Jeg overgav mig og åbnede det der pilleglas, jeg tidligere har omtalt. De nye piller som jeg forhåbentlig ikke bliver afhængige af, og som jeg kan tage når angsten og uroen vil tage over i mit liv. Det har stået åbent i en lille uges tid. Og det er egentlig et lille bitte lokalt mirakel, for de piller virker helt som de skal og som vi havde håbet, og det er jeg lettet over. Var vist et klogt valg lægen foretog dér.
Forudsætningen for at de virker er dog, at jeg ved hvornår noget er på vej. At det ikke kommer som et lyn fra en klar himmel. Men oftest ved jeg det jo selv, da jeg har levet med den her sygdom i så mange år, at jeg nærmest kan reaktionsmønstrene udenad. Jeg bliver presset af et eller andet mere eller mindre vigtigt (og som andre ikke engang ville tænke over) og så kommer nervøsitet, der følges af anspændthed og så kommer angsten og endelig enten aggression eller flugt. Tidsforløbet i den udvikling kan være sekunder eller flere minutter/timer. En periode, hvor jeg faktisk ikke rigtigt kan hjælpe mig selv ud af tilstanden. Men kan jeg fange den fra start og så tage lidt kemisk hjælp som bremseklods – så måske ?
Jeg er ret overbevist om, at jeg ikke kan tåle at få de der angstanfald. At de i sig selv kan sende mig en tur ned af slidsken, den der ender i det mentale helvede. Et sted jeg ikke er ganske sikker på, at jeg kan komme fra igen. Der hvor jeg atter beslutter mig til at verden er alt for stor og alt for farlig til at jeg tør bevæge mig ud i den, og at alle nye mennesker jeg møder pr. definition er farlige og vil mig en masse ondt.
Ville ønske jeg kunne skrive et positivt indlæg, sådan et sprudlende “jeg er i live trods alt” et af slagsen. Men desværre, det går ikke, for jeg har lidt krise i øjeblikket.
Pillerne skærer toppen af krisens konsekvens og gør at jeg kan klare det og får en fair chance for at vende udviklingen. En gang til.
Den her sygdom. Det er altså fast arbejde.
Må gå en tur i skoven og tænke på noget andet i dag. Det siges at blive godt vejr. Og der er behageligt få andre og meget farlige mennesker.
Og forresten – afsted med min bil. Der knækkede jo en bagfjeder. Naturligvis. Nye fjedre er fremskaffet og lokal kinesisk mekaniker mand sagde “I gå til mekonom, købe fjeder, jeg skifte, 500 kr”. Og det gør vi så og tror ikke vi skal bede om en kvittering.
I øvrigt er der en lille pudsigt mysterie i det her omkring medicin. Jeg fortæller ret åbent om angst, om ptsd, om sygdom, gamle traumer og behandling – men det var rigtigt grænseoverskridende for mig at sætte navn på de piller jeg får nu. Det var næsten for privat. Sært.
Overleveren 
Det lyder godt for dig med den medicin.
Nej jeg tror ikke du skal bede om en regnning på det værksted.. 🙂 Du skal vel heller ikke bruge den til noget.. 😉
Vi må nøjes med at fremvise kvittering for ny fjeder – bilen skal jo sælges! Tror jeg.
Og ja, det er fint med den medicin. Bedre end at skulle og kunne undvære, men ikke superoptimalt. Ville bare ønske at det ikke var nødvendigt.
Nåmn, så er det jo en meget klog læge du har fået dig der 😉
Det er nogle gange noget af en overvindelse at tage den første pille. Flot at du har gjort det – og skønt at det så virker!
Det glæder mig for dig! – ja jer.
Og så den bil der.. KOM SÅ AF MED DEN – er du klar over hvad det koster jer at have den med alle de dumme reparationer? Argh altså – men jeg KAN bare ikke biler der ikke virker – er ligeglad med hvor ny eller hvor fin – men de SKAL altså virke!
Kan så godt se hvad du mener med at fortælle om navnet. Som om NU har man sat et mere konkret ord på det man fejler ved at sætte ord på medicinen.
De andre detaljer du har fortalt om ER mere diffuse.
Men det skal nok gå – og jeg er sikker på at dette kan hjælpe dig videre mod en raskere tilstand!
Bilen skal sælges, og helst nu hvor tingene virker. Man ved jo aldrig hvornår et eller andet går i stykker igen, en visker hopper af, en dør der ikke kan lukke, eller jydekrogen knækker delvist af og ligner noget der burde kureres med viagra. Og så er den nysynet. Uden problemer. Altså bortset fra rust i krogen. Ak ja.
Jeg håber det er det rigtige med de piller nu, men det føles sådan. Men som du selv inde på – var sgu lidt af en overvindelse. Første gang.
Tror også du har ret mht navnet på medicinen, og om hvorfor det lige var så svært. Gentager det lige for at demonstrere at nu kan jeg – om ikke andet – så ihvertfald stave til det: Propranolol …