ville blive bange overfor en vred mig – mit svar var nej, for hun er en sej kone).
Sagen er, altså mht min bror, at han er blevet opdaget adskillige gange i andre fysiske overgreb mod mig. Ikke de sexuelle, men små-voldelige/småpsykopatiske handlinger mod mig eller den hund, der er uransagelige grunde følte for at beskytte mig. Og næsten hver gang afkrævede mine forældre, at han undskyldte. Hvorefter han gjorde det hele igen i nye variationer. Der kan gå inflation i undskyldninger. Når der bliver trykt for mange af dem med samme valør mister de deres værdi. Lige som med frimærker og penge.
Og der sad den kloge kone og opfordrede mig til at søge en undskyldning, forsvarede de såkaldte konfliktråd generelt og provokerede min irritation og vrede og mod bedre vidende, for det er ikke første gang vi har den snak. Det er ikke første gang jeg fnysende har afvist at det var noget jeg kunne bruge til noget. Det er ikke første gang jeg er gået derfra og været småsur og irriteret.
Morgenen efter lå der en lille mail i min mailboks. En forklaring og et par venlige ord. Men ingen undskyldning; Klog kone! Hun skriver indirekte, at det var en fejl at provokere mig.
De der konfliktråd handler om at bringe offer og gerningsmand sammen under kontrollerede forhold. Og nu begynder man faktisk også at gøre det med børn, der har været udsat for incest. Formålet skulle være at reparere familierelationerne og succes forudsætter at krænkeren faktisk angrer og siger undskyld. Men altså – jeg køber den bare ikke. Børnene har været udsat for overgreb af varierende grovhed, og så skal de acceptere et undskyld, en forklaring og lidt samtale og så er familien hel igen? Er det at beskytte børnene? Tænker at hvis jeg som voksen (sådan ca godt og vel) ikke engang ville turde udsætte mig for det der, hvordan må det så være for børn? Selv med psykologer som bisiddere og garanter for at alt går som det skal.
Min helt instinktive reaktion, der dog er fuldstændig subjektiv, er at man skaber en masse børn, der tænker “du siger godt nok undskyld, men hvad vil du opnå?”. Børn er jo smarte nok til at gennemskue den der sammenhæng. Men konfliktråd med børn som deltagere på den ene side – det hænger altså bare ikke sammen i min verden. For det er ikke ligeværdigt.
Har set DR dokumentaren, som jeg gjorde reklame for i det forrige indlæg. Og jeg blev faktisk en lille smule klogere. Især på den mekanisme at vi mennesker søger efter kendte og forventede forklaringer på problemstillinger, og ikke rigtigt ser de fjernere muligheder. Helt konkret om bortforklaringerne for børns ændrede adfærd, hvor forældrene ikke ser overgreb som en mulighed. Jeg forstår stadig ikke hele billedet, men forstår lidt flere elementer. Har I andre set med?
Overleveren 
Konfliktråd bliver efterhånden mere og mere brugt, og hvis begge parter ønsker det, er det sikkert udmærket. Jeg har dog en smule svært ved at gennemskue, om det giver mening i forhold til børn. Har altid tænkt det, som et voksen – voksen anliggende.
Jeg har ikke fået set dokumentaren endnu.
Helt enig i voksen-voksen betragtningen.
Jeg er jo i den lidt særlige situation, at jeg kan sætte mig ind i det både som børne- og voksenoffer. Konfliktråd med min bror? nej, dælme nej! Konfliktråd med min eks, der mishandlede mig? nej, dælme nej! Men det kan jo være at jeg bare helt generelt har noget imod konfliktråd.
De kloge siger det giver mening – vi er dog en del der er ganske skeptiske. Og det er jo så nyt så man kan ikke rigtigt spørge børnene om det var godt for dem, sådan på længere sigt.
Betyder det så at man skal tilgive og gøre det nemmere for overgriberen? Hvis han (hun) ikke ser det som et overgreb, så kan jeg overhovedet ikke se det smarte i det, og hvis der angres så handler det vel om at de ikke kan sove om natten og det skal være synd for dem? Der vil jeg heller ikke være med.
Og slet og aldeles ikke i forhold til børn.
Jeg må indrømme at der er ikke ret mange forhold hvor jeg kunne se det smarte i sådan en konfrontation.
Pointen er vist netop at overgriberen/krænkeren skal se det skete som et overgreb, og som noget der skal angres og undskyldes for, for at de overhovedet sætter sådan et konfliktråd igang. Mit problem er troværdigheden i det. Hvad krænkeren får ud af at deltage i et konfliktråd – og sker det eventuelt på bekostning af ofret?
Jeg kan heller ikke se det smarte i det, men det er altså det store mantra i offer/krænker og offer/voldsmands-sammenhænge. Der må være gået noget galt i mit hoved, siden jeg heller ikke kan se pointen.
Jeg tror jeg ser meget sort/hvidt på det, men jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, om man overhovedet vil være i stand til at angre oprigtigt, når man var i stand (og havde lyst) til at begå overgrebene?
Med andre ord (uden at have set udsendelsen): jeg kan heller ikke helt se fidusen. Ikke til voksne og slet ikke til børn.
Det med at angre tror jeg måske nok at visse kan, jeg har bare sådan helt personligt stadig svært ved at se pointen i at få at vide, at det der er sket, det er min krænker sørme ked af? Tror faktisk jeg ville blive mere vred end godt var. Udsendelsen handlede iøvrigt ikke om konfliktråd, men om forældre til misbrugte børn og om hvorfor de ikke så at noget var galt.
Som jeg forstår på det handler konfrontationen i langt højere grad om offeret. At offeret, barnet, kan konfrontere krænkeren og stille denne til ansvar og at denne påtager sig ansvaret og skylden..
Så offeret kan slippe den byrde af ansvar og skyld, som det dels er blevet pålagt af krænkeren og dels pålægger sig selv.
At det altså ikke handler om tilgivelse, men om placering af ansvar og skyld… Så offer kan slippe den byrde og påbegynde en helingsprocess..
De sager jeg har læst om, omhandlende familiemedlemmer hvor den ene er krænker den anden offer, har det været søskende og i forbindelse med Janus centret… hvor krænker og offer så stadig er børn.
Velkommen til 🙂
Men inden den konfrontation eller det konfliktråd går der formentlig en masse behandling af ofret/barnet hvor en del af tiden er gået med at lære barnet at krænkeren ikke havde ret når han/hun sagde at det var en leg, at det var helt normalt, at det var barnet selv der ville, at barnet ville dø, hvis det fortalte forældrene om det og alle mulige andre historier. Og så ifm et konfliktråd fortæller man så barnet at nu skal det stille krænkeren til ansvar og lytte til at denne påtager sig ansvaret. På den ene side lærer barnet at alt hvad krænkeren har sagt er løgn – på den anden side forventer man at barnet skal tro på krænkerens ord i et konfliktråd.
Det hænger altså bare ikke særligt godt sammen i min verden, men jeg accepterer at dem der er klogere end mig synes det er en fantastisk ide. Jeg forbeholder mig blot retten til at være temmelig skeptisk. Netop pga løgn/sandhed problemet. Jeg tror ikke på at det er så nemt at fjerne skylden og skamfølelsen fra barnet – heller ikke som voksen. Jeg tror det forvirrer begreberne og nemt kan blive et overgreb på barnet i ny forklædning.