Dag 4

Jeg er nu på 4 dagen af den der indkøring af ny medicin. Og det er f***** ikke spor sjovt. Humøret og tungsindet kan jeg ikke mærke noget på, men det kommer, til gengæld går jeg rundt i en evig svimmelhed og har ondt i maven. Det er kendte bivirkninger ved de her antidepressive piller, så jeg tager det roligt, og håber at det også får en ende. Jeg hænger stadig ved på jobbet, om end det er lidt besværet; ikke mindst fordi mavehalløjet ytrer sig ved hyppige bøvser og prutter. Og dét er altså ikke særligt socialt acceptabelt, selvom jeg gør alt hvad jeg kan for at skjule kropsfunktionerne. Jeg kan altså ikke gøre for det.

Der er dog også plusser her, kvalmen er så bastant så jeg overhovedet ikke er til at lokke med noget som helst der bare minder om fødevarer, og slet ikke noget af det søde eller fede og smider derved rundt regnet et halvt kg kropsvægt om dagen. Sommerfaconen kommer vist af sig selv i år. Den skal da være så hjerteligt velkommen.

Men alt er som forventet og som jeg kan huske det fra sidste gang, det er bare graden jeg lykkeligt havde glemt. Man kan forvente at den ønskede antidepressive virkning manifesterer sig efter et par uger så det venter jeg på. Ikke særligt tålmodigt, dog. Er lidt som om at nu har jeg altså overgivet mig til de der piller, så har de sgisme osse bare at virke. Tålmodighed er ikke nødvendigvis min allerstærkeste side i det spil.

Og har iøvrigt fortalt min chef at hun ikke skal presse mig alt for voldsomt i de her par uger med opgaver, har sagt at det kan jeg ikke klare, hverken fysisk eller psykisk. Det er egentlig lidt at gamble med jobbet her. For stiller det mig positivt at jeg kommer og prøver og gør alting så godt jeg kan, eller stiller det mig negativt at jeg er en medarbejder der kan knække “til hver en tid” og som man derfor lige så godt kan skille af sig med. Uanset hvad har jeg lovet hende ærlighed og det var hvad hun fik i dag. Så må jeg jo så se hvor det bærer hen.

Forresten, et hængeparti fra et tidligere indlæg. I ved – det om den løbske flydedok i Sverige. Den er nu tilbage på sit værft (hd.se). Det ville jeg altså gerne have set. Var vist lidt af et tilløbsstykke. Men det var sjovt at få den som gæsteoptrædende på min blog. Gav en del uventet og anderledes trafik.

Reklamer

12 comments on “Dag 4

  1. Det tager sin tid. Jeg vil tro at på dag 10 kan du så småt begynde at mærke noget. Det vil jeg i hvert fald håbe.

    Det er godt at du tager dem! Og det er godt at du er så åben omkring det. Jeg håber også din chef ser det hele med positive øjne – for det ER flot det du giver hende.

    Jeg gad ellers også godt have set den der flydedok komme på plads igen! Det må have været ret imponerende.

    • Ja, det har ganske givet været imponerende. Nu er der bare et stykke fredet, men særdeles oppløjet marskområde tilbage. Men de mener at området restituerer sig hurtigt.

      10 dage lyder bedre end 14. Jeg er næsten sikker på at de nok skal komme til at virke, det er mere bitterheden i at atter at skulle være småafhængig af det skidt, der plager mig. Fordi jeg troede jeg var længere fremme. Chefens reaktion må jeg vente et par måneder med at få, tror jeg. Hun ser nok lige tiden lidt an.

  2. Som Kong Mor siger, så tager ting tid – desværre. Men du er startet og du skal nok komme om på den anden side, selv om det vil tage tid.

    Godt du kan mærke på dig selv og tør sige, hvornår og hvor du skal have hjælp, have luft eller have ro. Når du er åben om dette til omgivelserne, vil de også kunne acceptere dette lettere.

    • Jeg har jo været i det her helvede i en del år, så det giver jo en vis erfaring med sagerne. Og har en supergo kæreste, der støtter og bakker op om hvad der sker og hvad jeg har behov for. Jeg ser bare frem til at få mine påskefridage så jeg kan ånde ud, og så håber jeg at virkningen begynder at manifestere sig så jeg kan få en hel del mere ro på.

      Ingen grund til at skjule noget, for chefen ved jo allerede det meste. Ansatte mig jo selvom hun havde kendskab til mine psykiske problemer.

  3. Åh altså. Jeg vil ikke påstå, at jeg ligefrem er misundelig på dig … har jo også fulgt med på sidelinjen i den nærmeste familie, så jeg tror, jeg har en fornemmelse for, hvad du er igennem lige nu.
    Derfor synes jeg også, det er så meget mere positivt, at du kan se de lyse sider (vægttabet), og at du er åben over for din chef. Og hvis hun fyrer dig, så ved jeg slet ikke, hvad jeg skal sige! Jeg ved nemlig godt, hvad jeg vil mene. Men jeg har på fornemmelsen, at hun lader dig blive, for jeg har nemlig også på fornemmelsen, at du er en rigtig god arbejdskraft, når du er mere ovenpå end du er lige nu.

    • Jeg tror nu også at jeg får lov at blive, det er bare det sorte hul der råber, at det gør jeg ikke… Men så længe jeg kører på pumperne er det altså svært at blive ved med at hive ressourcerne frem til at passe bare de simpleste opgaver. Gør dog hvad jeg kan.

      Vægttabet tror jeg faktisk de fleste kvinder ville være tilfreds med – er det ikke noget typisk kvindeligt at vi altid lige kunne trænge til at tabe de der 3,4,5,6 kg?

      Det er rigtigt sejt at gå igang med den her medicin. Næsten lige så sejt et træk at komme ud af den igen. Men perioden imellem er jo det, det handler om. Det er dét jeg skal holde min fokus på.

  4. Det er en sej omgang du er i gang med, håber virkelig at din chef har forståelse for dig (og dine fysiske udskejelser..;-D..) Det bliver forhåbentlig godt når den positive virkning af medicinen kommer. Tak for info om flydedokken, jeg er stadig imponeret af at sådan et stort monstrom kunne slide sig løs og stikke af..;-D En forhåbentlig ok dag til dig.

    • Mine fysiske udskejelser – ja det kan man jo selvfølgelig godt kalde det. Men det er altså en smule belastende for mig, tror dog ikke mine omgivelser er særligt opmærksomme på mine særheder i øjeblikket. Ikke de særheder, ihvertfald.
      Kan kun bekræfte at det er en ganske sej omgang og ikke noget jeg ønsker for ret mange. Tæller ned og håber at virkningen indfinder sig til tiden og at kroppen til den tid også har vænnet sig til tingenes nye tilstand.

      Flydedokken, ja, det er dælme lidt af en historie. Utroligt at en storm kan flytte den på nogle timer, og at det tager mennesket månedsvis at få den tilbage igen.

  5. Puh, hvor er det TRÆLS, at det skal tage så lang tid, før sådan noget anti-depressiv medicin virker. Det må være forfærdeligt fristende at ‘stå af’ i mellemtiden, når der ovenikøbet er ubehagelige bivirkninger. Jeg er sådan en, der synes, at al medicin skal virke som hovedpinepiller – altså inden for 20 minutter. Jeg ville være alvorligt udfordret, hvis jeg skulle igennem det samme. Så godt klaret, vil jeg bare sige – sådan lidt på forhånd 😉

    Læste lige flydedok-historien – fantastisk!

    • Ja, det er ganske bemærkelsesværdigt, det der med flydedokken.

      Ville altså også ønske at de virkede mere direkte, de der piller. Har altså andre der virker en del hurtigere, men til gengæld gør de mig aldeles uegnet til at færdes i trafikken så det er ikke rigtigt nogen god løsning i det daglige. Har visse behov for at være i stand til at transportere mig selv til og fra arbejde. Og til og fra alt det andet også. Men jeg står det igennem, håber jeg, og tæller dagene. Får også bare en allerhelvedes ballade med lægen, når jeg skal snakke med hende i næste uge, hvis jeg har givet op undervejs eller ikke holdt mig til dosisplanen. Og det tror jeg ikke vil være særligt sjovt.

  6. Hvis ikke hun forstår, accepterer og respekterer den situation du er i, har hun såmænd ikke fortjent dig som medarbejder.. Det ved jeg godt er nemt at sige når man gerne vil beholde sit job, men hun vidste jo godt hvem hun ansatte, så mon ikke hun også ved hvem hun har lyst til at beholde, selv om du i en periode ikke yder de sædvanlige 120%.. 🙂

    • Jeg er jo egentlig ret fortrøstningsfuld hvad det angår, men tungsindet er ikke. Sær situation, men sådan beskriver jeg det altså bedst. Og yder 120%? Mig? Til den løn? – glem det. 😀

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s