Lidt om det der hos sexologen

Jeg er blevet spurgt i en mail, temmelig forsigtigt dog, om hvorfor jeg ikke rigtigt fortæller om det der med at gå til sexolog. Har svaret af samme kanal, som man bør gøre, men måske er der andre derude, der tænker det samme. Om hvorfor jeg dog ikke fortæller bare lidt om det. Om det er for privat og for nær min intimsfære?

Og svaret er egentlig nej, det er det ikke. Men det er temmelig meget over grænsen for min kæreste. Og jeg har lovet hende, at hun bliver holdt mest muligt udenfor det her. Og lige præcis omkring dette emne har vi jo så at sige en fælles privatsfære og grænsesætning, hvor den yderst placerede må være den gyldigste og vigtigste at respektere. Så det gør jeg.

Så det følgende er skrevet med en vis omtanke og forsigtighed ved hendes grænser.

Sexolog er så vidt jeg ved ikke en beskyttet titel, og jeg har hørt/læst om kurser, hvor man efter 8 weekend kurser og et enkelt ugekursus på en gård i nordsjælland midt i en masse fin natur, kan kalde sig sexolog; formedelst 23.000 kr. Bemærk at der ikke er nogen krav om forkundskaber eller tidligere erfaring/erhverv.

Yeeehaa, hvor er det godt. En uddannelse med sammenlagt færre undervisningstimer end dem man kræver af en, som vil virke som taxachauffør.

Det er ikke sådan en sexolog, jeg går til. Og hun sidder ikke i et rum fuld af puder med store vinduer ud mod fin natur. Sandheden er mere kedelig, omend lidt mere tillidsvækkende, når man nu er mig. For jeg ved, at hun ikke fik lov til at sidde i dét rum på dét sygehus uden at have kompetencen i orden. Hun kommer ikke direkte fra en pseudo-uddannelse et eller andet sted på sjælland.

Har man ondt i livet går man til psykolog, ondt i kroppen til lægen, ondt i tænderne til tandlægen osv osv – det er næsten fint, acceptabelt og også noget man taler om, nogen lidt for meget ind i mellem, hvis man kigger facebook-opdateringer diverse. Men ondt i sexlivet og til en sexolog. Den snakker man altså bare ikke om. Med mindre man er mig. Og ikke har noget navn. Det er jo nærmest pinligt, at man er faret vild i den del af tilværelsen, som vi betragter som naturlig og en drift. Noget man bare kan af sig selv, og slet ikke lade være med at kunne og ville. Tror næsten det ville være mere socialt acceptabelt at tale om, at man ikke kunne gå på toilettet. I detaljer.

Jeg er faret vild i det her med sex. Det har hidtil været en kontrolleret øvelse for mig med den yderste kropskontrol og balance. Hvor langt kunne jeg gå uden at miste kontrollen, men alligevel med dét kontroltab, der gjorde, at jeg synes det var rart. Har ledt efter de steder i mig selv og min sexualitet, hvor berøringer gav tryghed og ikke ubehagelige flashbacks eller kvalme/kvælningsfornemmelser, og hver gang fortalt mig selv, at på den anden side af de fysiske smerter og psykiske ubehag lå tilfredsstillelsen. Og dét har jeg levet med hele mit liv, at sådan var det altså for mig. Og jeg har aldrig kendt til andet. Vidste godt, at sådan var det ikke for mange andre, men dog flere end jeg troede, men var ved at nå en accept af, at sådan var det for mig, og at det var der bare ikke noget at gøre ved. Smerterne og ubehaget var noget, jeg skulle leve med, hvis jeg ville være i et forhold.

Samtalerne hos sexologen handler om at finde vejen frem til et sexliv uden smerter og uden ubehag. Og dét kan jeg ikke selv. Det kan kæresten og jeg ikke selv. Så derfor får jeg og vi hjælp til det. Det kræver indsigter vi ikke har og en der kan skrælle alt det udenom af og gå til kernen i mine problemstillinger. For det er mine. Det ved jeg.

Det er svære og tunge samtaler. For de går exceptionelt tæt på, og det er så svært at sidde og fortælle om så intime detaljer. Hvor det gør ondt. Hvordan det føles. Hvad gør ikke ondt osv osv. Derfor er det vigtigt, at jeg møder op fuld af tillid og at hun, altså sexologen, er den værdig. Fagligt og menneskeligt.

Men jeg skal tro på, at det hjælper mig. Og det gør jeg så. Og er taknemmelig for at have fået denne chance med den her behandling. Det er ikke alle ofre for sexuelle krænkelser forundt, endsige blot dem, der er faret vild af andre grunde.

Reklamer

2 comments on “Lidt om det der hos sexologen

  1. Wow.
    Det er somme tider svært at komme med noget fornuftigt at sige på nogle af dine indlæg. Som dette.

    Jeg er til stadighed fuld af beundring over at du ER her, at du ikke er gået helt i stykker og gemt væk på en eller anden psykiatrisk afdeling, eller 7 alen under mulde fordi det bare blev for svært til sidst.

    Jeg var lidt blevet hængende i min teenage opfattelse af at en sexolog er en som beroliger en dreng med at det er normalt at hans lem er lidt skævt.

    Det er godt at du stoler på hende – at du kan få hjælp hos hende, for der er meget som skal bearbejdes.

    Du er stærk. og det er flot!

    • Synes faktisk du klarer det der med fornuften rigtigt godt, ellers 🙂

      Ved ikke helt om jeg fortjener beundring, for når sandheden skal frem har jeg jo aldrig rigtigt gjort noget eller reageret på noget. Og jeg tror det er grunden til at jeg er sejlet igennem uden at havne på kirkegården eller den lukkede afdeling.

      Det er jo først i de sidste år jeg er gået i gang med det. Og jo, kirkegård og den psykiatriske har været overvejede alternativer i de her par år eller 3.

      Jeg tror, som jeg vist også antyder, at sexologer findes i rigtigt mange forskellige udgaver og har mange sære baggrunde, og er mere eller mindre seriøse i tilgangen til deres funktion. Fornemmer en lille skepsis overfor faget, og den er langt hen af vejen vist temmelig velbegrundet, og jeg deler den fuldt. Derfor er jeg så tilfreds med at være havnet inden for rammerne af et stort universitetssygehus, hvor kompetencerne ikke er noget jeg selv behøver at spørge til, men kan og bør gå ud fra bare er i orden.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s