Ugens glade krøbling

Ugebladene og visse tv-kanaler har en særlig skabelon for historier som går under fællesbetegnelsen “Ugens glade krøbling”.

I nødvendige – og unødvendige – detaljer får man beskrevet en sygdom eller en tilstand, der kan være enten medfødt, udviklet eller kommet af en (helst) ganske dramatisk skade eller ulykke. Tilstanden skal også helst have et dramatisk synligt udtryk. Og så, for at kvalificere sig til titlen, skal staklen have en masse mod på livet, gøre ting han/hun ikke burde kunne (som fx løbe maraton på 1½ ben – gerne barfodet) og bedst er det hvis vedkommende ender med at have et fungerende kærlighedsliv med mand/kone, børn, hunde og et par heste. Et landligt hus med lidt havsudsigt i baggrunden og en lang fin allé, hvor man kan tage hånd-i-hånd billeder, gør det hele perfekt og ugebladsagtigt på den der lidt glitrede måde. Ikke et øje tørt.

Skabelonen er en klassiker. Og den sælger hvad enten det er ugeblade eller tv-programmer. Romaner i den lette, hurtige genre af den kategori som antikvariater henviser til bogcentraler diverse, er ofte også bygget over denne skabelon. Det sælger, se bare på Barbara Cartland og Danielle Steel.

Faktisk tror jeg også konceptet ville virke som blog. Men jeg ville blive rigtigt ked af det, hvis det var sådan jeg blev opfattet. Er hverken krøbling, glad eller kun holdbar i en uge.  Har heller ingen villa  med havsudsigt eller idyllisk allé. Og hestene er jeg bange for.

Min måde at skildre mit liv og min baggrund i detaljer er altså lidt styret af, at jeg ikke vil sættes i bås som ugens glade krøbling. Som så i øvrigt er glemt ugen efter, fordi der kommer der en ny glad krøbling.

Men det handler også om, at jeg synes det er unødvendigt, at alle skal kende til alle detaljer i de overgreb der er sket, og hvad de har betydet for mig. Og de udelikate detaljer, der er blodige og forfærdelige, dem holder jeg for mig selv og den lille håndfuld mennesker, der har indvilliget i at få kendskab til hvor slemt det var. Hvor forfærdeligt og smertefuldt. I detaljer.

Visse ting fortæller jeg dog gerne om, også i detaljer, men det handler nu mere om at bibringe en vis forståelse, men det må egentlig godt ske uden, at nogen når kvalmegrænsen. Indsigt, forståelse uden kvalme og/eller medlidenhed – det er målet. Jeg ville aldrig selv læse en bog eller blog, hvor kvalmegrænsen var overskredet. Jeg har set dem på min vej, jo jo, men kanter mig altid udenom. Det er for meget og for udleverende. Eller måske lidt “her er mit liv – og jeg er en sensation – og hvorfor vil forlagene nu ikke trykke min bog om min terapi” agtigt ? Det ville i nogen grad forstyrre min selvforståelse at gå ud over den grænse.

Jeg er et rigtigt levende menneske med en lidt skæv skæbne, og som kæmper sine kampe mod dæmonerne hver dag. Men er hverken en krøbling eller en sensation. Jeg er mig.

Og jeg skriver i øvrigt heller ingen bog.

Reklamer

2 comments on “Ugens glade krøbling

  1. Hvad fanden, har du ikke en lang allé? Det skuffer mig altså lidt.
    I øvrigt har jeg ikke medlidenhed med dig… jeg synes ikke du er under eller over mig – jeg tænker på dig som en søster. Ikke en søster i lidelsen, men som en søster i at leve livet. Et autentisk et af slagsen, ovenikøbet.

    • Jeg må leve med at have skuffet dig, for nej, det har vi ikke. Desværre. Kunne ellers godt bruge sådan én. Ihvertfald til at se pæn ud på billeder.

      Er meget rørt over dine søde ord og i lige måde. Kan ikke helt formulere mig som dig, men det er lige så ment.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s