Historien om en stegepande

Der var en dag, og det er et par år siden (3 måske), da jeg blev rigtigt vred uden nogen at blive rigtigt vred på. Jeg tror nok, at kæresten havde larmet lidt rundt om mig i stuen i noget tid. Ryddet op eller gjort det modsatte. Men lige netop den dag var jeg altså mere end almindeligt følsom og kunne pludselig ikke rigtigt klare mere bevægelse i luften. Jeg fik tunnelsyn, hjertebanken og åndedrætsbesvær. Hele bunken på en gang. Følte at jeg var ved at blive kvalt – næsten en nærdødsoplevelse.

Og så tændte hun for støvsugeren, selvom hun vidste, at det var noget af det værste for mig. I jordens allerbedste mening for at få gjort lidt rent, når jeg nu sad i et hjørne og ikke rigtigt var til noget alligevel. Jeg havde det møgskidt, var ked af det og i et begyndende angstanfald. Og fordi jeg godt vidste, at jeg ikke rigtigt kunne rette det mod nogen, og med rette, så eksploderede jeg i indebrændte følelser og vrede. Og hun blev dybt frustreret og ked af det. I stedet for at råbe højt eller starte et meningsløst skænderi om for meget støj og at jeg bare ikke kunne klare mere, flåede jeg nøglerne til mig, greb en jakke og spurtede ud af døren.

Ville ud og have luft, selvom det var godt mørkt og jeg egentlig ikke rigtigt turde gå udenfor. Men vidste at hvis jeg blev, ville jeg kom til at sige noget jeg ville fortryde. Jeg var så gal og vred, at jeg ikke kunne være nogen steder og bare gik og gik.

Hjemme sad kæresten og græd, da hun opdagede at jeg heller ikke havde taget min mobiltelefon med. Jeg kunne derimod ikke finde ud af at komme hjem. Fordi jeg var flov over mig selv og godt vidste, at den var helt gal.

En rigtig møgsituation. Moment 22. Jo længere tid jeg blev væk jo værre blev det, og jo kortere tid jeg blev væk desto mere latterlig virkede manøvren. Uanset om hun vidste, at det var min sygdom, der havde leget med mig. Og at jeg lige netop den dag hverken kunne sige fra overfor eller tåle støjen, jeg blev udsat for. Jeg kom dog hjem igen. Som altid. Luskende som en lille våd hund.

Jo, jeg har sandelig været en opgave af de større. Heldigvis var og er hun et ret tålmodigt menneske, så vi holdt til det.

Den der dag valgte hun at køre ud og købe ind, alene, velvidende at det var nok ikke lige dét jeg skulle udsættes for på sådan en dag. Og lod på den måde mig gasse af og være lidt for mig selv og få lidt fred i ørerne og i sjælen. Få lidt ro på.

Det hjalp. Og jeg blev glad da hun kom hjem igen.

Stegepanden? Den må jeg ikke glemme. Hun gav mig en rigtig fin én, hun havde købt den dag. Som forsoningsgave. Hvem pokker giver kæresten en stegepande efter et næsten-skænderi?

En, der er helt sikker på at kæresten ikke var på vej ud af forholdet pga det der meningsløse roderi.

En der er helt sikker på at kæresten på trods af al den tunge psykiske sygdom stadig har humor.

Det var genialt. Var meget vanskeligt at blive ved med at være angst og vred og hvad ved jeg, da hun stod der og strittede med sin stegepande og sagde at det var en gave. Til mig. Godt nok var det en lækker stegepande, men det var dog en stegepande.

Virkede meget bedre end blomster. Men gu ved hvor mange kvinder der havde gokket manden i hovedet med stegepanden, hvis de var blevet præsenteret for sådan en gave. I den situation. Men ikke mig, En høj befriende latter fulgte, og så skulle den indvies. Det larmer heller ikke så meget at lave mad som at støvsuge.

Og egentlig var det jo nok nærmest mig, der skulle have haft noget med hjem. Men jeg turde jo ikke gå ind i en forretning dengang. Så det var svært.

Stegepanden har jeg endnu, og bruger den meget. Tænker altid på hendes modige forsoningsgave. For sært et valg. Helt forkert og alligevel så ganske rigtigt.

Advertisements

11 comments on “Historien om en stegepande

  1. Genial gave. En gave fra hjertet. Min uforbeholdne mening om blomster købt ved blomsterhandleren er, at man lige så godt kunne have ladet være. Hvis de er plukket i en grøftekant, smelter jeg dog. Men stegepanden derimod! Den er genial.
    Jeg fik engang en trådløs mus til min bærbare af min (eks)kæreste. Jeg blev lykkelig. For det var et tegn på, at han (trods alt) kendte mig godt nok til at vide, at blomster ikke var vejen frem (og jeg manglede jo den mus, selvom jeg ikke vidste det selv).
    Hatten af for jer begge to. Uden at kende jer, er I seriøst nogle af de sejeste jeg kender!

    • Hun kender jo så også min aversion mod blomster – men til gengæld elsker jeg god chokolade. Og film, bøger eller spil. Så der var muligheder nok – og så vælger hun en stegepande. Det er ubetinget en af de mest afsindige gaver jeg nogensinde har fået, men tror det mere handlede om at få mig rykket ud af det hjørne jeg havde malet mig op i. Og det lykkedes til fulde. Klog pige.

      Vi er altså helt utroligt troligt almindelige – og somme tider overrasker vi så en smule. Vi kan nok ikke selv lige vurdere om vi noget andet end særligt almindelige. Altså bortset fra valget af forsoningsgaver.

  2. Hun er i sandhed et fantastisk menneske!! Og det må du godt lige hilse og sige at jeg har sagt!!!
    Det er en smuk og betænksom gave!!!

    OG.. hvis jeg må komme med et meget godt råd: så er det mest virkningsfulde for sådan et raseri – at sætte sig på gulvet og flå aviser til konfetti. Det virker!!! Man river ting i stykker – og får brugt nogle kræfter. Og det sviner ikke og er ikke farligt.
    Og det er ikke så bøvlet at rydde op efter!! 🙂
    Rigtig god lørdag til dig!!

    • Jeg skal nok hilse og sige det.

      Det er heldigvis ikke så tit det sker mere og i modsætning til den gang har jeg nu en hund der også er vældigt obs på mig – inden det går helt galt. Og som kan bruges som alletiders undskyldning for at gå en tur. Men den gang var jeg reelt meget alvorligt syg.

      Skal huske dit råd hvis jeg får behov for det igen, hvad jeg dog ikke håber.

      God lørdag til jer også. Sørg nu for at nyde den i fuldeste drag.

  3. hehe, jeg tror nok jeg havde gokket Jimme en i nøden hvis han kom hjem med sådan en forsoningsgave til mig…Men hvad pokker det virkede og fik dig til at grine, og så kunne du oven i købet lave god mad bagefter..;-D

    • Tror jeg faktisk at de fleste havde, afsindigheden i gavevalget taget i betragtning. Og så havde I sikkert grinet en del bagefter. Og så virker det jo et eller andet sted alligevel. Altså bortset fra hovedpinen.

      Ved nu ikke mht god mad – er ikke verdens bedste kok. Har det lidt sært med opskrifter.

  4. Du har vist ikke været helt nem at bo sammen med, så syg som du var, men jeg vil sige med de andre, at din kæreste er helt fantastisk (det har jeg vist sagt før…) Ét er den såkaldt professionelle hjælp, du får, men var du mon nået så langt på de tre år, som du rent faktisk er, uden hendes tilstedeværelse og hjælp?
    Jeg synes altså også, at I er seje. Begge to!

    • Nej jeg var vist en opgave af de mere krævende. Det er ikke et stadie jeg ønsker mig tilbage i.

      Og til dit spørgsmål kan jeg kun gætte et svar… parkeret på førtidspension, misbruger, et bmi på minmum 35 og en permanent plads i sofaen ml en masse roderi. Resten af livet.

      Så jeg må hellere passe godt på hende.

  5. Hehe.. sikke dog en genial gave.. hun er unik, og jeg ved du ved det.. heldigvis.. 🙂
    Jeg var sgu nok blevet ret mopset over at få en stegepande.. Men jeg ville også ha’ grinet godt og grundigt.. Og den gave bliver husket på en helt anden måde end en buket blomster.. Som jeg by the way også elsker at få.. 🙂

    • Ja, jeg ved det. Unik og en smule modig. Og med superb humor og indsigt i hvad der kan løsne for en fuldstændig håbløs situation.

      Tror de fleste kvinder havde stillet op med et lidt småmobset ansigtsudtryk i den situation – det fine er jo så netop at den kan man ikke rigtigt holde, fordi stegepanden er så absurd at man begynder at grine af det.

  6. Pingback: Der sker noget « Overleveren

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s