Den gode datter

Holder endnu en jul med familien. Af en eller anden grund, som jeg ikke kan greje, har jeg ikke fået at vide, om min bror deltager. Det plejer faktisk at betyde, at der er fri bane, så vi tager chancen.

Mors julemiddag er nu også den bedste.

Har virkelig trukket den beslutning ud i hvad der ligner evigheder, og er blevet afkrævet svar fra alle mulige og umulige sider. Især fordi jul jo altid er mange aftaler på meget kort tid. Hvor skal man pynte juletræ, hvor indtages juleaftensdags morgenmaden, selve juleaften og julefrokosterne. Er lige før, jeg er jublende glad for udsigten til, at juleferien er superkort i år; en forlænget weekend og så er det overstået. Chefen hoppede i stolen og så nærmest ud til at hun kunne flyve gennem loftet, da jeg spurgte til fridage mellem jul og nytår. Tænkte, at jeg hellere måtte bringe hende til landing igen, så jeg kaldte blidt op til hende – bare rolig, jeg skal nok komme d. 27. Klask, ned i stolen igen.

Til jul må jeg bare lade være med at pakke min lille vrede i den mentale bagage og så være som jeg plejer. Det har aldrig været sværere end det bliver i år. Alt for meget er sket og ændret i det forløbne år, og jeg har rykket mig for langt væk fra det, jeg var sidste år.

Er altså lidt nervøs for, at der kommer en dag hvor jeg siger en masse ikke særligt velovervejede ting om en masse ting jeg egentlig havde besluttet der ikke skulle siges så meget om, endnu. Tænker, hvornår mister jeg min tålmodighed. Taber min balance. Men er stadig for veg til at tage det opgør. Føles bare ikke som det rigtige at gøre. Ved jo bare at med en passende masse vrede og provokation, så sker der et eller andet i hovedet af mig, og det ender med ren vrede og aggression. Det er bare ikke særligt optimalt.

Overvejer om man med tiden skulle skaffe sig en ny familie. Findes der ikke en dating side for ny-familiesøgende et eller andet sted på nettet. Mangler at have søskende, men den slags er jo lidt svære at erstatte eller skabe midt i livet. Så jeg må nok undvære dét element i min tilværelse. Savner det. Tror jeg. Bliver sådan lidt kold og alligevel lidt trist når jeg snakker med venner og bekendte og de refererer til deres søstre eller brødre som det bedste i deres liv. Tænker – hvordan mon det er. Hvordan er det at have sådan nogen i sit liv. Som bare altid er der – som bare altid har været der. Og som man ikke kan forestille sig resten af sit liv uden. Hvordan mon det er? Det lyder ret fantastisk og trygt. Det er bare lissom ikke ord jeg forbinder med min søskende-baggrund.

Det er godt jeg/vi har venner. Og hinanden.

Ja, jeg ved det godt, skulle have inviteret kæresten på hummer og par/børnefri-jul i en svensk skov. Problem; kæresten er jo osse familiemenneske, og synes dansk jul med familierne er noget af det bedste. Og at bytte juleanden med en hummer? Nixen. Hun er naturligvis klar over, at vi får problemer hvis brormand dukker op, men fornemmer som jeg, at det gør han ikke.

Til gengæld bliver det nytår i Sverige. Med eller uden hummer. Uanset om vi bliver begravet i sne eller ej.

Men er det ok ikke at glæde sig til jul og familie tam-tam, selvom resten af verden gør det?

Reklamer

12 comments on “Den gode datter

  1. Ja, det er bestemt okay!
    Jeg tror, der, når det kommer til stykket, er mange, der ville ønske, at der ikke var noget, der hed jul. Af forskellige årsager.
    Du og din kæreste ser åbenbart forskelligt på det; ellers kunne jeg foreslå, at I rejste udenlands julen over for at undgå ubehagelige eller uønskede spørgsmål. Det er lige som mere acceptabelt at rejse, frem for at blive hjemme og alligevel vælge familien fra.

    Hvis du frygter at pludselig ‘komme til’ at tage bladet fra munden, må du måske hellere begynde at overveje det uovervejede 🙂
    Jeg forstår så godt, at det er svært, og jeg håber, at du får en god jul uden broderens tilstedeværelse. På alle planer.

    • Vi klarede sidste år, og forrige år tog kæresten alene afsted til sin familie, hvad jeg osse klarede. Og det er jo en passende juleferie i år – fordi den er så kort. De to kommende år derimod, de ser rigtigt lovende ud for jule-nu-stikker-vi-af-fra-det-hele.

      Du kender mig kun fra bloggen, men jeg kan love dig at jeg under normale omstændigheder er vældigt kontrolleret, og har den fine lille feature, at jeg aldrig drikker mig fuld. Skal bare sørge for at holde mig indenfor normale omstændigheder, og på god og sikker afstand af broren.

      Jeg håber og tror det går, er bare så svært, når der ikke er mere familie at afvise det lidt man har.

  2. Åh ja det er helt lovligt ikke at glæde sig til jul!!

    Men jeg tror det er så vigtigt at lave sin egen gode jul. Hvis man ikke man magter den jul som andre forventer er det vigtigt at lave sin egen gode jul!

    Desværre er det også sådan at midt i julen kan man komme til at blive overvældet af stemningen og blive hudløs.
    Og komme til at sige ting man ikke burde have sagt.

    Som Ellen tror jeg det er meget vigtigt du har gjort op med dig selv hvad du vil gøre HVIS han kommer – eller hvis du kommer til at flyde over med følelser og ord.

    Jeg håber du får en god jul uden de store krusninger på vandet.

    • Hvis han kommer så smutter vi, tror jeg. Vi har da heldigvis muligheden for bare at stikke af. Tror egentlig osse jeg får lidt svært ved at tøjle kærestens mundlæder, hvis hun ser ham. Det er faktisk ikke sket siden hun fik at vide hvad der egentlig var sket mellem os.

      Håber det går uden ballade og at jeg kan slappe af med det lidt familie jeg har tilbage.

      Men for nu at være helt ærlig – så foretrækker jeg egentlig at arbejde i juledagene. Har jeg gjort før i mit “tidligere liv” og det passede mig fantastisk godt.

  3. Håber du får en fantastisk jul… og voldgode gaver 🙂 Og god julemad… Jeg ved ikke hvad jeg vil have som vegetar – tofuand? 😉 Hvide, brune kartofler, rødkål – uden svinesaft i – og så måske noget bearnaise uden kødjuice, og en nøddepate… og så ris a la mande. I år tager jeg min egen mandel med, og min egen mandelgave… 🙂

  4. Selvfølgelig er det helt ok ikke at glæde sig 🙂
    Måske tror vi, at alle andre glæder sig? Mens virkeligheden er, at rigtig mange synes julen (og nytåret) er svært.
    For mig tror jeg meget det handler om min egen ensomhedsfølelse. Og ubeslutsomhed over hvad det er jeg skal få dagen til at gå med.
    Jeg glæder mig ikke. Jeg ved ikke hvad jeg skal til jul i år. Igen i år.
    Jeg har ikke nogen familie. Og de sidste 11 år har jeg forsøgt at finde en måde at få den der fandens dato d. 24. december spændt af på en måde der giver mening for mig. Jeg har både arbejdet, været stangstiv, været helt alene, været med mennesker, været frivillig og ja… prøvet lidt af hvert. Men julen har endnu ikke været en nem tid. Og,det er endnu ikke helt lykkes mig, at finde en måde at komme gennem de dage, som jeg synes passer for mig.
    Jeg havde en veninde der et år sagde til mig ‘aj hvor er du heldig, at du har frit valg på alle hylder, om hvad du har lyst til at lave den dag!’. Jeg forstod godt hvad hun mente. Og forstod godt, at det på en eller anden måde kan ses som frit. Jeg er ikke ‘tvunget’ til at deltage i noget jeg ikke har lyst til. (det følte hun at hun var – for kan man sige Nej tak ?)
    Men jeg har også noget, som jeg ikke kan vælge af på hylden. ; Et oplagt sted at være. Et sted jeg føler jeg hører til.
    I år ved jeg ikke hvad jeg skal, som sagt. Måske ‘når’ jeg at finde ud af det. Måske ikke. Det må tiden vise.

    Bortset fra det, så findes der faktisk en side på nettet – for mennesker der søger en ny familie. Det er et ‘netværk’ som er oprettet for nogle år siden (mener jeg) og du kan finde det på http://www.xtrafamily.dk/ .
    Kh

    • Jeg vil bevare min tro på det gode, så jeg vælger at tro at langt de fleste glæder sig til julen 🙂 Men jeg tror også at der er nogen der ikke gør, og bare vil have det overstået. Juledepression kalder jeg det.

      Forstår helt klart dit forbehold mod at kunne vælge fra alle hylder når det indlysende sted mangler, der hvor man altid gerne vil være, der hvor man altid er velkommen. Det oplagte sted – fedt udtryk – vældigt dækkende.

      Kunne være man skulle checke det der xtrafamily ud – er det noget du har erfaring med?

  5. Jeg har altid hadet julen. Mest fordi alle højtider og sammenkomster i familie-regi har været så forudsigeligt uforudsigelige og alle sad på pinde og ventede/frygtede vredesudbrud. For mig har det altid været sådan noget, der bare skulle overståes i en helveds fart.

    Det har været stressfuldt, angstprovokerende og ekstremt sårbart – og så er der ikke mange kræfter tilbage til: Nu skal vi rigtig hygge os-agtigt!

    Men nu har jeg valgt fra og til. For ønsker ikke, at julen eller andre højtider skal være spidsbelastninger for min datter. Så via hende og for hendes skyld, kan jeg måske nå derhen, hvor julen kan være kærkommen, hyggelig og fredfyldt.

    Ser spændende ud med Xtrafamily…det tror jeg mange har brug for. Linker lige til den på min side.

    • Lyder altså rigtigt bekendt, det du fortæller der. Julen er noget, der virkelig kan gå “Hyg-jer-nu-for-fanden” i. Og det sker altså bare ikke kommando, eller fordi vor moder har stået i køkkenet i flere dage, og til hver en tid kan køre et fint lille martyrium af, hvis nogen falder lidt eller meget ud af rollen.

      Lyder som om du og din lille familie har fundet jeres egen melodi for hvordan en jul skal være. Og sådan skal det jo gøres.

  6. Er der ikke endnu….men det kommer nok. Det kan ikke undgåes at skabe forventningsproblemer til en “Glædelig jul”, når to mennesker kommer fra hver deres planet rent familie- og følelsesmæssigt. Men er sikker på, at vi på sigt kan skabe et lille kompromis, hvor alle kan være med uden at blive presset og stresset. Ku´være jeg skulle ønske mig dét i julegave 😉

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s