Støjen og mig

En gang i mellem stiller et menneske et spørgsmål, der virker dybt uskyldigt, og som det på ingen måde er upassende eller nærgående at stille. Men når svaret så falder, så ærligt som det skete for mig forleden, så går der lidt tid og nogle dage, hvor svaret ligger i baghovedet og kværner rundt med sit eget lille møllehjul. Adskiller ubrugelige skaller til brugbare kerner.

Havde jeg ikke arbejdet så meget med de her ting og tænkt alle de her mange tanker, og lagt underlige traumer på lige så underlige hylder, så havde jeg aldrig registreret, at der var et dybere indhold i mit aktuelle svar. Ikke i spørgsmålet, men i svaret.

Om det altid havde været sådan, at jeg ikke kunne klare støj, høj musik og larm? Også som barn? Njaeh, joeh … øhhh det tror jeg.

Underforstået, at dét har jeg faktisk ikke lige tænkt over. Er jo egentlig bare gået ud fra at det med støjfølsomheden var en konsekvens af PTSD´en. Sammen med den gakkede korttidshukommelse og koncentrationsproblemerne. Og så står damen sgu der og spørger på den måde. Jammen, jeg tror det. Sådan må det jo være. At det er noget der kommet til.

Men nej. Sådan har det egentlig altid været. Uden at jeg har tænkt over det. Sådan konkret tænkt over det.

I nat faldt nogle af brikkerne på plads. Min brors vulgært store stereoanlæg. Som han altid skulle demonstrere for mig; hvor højt og hvor godt det spillede. Lyt lige til den bas, den diskant osv osv. En eftermiddag for nogle år siden skulle en kollega prale lidt af sin nye investering, en åben jeep wrangler med et bekosteligt hifianlæg. Han satte noget gammelt gasolin på og skruede op på hvad der vist ikke engang var i nærheden af max. Men det var højt. Meget højt. Jeg endte ovre i et hjørne af parkeringspladsen med tårer i øjnene og kastede op i en busk. Forstod ikke helt hvorfor, men tilskrev det træthed efter en hård vagt på pinden. Var lidt vanskeligt at finde nogle pæne ord at sige om hans bilstereo, endsige musiksmag.

Der var altid høj musik hos min bror. Først på hans værelse i mit barndomshjem og senere i hans lejlighed. Rock var vist det foretrukne. Har aldrig haft helt styr på de der musikgenrer og de musikalske afgrænsninger. Interesserede mig ikke rigtigt. Men det var noget, der skulle spilles med en vis volumen.

Jeg tror ikke, at musikken alene blev brugt til at maskere, hvad der egentlig foregik inde hos ham. Overdøve overgrebene og de lyde, der hørte med til dét. Men det fulgtes ad. Og jeg forbinder i høj grad den musik med et dybt ubehag. Jeg tvivler egentlig på, at han var bevidst om, at musikken blev brugt som et redskab til at styre mig og forhindre andre i at trænge ind. For hvem bevægede sig dog frivilligt i nærheden af de der ikea-garderobeskabe store højtalere, der stod i alle fire hjørner? Ingen. Så han kunne være i fred. Også når jeg var hos ham. Smart. Men om det var bevidst valgt sådan, ved jeg ikke.

For ham var det en yderst praktisk foranstaltning. Holdt alle andre på afstand og mig i en komaagtig semibevidsthed, hvor jeg vidste, at det ikke ville nytte noget at pive eller græde eller kalde på nogen. Når overgrebene var overstået ville jeg bare være i fred. Belønningen var, at musikken blev dæmpet igen. Nu var den jo heller ikke nødvendig, for lillesøster lå og gemte sig under en dyne og lod som om hun sov i håbet om at brormanden havde fået sin lyst styret for nu. At legen var slut for i dag. At den grimme smag kunne fjernes og det der gjorde ondt snart holdt op.

Støjfølsom? Ja, det er jeg. Får hjertebanken, panik, tårer i øjnene og kan ikke tænke. Og kan jeg ikke komme væk fra larmen bliver jeg utilregnelig og aggressiv.  Eller bare sky og tager flugten. Det er næsten det smarteste, men bare ikke det almindeligste. Men nu er jeg en lille smule tættere på, hvorfor det er sådan.

Reklamer

8 comments on “Støjen og mig

  1. Sjovt, altså ikke sjovt på den grinende måde, at svar på helt almindelige spørgsmål får sat gang i hjerne, tanker og minder.
    Dit svar får mig til at spørge om støj for dig kun er musik, jeg tænker på hundegøen, som du jo også lever i og med, på flystøj, maskinstøj, larm fra naboer, høje stemmer og den slags..
    Jeg er selv lettere musik-støj-overfølsom, specielt om morgenen, hader høj og monotom musik, og vil helst bare høre nyheder og ellers have fred og ro 🙂

    • Det handler rigtigt meget om musik og lidt mindre om andre typer støj. Men primært er det støj som jeg ikke har kontrol over, og som jeg derfor ikke kan stoppe, der får mig op i det røde felt. Og det behøver altså ikke være særligt højt før jeg synes, at nu er det nok.

      Om morgenen? Der skal bare være ro. Der er man jo dårligt modtagelig for almindelig samtale .. og vé den hund der vover at vove af mig på dét tidspunkt.

      • Hehehe.. vover at vove af dig.. 🙂 Jeg kom engang til at skubbe min hund ud af døren.. med foden, fordi den blev ved med at skabe sig en morgen, og jeg kunne ikke klare den larm.
        Naboen stod selvfølgelig lige udenfor og troede jeg havde sparket hunden ud.. Det tog lang tid før han troede på mig.. eller lod som om.. 🙂

        • stikker dig et skævt grin, kan godt forstå det blev misforstået, men det kunne jo være han bare blev sur over at du sendte hunden udenfor for at gø – så han også havde glæde af hundens vokale evner.

          Vov du bare forresten …

          Hvilket minder mig om en anekdote om et teaterstykke hvor følgende replikskifte indgik:
          Grevinden: du fortjener jeg behandler dig som en HUND!
          Greven: Vov!

          Gu ved hvor mange gange den mandlige skuespiller fik vuffet og ikke vov’et … men det er nok ikke få.

  2. For hulan da. Jeg tør jo næsten ikke sige, at jeg også hader høj musik og støj i det hele taget. Jeg forbinder det jo på ingen måde med noget så ovenud rædselsfuldt som du gør, men bryder mig altså stadig ikke om det.
    Baggrundsmusik/muzak kan give mig knopper. Hvad jeg holder allermest af, er Sveriges næsten larmende stilhed.
    Jeg kan godt lide musik, men kun få andre kan forstå, hvorfor jeg altid hører det dæmpet.

    • Jeg forstår det, og er ganske klar over at den slags aversioner (altså den mod alt for høj og tilstedeværende musik) ikke nødvendigvis har samme baggrundshistorie som den jeg render rundt med. Baggrundsmusik i butikkerne har jeg det lidt mere afslappet med, faktisk. Jeg tror jeg bruger en hel del mere energi på at håndtere at der er mange mennesker og at udgangen går gennem et kasseapparat med kø. Og endnu flere mennesker. Opdager aldrig rigtigt musikken i den manøvre.

      Ja den svenske stilhed er noget særligt og jeg nyder den også i fuldeste drag.

  3. Tænk – jeg har det lige omvendt. Jeg GEMMER mig i den grad inde i musik – især når jeg har det dårligt. Og som barn gemte/glemte jeg alle mine traumer (INTET i sammenligning med dine) inde i musik.

    Når jeg hørte min musik – så kunne jeg drømme og alt det som gjorde ondt ude i livet og min verden det blev dækket lidt til når jeg kunne gemme mig i noget musik.

    • Tænker lidt at det er to sider af samme sag. Altså den måde at bruge musikken på. Som en barriere. Du gemte dig og jeg blev fanget og pacificeret af den. For dig noget beskyttende, for mig noget begrænsende. Men dybest set det samme. Vi værdilader det bare meget forskelligt, alt efter vores oplevelse og brug af det.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s