Dagens Politiken indeholdt en skræmmende artikel. Under overskriften Psykologer fraråder misbrugte at anmelde overgreb fortæller en professor i psykotraumatologi (sikken titel!) om, at psykologerne faktisk fraråder deres klienter at anmelde overgreb. Simpelthen fordi det vil være et nyt overgreb for ofret at skulle igennem en retssag med tilhørende mistænkeliggørelse og manglende tiltro til ofrets forklaring.
Jeg kan sagtens forstå hvorfor og har jo selv valgt samme vej og af ca samme grunde samt en viden om at min tilværelse vil blive særdeles problematisk hvis jeg tager en konfrontation med min bror, der ikke er kendt som den blideste (hverken fysisk eller psykisk). Det er han ikke vokset fra. Omvendt kan jeg også stadig forstå at systemet er nødt til at behandle den slags sager med en vis forsigtighed og uden at gå for meget på kompromis med selve grundsubstansen i vores retssystem om hvordan skyldsspørgsmål afgøres.
Det skræmmende for mig i artiklen er dermed ikke indholdet i sig selv, men mere konsekvenserne. Vil det sige, at man slet ikke har nogen viden om hvor meget, der egentlig finder sted? Og hvad? For psykologerne skal jo i sagens natur “holde kæft”.
Der er åbent for allehånde gætværk og mavefornemmelser her. Nogle overdriver måske vildt i deres vurdering, og andre tror slet ikke på noget af det.
Tror pokker, at det må være svært for retssystemet at uddrage nogen lære af det.
Overleveren 
Måske er det fordi folk generelt er mistroisk anlagt og at manglen på tillid i sådan en sag – vil gøre mere skade end gavn? Jeg ved det ikke – men gætter kun.
Jeg tror – som i så mange andre af den slags store spørgsmål – at det er vanvittigt svært at svare på hvis man ikke har en slags erfaring med det. Og det har jeg heldigvis ikke.
Men jeg synes det må være et tegn på at vores omsorg og behandling af disse ofre ikke er god nok – og dybest set mener jeg så (hvis det er tilfældet) at det er omgivelserne som skal ændre adfærd – ikke ofrene. Hvis nu det ikke var farligt – hvis nu man ikke skulle se svinet igen – hvis man ikke blev mistænkeliggjort af politi eller læger eller omgivelser eller forsvarsadvokater – så ville det nok være nemmere at anmelde.
Omsorgen for og behandlingen af ofre kan altid blive bedre. Man kunne passende starte med at se på tilskudsmulighederne for psykologbehandlingen.
Vores retssystem er bare ikke egnet til den slags sager, og hvordan man kan ændre det uden at gå på kompromis med de basale principper, det ved jeg ikke. Men det er da helt sikkert noget man bør kigge på – altså de der virkelig har forstand på den slags – at de bør kigge på det. Vi andre må så nøjes med at tænke og prøve at forstå. Det spil er ikke for amatører.