Fredag d. 13.

Puha jeg er hudløs i dag. Også i dag.

Klarede en fuld dag på arbejde igår og da dagen var næsten slut, ringede min chef mig op for at fortælle mig, at nu ændrede hun altså lidt i mine rutiner, for hun havde et par særopgaver, hun gerne ville have gjort plads til på min faste arbejdsseddel. Det er jo godt nok, og det betyder at jeg rykker endnu længere væk fra den der nedrykningsstreg, der jo altid er på det private arbejdsmarked i krisetider. Men jeg reagerede helt tosset og verden væltede for mig. Nye opgaver er som regel et godt tegn. Færre opgaver er et skidt tegn. Sådan er det hos os. Man bliver afviklet stille og roligt eller udviklet – ikke helt så stille og roligt.
Og nu skal jeg altså udvikles engang til – og jeg magter det ærligt talt ikke lige nu. Ikke i dag. Ikke i denne uge. Og så døde telefonen af akut strømmangel, og jeg fik aldrig mere at vide. Efter endt arbejde måtte jeg derfor ind på hendes kontor og bede om en forklaring på de nye opgaver. Fik et vurderende blik hen over brillerne, da jeg rundede skranken. Udført med den sædvanlige tænksomme finger på brillerne.

–  hvad er der sket? – du ser helt forkert ud..
–  der er ikke sket noget
–  jo, det er der – det kan jeg jo se.
Hendes kontorkollega blander sig:
–  du ligner altså én der har set et spøgelse

Chefen beder hende blande sig udenom med et hvast blik og skubber hende dermed ud af samtalen for at sikre sig, at der ikke er sket mig noget, at jeg er ok. Hun har en sær evne til at lave sådan et særligt ikke fysisk du-og-jeg samtalerum midt i det åbne kontorlandskab.

Jamen, der var jo egentlig ikke sket andet end, at jeg bare lige pludselig ikke kunne rumme mere. At jeg ikke følte jeg var klar til nye opgaver, til at lære mig nye ting. Det hun så var et begyndende angstanfald. Ikke fordi jeg var blevet udsat for et eller andet urimeligt eller noget grimt. Jeg væltede bare. Sådan. Og jeg var nødt til at få en afklaring inden weekenden, så jeg ikke skulle bruge den på at gå og spekulere over, hvad der ventede mig om mandagen.

Det var ikke bare fordi hun havde ringet mig op på den der “åh forresten, du skal lige vide… ” og så et eller andet supervigtigt – måde. Ikke kun. Det havde bare udløst det, for når sandheden skal frem (og det skal den jo som regel) havde jeg gået rundt hele dagen i en mental døs, hvor jeg vidste, at der intet skulle til for at vælte mig. Det er vist det, lægen i sin tid kaldte “indre uro”, men selv fattede jeg det ikke helt, så jeg fik aldrig taget den der pille, som jeg jo godt ved virker. Min tur til psykologen havde været barsk, og den sad i mig endnu, og det er helt normalt, at der er en vis forsinkelse på de der reaktioner.

Resultatet var så at jeg stod og rystede overfor chefens dissikerende blik. Om jeg troede, at jeg havde det bedre mandag. Ja da. Det plejer jo at gå over.

–  hvis du ikke har det bedre mandag, så melder du dig syg! Du må ikke lade som om du er frisk og klar hvis du ikke er det. Meld fra og så ser vi på om du ikke kan tage en ferieuge, den der betalte én. (dvs firmaet betaler og pengene går ikke fra feriekontoen).

Jeg har en god chef.

Desværre tror jeg bare ikke, at det er gået op for hende at jeg “lader som om” hver eneste dag. At jeg hver dag graver dybt ned i bøtten med viljestyrke og tvinger mig på arbejde. Selvom jeg ikke kan. Ikke tør. Men gør det.

Resultatet var at vi skulle snakke sammen mandag, og se om der var noget der kunne gøres med min plan så det blev nemmere for mig. Og ikke kom farende ind på kontoret og lignede en, der var stukket af fra den lukkede afdeling.

Idag vil jeg slappe af og tillade mig at rende rundt i grimt tøj, og med robådslignende dun-futter på fødderne. Og vil helst ikke se andre mennesker end kæresten.

Så må jeg se hvad der sker på mandag. Om hun sender mig hjem.

Reklamer

2 comments on “Fredag d. 13.

  1. Ja du har en god chef.. og det har du så sandelig fortjent.
    Håber weekenden og de robåds-futterne bringer lidt ro i dit indre, ellers gør du som chefen siger og tager nogle slapper-dage derhjemme sammen med hunden og det grimme tøj.
    Pas på dig selv.

    • Jeg gør hvad jeg kan for at passe på mig. Og prøver at få lidt hvile i hovedet. På min måde.
      At få en ekstra ferieuge nærmest lidt foræret er da en mulighed jeg arbejder lidt med. De hardcore fagligt tænkende vil jo mene at det er et møgtilbud – “Er du syg så tag ferie” Det er bare ikke rigtigt det der er tilfældet, jeg er træt og brugt, så ferie er nok egentlig mere relevant for mig.

      Men har det altså ikke rigtigt smart i øjeblikket. Men kommer jo igen. Gør jeg jo altid.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s