På plussiden

Kan I huske ham her? Ham den provokerende på arbejdet, der mindede så forfærdelig meget om min bror og som jeg var hunderæd for. Jeg havde en opgave, som betød at jeg skulle udholde ham i 2 timer hver anden uge. Uden at måtte skændes med ham. Chefens ordre var at jeg skulle passe mit arbejde, holde kæft og ikke lade mig provokere. Så gik det jo nok. Det var sådan hun tænkte. Det er sikkert sådan noget chefer lærer på knapt så lødige efteruddannelseskurser, tror jeg. Kurser jeg ikke ligefrem er kendt for at have den store respekt for. Men det er nok bare mig, der er sær.

Det virkede ikke, for i denne uge måtte chefen lytte på hans brok over mig. Ikke fordi jeg ikke passede mit arbejde, for det var der jo ikke noget i vejen med, men fordi han følte sig ignoreret og synes jeg var arrogant. Ha! Så nu har hun måttet splitte den opgave, så han og jeg ikke længere skal se på hinanden. Og det er jeg ærligt talt svært tilfreds med.

Sagen er nemlig at efter mit udfald mod ham dengang, hvor jeg virkelig fik skældt ud og råbt højt og sat nogle grænser, så har jeg haft det meget svært med ham. Jeg vidste jo at jeg havde sat ikke bare min egen grænse for hvad jeg vil finde mig i, men også overskredet firmaets grænse for hvad man udsætter hinanden for. Og det sidste er nok til en lille og mindre hyggelig samtale med over-chefen. Jeg skulle nu håndtere så blandede følelser og oplevelser som vrede, aggression, angst, ydmygelse, hån og det fra én der ovenikøbet “havde noget snavs på mig”. Men i et par måneder har jeg altså haft held af at lukke ørerne helt og kun svare på de ting, der havde med arbejdet at gøre eller som var formuleret i et tonefald, der hverken var groft eller fornærmende. Super Selektiv Hørelse kaldte jeg det. Og jeg har haft held af ikke at hoppe med på hans konfliktskabende adfærd. Og så klagede han over dét. Det er da næsten for morsomt og at betragte som en ren tilståelsessag. Jeg overhørte en del af den samtale og morede mig kosteligt, og havde svært ved ikke at fnise, da jeg skulle forklare mig bagefter.

Gad faktisk slet ikke forklare ret meget for jeg gjorde jo bare hvad jeg havde besked på, men så betonagtigt konsekvent, at chefen måtte notere sig at hun havde skudt sig selv i foden med den strategi. Nu må hun finde en ny medarbejder at sætte sammen med ham.

Sådan en oplevelse hører så absolut til på plussiden for denne uge.

Der er en til. Eller dvs der er nok flere, men én stikker lidt ud.

For meget, meget lang tid siden skrev jeg et indlæg her på bloggen, der hedder Et monster om at leve med PTSD. Og jeg tror det var før jeg rigtigt lærte nogle af jer at kende. Det indlæg havde jeg jo så egentlig glemt igen. Det blev aldrig kommenteret, og dukkede aldrig op i statistikken, fordi det af en eller anden grund ikke rigtigt lod sig google. Så skete der noget underligt med dét indlæg – for pludselig toppede det og blev læst. Jeg fik forklaringen i min mailboks, det var naturligvis havnet på facebook og twitter via en afghanistan-veteran. Han var så glad for dét indlæg, fordi det havde givet ham noget at se helt andre ord på det kaos han selv levede i. Han ville endda vise det til sine behandlere og de sociale myndigheder, der konsekvent ville have ham ud i arbejdstræning selvom han var meget hårdt ramt af PTSD, og havde kompetente menneskers ord for at han var syg. Alligevel fandt han noget brugbart i mine ord og min beskrivelse af hvad det der PTSD egentlig er for en størrelse at have med i sin hverdag.

Sådan en oplevelse hører bestemt også til på plussiden for denne uge.

Reklamer

9 comments on “På plussiden

  1. Hvor er det godt at du er sluppet ud af et direkte samarbejde med ham.. og så på den måde.. Han må have været ved at revne af irritation og frustration, over at du ikke reagerede.. Det er fa.. godt gået, du har så god grund til at være glad og stolt af dig selv.

    Har lige været tilbage og læse dit indlæg om monsteret, kan godt huske jeg læste det, så helt uden læsere kan det nu ikke have været.. Dejligt at den tidligere soldat har kunnet bruge det på en god måde for ham, men endnu bedre, at han tager sig tid til at fortælle dig hvordan det har hjulpet ham.

    • Ja, det er vældigt lykkeligt for mig, men synd for den kollega der overtager dén tjans. Der er jo ingen der kan holde ham ud, det er ikke kun mig, der har haft det svært der. Er hammer-stolt af mig selv, faktisk. Fordi jeg kontrollerede alle følelserne og ikke lod mig styre af dem. Men glæden ved at slippe for den opgave kan jeg ikke styre 🙂

      Jeg er vældigt taknemmelig for at jeg fik det at vide, og det gør mig glad at det også kan bruges i den anden ende af PTSD spektret. Tror veteranerne med den diagnose har det meget, meget svært.

  2. Og sådan kommer ting som har fyldt – eller fylder meget i ens hverdag på minussiden, lige pludselig til at fylde meget på en anden måde end man lige ventede.

    Jeg kan godt huske begge indlæg – især det om ham den dumme på arbejdet.

    Bestemt en god uge!!
    Og hvor er det godt at han kunne bruge det til noget i sin egen kamp.

    • Det er virkeligt et plus for mit forhold til mit job, at jeg slipper for at have mere med ham at gøre. Det har været temmeligt anstrengende for mig at håndtere alle de der blandede følelser.

      Ja, det betyder også noget for mig, omend det kom en del bag på mig.

  3. Jeg måtte lige genopfriske fyren og ville sandsynligvis mene de samme ting om ham, som du nævner, for han lyder umanerlig selvoptaget og barnlig, set ud fra den måde, han reagerer på over for din adfærd – han er vist ikke vant til ikke at blive tilbedt, og lige præcis den slags står jeg helt af over for.
    At jeg så også synes, det er en anelse unfair, at du (som jeg læser det) måske allermest afskyr ham, fordi han ligner din bror, er noget andet – og det er nok to ting, der helst ikke skal blandes for meget sammen, selv om det må være meget svært at lade være. Jeg har i sagens natur svært ved at sætte mig ind i, hvorfor du reagerer, som du gør – kan ikke rigtig gøre andet end at tænke, at sådan må det nu engang være, når man har haft de ‘oplevelser’, du har haft…

    • Det er unfair fordi du lever i en rationel verden. Du kan udefra køligt se at de to ting ikke har noget med hinanden at gøre og derfor bør holdes adskilt. Og du har naturligvis helt ret. Det er forskellen på din måde at se verden på og min måde – at min er præget af min baggrund, mine oplevelser og min aktuelle psykiske sygdom. At jeg ikke kan holde tingene adskilt som andre. Skrev på et tidspunkt om flashbacks – om det angstprovokerende i at låse sig ind af min egen hoveddør. Det er ikke en pind farligt, men jeg bliver angst alligevel.

      Ja gu er det unfair. Men egentlig synes jeg jo nok at det er mest unfair at jeg skal leve i den verden af angst. Og mht arbejdet vil jeg ikke engang prøve at forklare dem hvorfor netop denne tjans var så barsk for mig.

      Rent faktisk er jeg et lille bitte mirakel.. jeg gør hver eneste dag en masse som min sygdom fortæller mig at det må jeg ikke, det kan jeg ikke, det tør jeg ikke. Og det er jeg stolt af – at jeg slås mod den og ikke bare læner mig tilbage og accepterer sygdommens invaliderende konsekvenser.

      Men at bede mig være rationel omkring det – det er næsten for meget. At kalde min angst for unfair – det synes jeg er …en anelse unfair.

      • Ups … jeg kalder ikke din angst for unfair. Jeg så det udelukkende fra hans side, men når det var sådan, du opfattede det, beklager jeg naturligvis min formulering. Det var ikke for at feje din sygdom af som noget inferiørt, og jeg synes stadig, du er stærk på din egen måde.

        • Griner – det er helt ok. Jeg er jo ikke lavet af glas, men reagerer nok lidt specielt på sådan noget, netop fordi det er så svært at se, forstå, acceptere og respektere for andre. Men det er netop derfor at sådan nogen som mig slet ikke har noget at gøre ude på det der arbejdsmarked, for ingen forstår hvorfor vi reagerer som vi gør. Og vores/mine handlinger og tanker virker.. unfair og/eller irrationelle.

          Når dét så er på plads skal det jo altså med i billedet at ingen af mine kolleger gider den tjans med ham heller. Jeg er den der har holdt længst ud. Så mon ikke det også handler om ham og hans problem med andre mennesker – og ikke kun om mig 🙂

  4. Pingback: Irrationale « Overleveren

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s