Offline !

Nej jeg lukker ikke bloggen. Det er slet ikke det, det handler om.

Men har fået en lille mail fra en jeg kender, som gerne ville læse det hele, men synes det var så uoverskueligt på bloggen. Og at hun forresten gerne ville kunne læse det på sin ebogslæser, der ikke var online udenfor hjemmet. Om det var noget jeg lige kunne hjælpe med.

Egentlig havde jeg lyst til at sige nej. Nej, fordi det gider jeg faktisk ikke. Jeg har jo ikke gemt en selvstændig kopi af alt hvad jeg har skrevet og da slet ikke af kommentarerne, for jeg synes jo, at det står pænt nok som det gør – her.

Men ok, det var da et forsøg værd. Om det overhovedet kunne lade sig gøre at eksportere det hele til et læsbart format. Uden at det altså koster mig noget som helst. Der findes betalte services der kan konvertere indholdet af et site til almindeligt ebogsformat. Men jeg vil jo netop ikke betale, så glem bare det.

Lidt heftig googling rundt på nettet og en masse forsøg senere ender jeg hos blogbooker.com, som gratis kan konvertere en WP blog (og Blogger mm) til et acceptabelt pdf format. Bingo. Det kan da bruges til noget.

Men desværre sker der ikke en dyt på det site. Den konverterer, tygger og tænker sig godt om og så… en blank hvid side. Og intet andet. Forsøger et par gange med samme resultat. Indtil gammel lærdom dukker op i de hjerneceller, der gemmer på viden, der vist egentlig burde være forældet. Prøver derfor at gøre nøjagtigt det samme som jeg gjorde før; nu i Explorer og ikke i Firefox, der ellers er min favoritbrowser. Og så virker skidtet sgu.

Et stks blog konverteret til pdf med billeder, kommentarer, sider og indlæg i pæn datoordnet rækkefølge og pakket med indholdsfortegnelse. Fornemt. Jeg håber damen bliver tilfreds og selv kan finde ud af at få pdf-bloggen puttet ind på sin ebogslæser. For det ved jeg altså ikke særligt meget om.

Smart trick. Hvad man så iøvrigt skal bruge dét til.

Reklamer

8 comments on “Offline !

  1. Smart, så kan man selv printe sin blog, i stedet for at betale i dyre domme for det. Det vil jeg da lige se nærmere på.
    Tak for tippet.

    • Det er altså ganske mange sider at printe, men det er da en mulighed via en pdf. Håber du får held at lege med det. Kan ikke lige huske om blogspot står på listen..

  2. Det vil jeg også kigge lidt på – jeg vil nemlig gerne have min blog printet til mine efterkommere (forfængelighed, forfængelighed), men har indtil nu vægret mig ved at betale den herregård det koster.

    Jeg læste lige dit indlæg om medicinindtag. Med fare for at provokere dig igen: hvorfor er det så ‘tabuagtigt’ at skulle indtage medicin, når man har en psykisk sygdom? Nu ser jeg helt bort fra eventuelle afhængigheder – jeg taler om det som princip.
    Vi har en i den nærmeste familie, som er manio-depressiv, og det tog hende flere år at acceptere, at hun kun kan fungere, hvis hun tager sin medicin; også når hun tilsyneladende har det godt … hun stoppede, når hun følte sig rask, dykkede helt ned i det sorte hul på 14 dage, hvorefter det tog hende tre måneder eller mere at komme op af det igen ved medicinens hjælp.
    Da vi talte med hende om det, spurgte vi hende, hvad hun mente forskellen var på den slags medicin og på fx insulin, som man ikke kan leve uden, hvis man har sukkersyge. Eller alle mulige andre former for livslang medicinering, man får for diverse fysiske skavanker.
    Hun så pointen – har du tænkt på det på den måde? Hvis medicin kan hjælpe med at få din hverdag til at fungere, hvorfor så ikke tage den? Det er da ikke nogen skam.

    • Jeg ved ihvertfald at du kan konvertere ganske som jeg – du er jo også WP´er. Jeg synes ikke det er forfængelighed at ville efterlade sine efterkommere en form for “historie” og det må man jo sige at en blog er. Din historie. De bliver glade for den en dag.

      Du provokerer mig ikke denne gang 🙂

      At sammenligne medicinen jeg tager med insulin er noget, jeg har gjort meget. Jeg ved jo at psykisk sygdom, der kan behandles med medicin er en kemisk ubalance – ellers ville kemi aldrig kunne gøre noget som helst. Det er ikke fordi det er skamfuldt eller tabubelagt at jeg har det lidt sært med at bruge medicinen. Det er mere fordi det indebærer en cementering af at “rask – det er jeg så altså ikke”. Og jeg tror måske heller ikke lige jeg bliver det. Og det gør mig lidt trist, egentlig.

      Det tricky med medicinen er jo netop at man holder op med at tage det (og det gælder altså også en masse andre slags medicin end lige antidepressiver mm) når man selv synes man er stabil og tænker at medicinen ikke længere virker for der sker ingen forbedring. Og så dykker man. Det er en svær erkendelse at medicinen ikke gør noget særligt meget bedre, men forhindrer at det hele bliver “endnu mere af helvede til”.

      … men det er jo osse et formål af den anvendelige slags.

      Jeg har i dag min medicin som et par redskaber i min værktøjskasse. Noget jeg kan bruge når jeg står i situationer jeg ved jeg ikke kan klare uden. Situationer der ellers vil gøre mig sygere end jeg er pt.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s