Nej, jeg gider ikke

Overhovedet. Altså deltage i firmajulefrokosten. Og nu er tilmeldingsfristen heldigvis overstået, så nu ser det ud til at de friske bemærkninger hører op. Skal du ikke med? Vi vil da gerne se jer alle sammen i privat kluns. Det bliver sjovt. Og sidste år blev Hanne And og Kirsten Høne så hønefulde at de flirtede med chefen Hans Gase og brækkede sig på trappen og blev kørt hjem af kalkunen Ernst. I kender historierne, der går i ugen efter, det er ca temaet. Hver gang. Uanset hvad kollegerne så hedder i virkeligheden.

Nej, jeg skal ikke med. For jeg gider ikke. Jeg har det med mennesker og (især) kolleger på samme måde som med god chokolade. Lidt, men godt. For meget og for mange giver bare kvalme.

Og så er der noget jeg slet ikke magter, en masse fulde mennesker, der råber meget højt. Akkompaneret af det obligatoriske liveband i baggrunden, der først sørger for en passende mængde skålsange, for dernæst at spille lidt clayderman inspireret spise/hyggemusik, for at ende ud i en salig blanding af  Birthe Kjær og Bamses venner, der er nogenlunde danseegnet.

Det er ihvertfald den officielle forklaring. At jeg ikke gider, og at jeg har fået nok af den slags fester.

Den rigtige er; jeg tør ikke.

Tør ikke udsætte mig for så meget støj, som jeg ikke kan kontrollere, for mennesker, der kommer for tæt på og skal være sociale (og det skal de altså!!), for højrøstede fulde kolleger, jeg dårligt kender eller ved hvem er. Og tør ikke udsætte mig for den sladder, der vil opstå hvis jeg rejser mig og går før festlighederne har nået deres højdepunkt, fordi jeg bare ikke orker mere.

Og tør da slet ikke tænke tanken til ende, at jeg får et fuldtflyvende angstanfald med indbygget panikløb i dét selskab. Så tror jeg faktisk ikke rigtigt, at der er et job at vende tilbage til om mandagen. Det er jo kun min nærmeste chef, der kender til min baggrund. Og ved at jeg har mine begrænsninger. Og min støjfølsomhed er så absolut en af de væsentligste. Naboen skriger af sin mand, genboen laver sin bil, fjernsynet kører, hunden vuffer af en anden hund på gaden. Så tænder kæresten for en stavblender og jeg bliver helt sort indeni. Jeg prøver virkelig at kontrollere det, men sortemørket tager over, og angsten og vreden vendt mod ingenting bliver vendt mod alting.

Det er ikke noget stort tab for mig at sige nej til sådan en julefrokost. Men grunden til at jeg siger nej, er faktisk et tab. Gid det bare havde været fordi jeg ikke gad. Men ikke at turde være social og selskabelig i støjende omgivelser, den er egentlig ikke særligt god. Men tror det må være en af de konsekvenser jeg skal leve med. Tror ikke dét bliver meget anderledes.

Jeg er asocial og behøver i nogen grad kontrollerbare omgivelser, indtryk og støjniveau. Og det findes formodentlig ikke til en firmajulefrokost, så jeg holder mig væk. Langt væk. Men skal nok være sød og grine med af alle historierne, jeg bliver præsenteret for om mandagen.

Men lidt må jeg dog yde – så har tilbudt at bringe denne bys samling af kolleger hjem i sikker stil. De vil gerne hentes og der er lidt for langt til en taxa. Så nu håber jeg bare på, at den traditionsrige storm og/eller sne udebliver på julefrokostfredagen, og at de ikke begynder at synge i bilen. Så må de gå resten af vejen. En gratis taxa må vel godt smide sine kunder ud. Tror jeg.

Reklamer

4 comments on “Nej, jeg gider ikke

  1. Jeg gider nu heller ikke julefrokoster.. men har da ind i mellem deltaget de første par timer mens folk stadig er forholdsvis ædru.. Når musikken og baren åbner og spritten begynder at få alle til at tale meget højt og gentage i en uendelighed, så er jeg forlængst i et tog på vej mod Roskilde.. 🙂
    Jeg er glad for mine kollegaer i arbejdstiden, men jeg omgås dem stort set ikke i fritiden, og det passer mig så glimrende at det er sådan det er.. og jeg bliver anset for at være lidt asocial på det område.. 🙂

    • Tror også jeg har fået mig et vist ry for at være asocial, men det klarer jeg nok osse at være. Hellere det end alt det andet der kunne ske. Så sent som i dag var en af cheferne efter mig… “kooom nu, smid hæmningerne og fest med os andre, det er du da ikke for fin til” Men igen – hun ved ikke at hæmninger netop er hvad der får mig til at hænge sammen hver eneste dag. En anden slags hæmninger, men dog hæmninger.

      Men glæder mig at osse mere normale mennesker har det på den måde at man undgår den slags kollegafestligheder.. så har jeg lissom lidt flere undskyldninger at gøre godt med 🙂

  2. De fleste julefrokoster er dødsyge.. Helt ærligt. Tager sommetider med – men som Inge går jeg ved første tegn på drikfældighed og fjogethed..

    Og den slags mennesker som bare skal sige koooom nu.. uff altså.

    Mit ry er ikke som asocial.. men derimod snobbet 😀 og jeg er stolt af det 😉

    • En monark har vel osse lov til at være snobbet… men dejligt også at få støtte fra dig i holdningen til den slags sammenkomster.

      Det er lidt tankevækkende for mig at I to har det på samme måde. Sætter tanker i gang. Mon det i virkeligheden bare er fordi jeg har det på samme måde og så får det til at passe med sygdom mm eller er det omvendt. At det er sygdom der får mig til at have det som jer. Sandheden ligger nok et sted i midten.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s