Når bilen driller

.. nej, ikke dén bil – den anden.

Ja, jeg ved det godt. Jeg har forbigået denne uges oplevelser med en vis omhu. Brugte en del energi på børne-indslagene. Eller ikke-børn indslagene, rettere. Tror min stjerne steg hos nogle, der blev glade for ærligheden, og faldt hos andre, der pludselig så på mig og tænkte på deres egne børn; øj – hun ville nok ikke kunne li min børneflok.

Og det er der så ikke så meget at gøre ved.

Udover magisk torsdag har det også været en uge, der indeholdt den sædvanlige lille strejke. Jeg tænker naturligvis på min bil, der med vanlig omhu og talent for præcision valgte at nedlægge arbejdet på magisk torsdag. Naturligvis. Jeg skulle jo osse bare køre knapt 300 km den dag. Og vel at mærke ikke ad ruter eller til destinationer, der er dsb-egnede, og da slet ikke efter et tidsskema, der er lavet over skabelonen “kører i bil”. Men rent faktisk kan jeg ikke blive sur på den, denne gang. Et punkteret bagdæk kan ske for selv den bedste og tilsyneladende også den værste bil.

Jeg måtte inddrage kærestens bil. Som jeg ikke kan lide at køre. Vist; den er sk*** hurtig ift min, den er bekvem, automatgearet og med fin udrustning. Men foretrækker faktisk at sidde ved siden af i den bil.

Og magisk torsdag er bare ikke fremmed-bil egnet for mig. Så hellere den gamle traktor med charmegear, følekobling, sære lyde og en hygge-klapren fra AC´en. Var ved at glemme sædevarmen, der er så varm, at man kan stege bacon på den, hvad visse nok vil hævde, at jeg også gør ind i mellem. Nærmest. Foretrækker egentlig den bil og helst når det ikke regner, for så virker radioen som bekendt ikke. Der må jeg synge selv.

Altså afsted med modernere design-ikon på fire hjul. Det gik rigtigt godt med at køre den 3/4 af vejen, lidt for hurtigt visse steder, men så stoppede verden. Dvs der var sket et uheld på vejen og politiet stoppede al trafik. Køkørsel er jo den rene fornøjelse med automatgear, så intet problem dér. Men da køen stoppede og vi stod stille valgte jeg at slukke motoren. Og den nægtede at starte igen. Sandsynligvis fordi jeg i mørket ikke rigtigt havde fået sat alle indstillinger rigtigt med det der gear og nøgle og hvad ved jeg, så vidunderet ved, at nu skal vi altså stå stille – eller starte igen for den sags skyld. Politimanden, der kiggede manende på mig, mens han med stadig stigende ihærdighed vinkede af mig, først med hånden og så med en lygte, gjorde det bestemt ikke nemmere at betjene rumskibet. Og da han så begyndte at gå over mod mig med slet skjult utilfredshed, mens han talte i sin radiodims, gik det helt galt. Trykkede febrilsk på flest mulige knapper på kortest mulige tid for at få gang i den og helst uden primadonnanykker. Da han står lige foran mit til lejligheden lånte designikon starter det op med en yderst uvenlig, temmelig indiskret og lettere diskanteret wrooOOom lyd. 0->5000 omdrejninger, mindst. At dens eksteriør og lygteføring i mørke heller ikke er særligt venligt, men nærmest lidt bidsk gør det jo heller ikke bedre. Tror måske også den vildt knurrende flytter sig et par cm. Sådan lidt “haps, haps – jeg vil have politimandeben til middag” arrigt. Betjenten foretager et mindre kvantespring til siden og indikerer nu tydeligt til mig, at jeg ikke skal køre – jeg skal standse. NU. Lige nu.

Det er ikonet heldigvis fantastisk til. Klonk, så stod jeg der. Fint og flot. Men desværre en lille smule i vejen for den nu modkørende trafik. Bak gear?? hvor pokker var nu bakgearet i den her tingest.

Det er næsten unødvendigt at fortælle, at jeg pkt 1 måtte dokumentere besiddelse af et gyldigt kørekort, pkt 2 en promille på 0, og pkt 3 dokumentation for bilens normale herskerinde og mit tilhørsforhold til denne.

Følte mig ærligt talt ganske uchecket resten af vejen hjem og så ind og aflevere nøglen til herskerinden med en bøn om, at hun selv måtte lande sit rumskib i dokken. Jeg havde efterladt det ude på vejen og havde kun ringe lyst til at lave den der bakke/svinge/bakke manøvre, der manglede. En manøvre, jeg normalt foretager med lastbilchaufførens øvede og overlegne arrogance. Et kvart blik i et sidespejl og så direkte ind på plads. Baglæns.

Nej, magisk torsdag med indlagte sammenbrud hos en psykolog (og i en sjælden grad efter) er bestemt ikke egnede til fremmede biler. Må køre den en del mere, så den ikke er fremmed for mig mere.

I morgen. Og så lidt mere i mørke. Så jeg ved hvor hvad sidder i lysshowet.

(Den øvrige del af magisk torsdag fortæller jeg lidt om – en anden dag)

Reklamer

7 comments on “Når bilen driller

  1. Lige præcis i sådanne tilfælde er jeg heller ikke specielt begejstret for politiet – jeg kunne sagtens se hele situationen for mig med din levende beskrivelse 🙂

    • Jeg tror nu heller ikke den pågældende betjent havde nogen særlig god dag. Han synes slet ikke noget af det var særligt morsomt.

      Hvad jeg jo i øvrigt heller ikke synes.

      Kæresten derhjemme derimod holdt med sin bil og synes det var stor humor.

      Men stillede hurtigt ind på hvad der var gået galt i start checklisten, så hurtigt at jeg nærmest mistænker at hun har siddet i nøjagtigt samme drilske situation.

    • Havde lysten til at losse betjenten. Og bilen gjorde et behjertet forsøg. Men ser du – at sparke den slags uniformeret, refleksbehængt og tobenet vejudstyr over skinnebenet – det er meget, meget forbudt.

      Så jeg gjorde hvad jeg kunne for at undgå den situation.

  2. Åhhh gud, altså hvor er den nogen gange fedt at være visuelt orienteret.. 😉 Sikke et godt grin du kunne have fået dig sammen med betjenten, hvis du havde bedt om hjælp til at få startet bilen.. 😀

    • Tror hverken hans eller mit humør var til grin lige på det tidspunkt. Så jeg må nøjes med at prøve at underholde jer andre.

      Og visuel orienteret – det er vist en ganske glimrende egenskab 🙂

  3. Pingback: Forhindringer | Overleveren

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s