Sendeudfald

Ok, jeg gav op og efter rigtigt meget tankearbejde frem og tilbage skrev jeg til lægen – jo tak – jeg vil godt tage imod den der medicin igen. Ikke den samme som jeg fik kæmpet mig fri af, men en der er lidt mindre farlig, lidt mindre afhængighedsskabende og virker lidt mere her og nu – mod mine sendeudfald eller “indre uro” som hun så malende kalder det. Indre uro, jo tak. Den kender jeg sgisme godt. Især hvis det er der hvor der sker noget uforudset, uforberedt og hvor jeg reagerer med angst efterfulgt af en stædig og langvarig vrede, der ville kunne trække solen ned på jorden – blot ved hjælp af en fiskesnøre. 

Jeg er ikke sjov at være i nærheden af når det sker. Kæresten har lært lektien og lader mig rase ud, men hun bliver ked af det og bange alligevel. Og det er noget skidt. Især for hende. Og for mig, der har svært ved at blive god igen. Blive rar.

Går ud fra at det betyder. at jeg ikke er rask. Og det må jeg så leve med. Og håber så, at jeg får en lidt mere kontrollabel indre uro, og at sendeudfaldene bliver færre og mere kortvarige.

Hvis jeg skal øve mig i at være rask og hvis jeg skal blive rask, så må jeg altså først prøve at minde mig selv om hvordan det ca føles at være det, og jeg har levet så længe med sendeudfaldene, at de er blevet min ventil og min rutine. Og den dur bare ikke mere, og jeg har ingen gyldig undskyldning for at give efter for den angst og den vrede, der er ved at æde mig op indefra. Og hvis der skal medicin til for at få mig ned på jorden, så dét bliver min rutine igen, så må jeg sige tak og ja tak.

Reklamer

6 comments on “Sendeudfald

  1. Smadder flot tænkt!!
    Jeg tror det er en rigtige løsning. Det tror jeg virkelig.

    Det er ikke smart at det går ud over kæresten – det holder slet ikke i længden!

    Tror måske ikke du skal se dig selv som værende syg. Men du får den medicin for ikke at blive syg igen. Du er skrøbelig og skal passe på dig selv.

    • Det er kloge ord du giver mig med på vejen (ned til apoteket). Og jeg tror også det kan være det rigtige nu. Har en god læge, der er ganske påpasselig så hun ville nok heller ikke stikke mig en recept med mindre hun også synes at det var det rette at prøve. Hovedsagen for mig er at det ikke er det skrappe medicin igen – det jeg kæmpede for at komme af med. Den kamp vil jeg helst ikke have kæmpet forgæves. Men vil jo heller ikke skulle kæmpe mig tilbage mod raskheden igen, og af de samme trange stier som før. Den klarer jeg kun den ene gang. Men helt, helt ærligt – det føles som et nederlag af de større.

      Og nej – dét holder jo ikke i længden. Hverken på den ene eller den måde.

    • eller sygere – kunne man måske sige.

      Jeg erkender nederlaget, lader som om det ikke er et nederlag og så prøver jeg lægens forslag. Det er ganske givet ganske velovervejet.

  2. Wauw. Jeg har gået og tumlet lidt med tanken; skal, skal ikke – til medicin, her det sidste stykke tid. Noget angstdæmpende. Noget ‘til at tage toppen’.
    Har fået det før, men havde egentlig besluttet at det skal jeg ikke igen!
    Indtil flere omkring mig (bl.a. terapeut & også en læge, og veninde med store angstanfald) begyndte at tale om medicin.
    Jeg stejlede faktisk fuldstændigt. Blev afsindigt vred! Tosset! Arghhhh! ‘ jeg vil squ ikke have medicin. Jeg vil lære at leve!’.
    Alligevel har tanken, om det måske kunne være en hjælp, når nu mine vilkår er som de er, strejfet mig mere eller mindre dagligt. Jeg bryder mig virkelig ikke om tanken, at skulle tage medicin. Men, jeg bryder mig heller ikke om, at have det som jeg har det nu. Og være så hæmmet af en angst der bare kører af med mig – og en angst der måske kunne føles mindre… hvis jeg hjalp den med at få lidt ‘ro’. Ikke blive så satans voldsom. Uanset om det så er kemisk hjælp. I en eller anden forstand.
    Din formulering; ‘Hvis jeg skal øve mig i at være rask og hvis jeg skal blive rask, så må jeg altså først prøve at minde mig selv om hvordan det ca føles at være det’ – er ret meget spot on, for mig. Det er sq* rigtigt nok. Du har fat i noget der. Tak for den betragtning.

    • Jeg ser på medicin på en ret simpel måde. Det er kemi, der bliver tilført kroppen, enten fordi kroppen ikke selv kan producere det kemi den skal bruge, eller fordi den producerer for meget af noget andet kemi og at dette skal blokeres/nedsættes. Kroppen bliver sendt mod en ligevægt af den kemi. Og det er der nogle rigtigt kloge hoveder der har brugt rigtigt lang tid til at finde ud af.

      Plejer at sammenligne det lidt med diabetespatienter der skal have insulin – ville du tænke og mene om dem at de bare skulle prøve at lære at leve i stedet ? At de skulle prøve at tænke sig til at de slet ikke manglede det der insulin?

      Problemet opstår egentlig først når det er noget med vores hjerner og psyke – så bliver det pludselig rigtigt grimt at tage den der kemi. Tabuiseret. For man kan da bare tænke sig til at man ikke mangler noget mere. Og det er egentlig noget sludder, for hjerne er jo osse langt hen af vejen et fysisk og kemisk objekt. Med skævheder og fejlfunktioner der kan rykke kroppen væk fra den ligevægt.

      Mine personlige overvejelser gik faktisk ikke på medicin eller ej – men mere på at jeg jo lige var blevet fri af medicinen, og følte mig stærk nok. Hvad jeg så nok ikke var alligevel.

      Kemien i form af medicin kan give den ligevægt, der gør at du kan begynde at arbejde konstruktivt med angsten. Men gør det for guds skyld med en læge du stoler på og som du er rimeligt sikker på har styr på detaljerne i det her.

      Og så er der jo lige den der betingede refleks. Vi lærer vores krop og sjæl at “uha nu skal vi blive angste for det plejer vi jo at blive i en eller anden given situation”. Og så kommer det egentlig af sig selv til sidst uden at der egentlig var nogen udløsende grund til det, blot fordi vi forventer at nu kommer det. Lige som Pavlovs savlende hunde. Dette mønster kan medicin være med til at bryde.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s