Magisk torsdag´s tanker

Det er i morgen. For en gangs skyld har min chef holdt sin aftale om, at jeg kan holde en halv fridag. Faktisk i bekymrende grad, er jo nærmest endt med at blive en hel fridag. Mon man skal blive lidt bekymret over det? Nej, gider egentlig ikke flere bekymringer lige nu. Så jeg tager imod og har kvik-arrangeret aftaler ude i byen, aftaler som ellers ville have været kropumulige pga afstand og tid. Og så må jeg jo bare håbe på noget godt vejr så jeg kan slå den overskydende tid ihjel et eller andet sted, hvor det er spændende at gå en tur. Havnen i Roskilde har været et godt bud hele sommeren, men der er dælme trist i regnvejr. Hepper på solen, eller en vild drama himmel.

Jeg overvejer at tage min tvivleri-liste med til psykologen, men tror ikke på, at jeg kan regne med hendes råd om bil, sociale medier og valg af telefoner.
Men hun er klog mht spørgsmålet om at skulle se min bror i næste måned. Jeg tror, hun forsigtigt vil fraråde min deltagelse i en sådan sammenkomst. Og hvis jeg skal være ca helt ærlig, så er der faktisk ikke ret meget mere at overveje. Jeg vil bare ikke se den mand. Ikke nu. Ikke sålænge jeg arbejder med de her ting. Han tænder mine mareridt og gør mig til en lille forsigtig pige, der ikke tør tage sig selv alvorligt nok til at sige fra – eller endnu være – sige til. Skælde ud eller bare fortælle ham, at han er et pjok, der ikke er mand nok for at lege med voksne kvinder i stedet.  Det har vist bare desværre lange udsigter, og ind til da må jeg prøve at holde mig størst mulig afstand af ham. Har tænkt en del over, at jeg langt om længe må erkende, at det er det særlige ved incest, at man aldrig slipper af med sin krænker, som det så malerisk bliver kaldt. Men nogen fortæller mig, at de faktisk er sluppet af med krænkeren – ved at søge en konfrontationen. Men jeg tror faktisk ikke så meget på det, for krænkeren vil jo altid spøge i baggrunden et eller andet sted i familien eller dennes omgangskreds.

Og jeg vil altid se på min brors søn som netop hans søn. En pragtfuld ung mand i dag, som jeg bare ikke kan holde ud at være sammen med. Fordi han ligner sin far, da han var i samme alder på en prik. Samme ansigt, samme kropsholdning og næsten samme stemme. Og så holder ligheden heldigvis op. Men jeg må undvære ham, og han forstår det jo ikke. Mine forældre forstår det ikke. Ordene “Jeg burde… “ står med flammeskrift i mit hoved. Og mit svar er blot en hvisken; kan ikke, vil ikke og magter ikke konfrontationen.
Og så er han jo sønnen, mon han har haft problemer af at have den far skæbnen gav ham. Mon han har været udsat for noget. Og hvis han har, er det så mit ansvar? Fordi jeg ikke sagde fra og tog konfrontationen? Og hvad med de andre børn? Eftersom jeg ikke ser min bror ser jeg heller ikke dem. Er vist egentlig heller ikke meget han ser dem. (I wonder why..)

Tanker om medansvar og skyld fylder rigtigt meget. Og om mit legendarisk dårlige forhold til børn.

Det bliver vist en tung samtale hos psykologen. En samtale, hvor der også er et par huller der skal lappes i tillidsafdelingen.

Reklamer

9 comments on “Magisk torsdag´s tanker

  1. Tænker nogle gange det samme med min eksmand, fordi jeg ved han havde pædofile tendenser… selvom jeg ikke ved om han bare havde det i kæften for at chokere mig, eller faktisk også havde drømmene. Jeg tror ikke han havde handlingerne, for han var … ikke stærk og handlekraftig.
    Jeg tænker vi må tage ansvar for det vi kan – og det er mange gange for at blive i stand til at tage mere ansvar. Du ved, ligesom: jeg er ikke ansvarlig for det jeg ikke ser, men jeg er ansvarlig for at blive seende.
    Men jeg har aldrig set ham gøre noget ved en anden. Jeg har ikke set ham gå over andres grænser end mine. Så derfor kan jeg ikke gøre så meget… jeg har heller ikke på anden vis haft kendskab til han gik over andres grænser. Så derfor bliver det hans ansvar – for jeg er ikke i tvivl om at hvis jeg havde overværet ham gå for langt overfor nogen, og jeg havde været der, så havde jeg kastreret ham på stedet. For så bliver den indadvendte vrede fandme forvandlet øjeblikkeligt.
    Men selvsagt har jeg mange gange tænkt på hvad jeg kunne gøre for at undgå at andre kvinder skulle lide som jeg… og en ting, jeg kunne, var at holde op med at lide. Og være helt helt ærlig om hvad der var sket. Fjerne mig fra ham. Lægge vreden hvor den faktisk hørte hjemme – hos ham: Det er IKKE okay, at du behandler mig sådan.
    Kender du sangen I’m not a Red Football med Sinead O’Connor? Der synger hun hvad hendes mor har gjort ved hende… den er fantastisk at synge når man har brug for at mærke man i dag kan stoppe tingene…

    Ønsker dig en masse godt og fantastisk over det hele… og tak for dine skriverier.

    • Jeg læser dine ord og må konkludere at du er stærkere end mig, når du kan mønstre så meget vrede og styrke til at sige fra i en situation, som du godt nok ikke har oplevet, men som du alligevel ved hvordan du vil håndtere. Jeg er en notorisk kryster og jeg ville nok ikke kunne finde ud af noget der ligner.

      Selv tak for gode ønsker og velbekomme… Dybest set forstår jeg ikke helt hvad læsere af den her blog får ud af at læse med. Hverken hvis vi har fælles oplevelser i livet eller ej. Men jeg har hørt af omveje at der faktisk er en del ofre for overgreb der kigger med her og får noget ud af det. Og det glæder mig da omend jeg jo ikke helt forstår det. Men har heller aldrig selv søgt andres livshistorier med sexuelle overgreb, da jeg ikke har kunnet bære at beskæftige mig så meget med det, da jeg jo havde ganske travlt med at begrave mit eget liv med overgreb i hukommelsens skraldespand (den med storskrald nærmest).

      • Åh, men jeg har stået i lignende situationer… fx med min mor.
        Og jeg kan røbe at hvis man slår hovedet fra, og ideerne om hvad man kan og ikke kan, eller lader være med at planlægge på forhånd, og så bare b r ø l e r ind i hovedet på den anden… så sker der ting og sager.

        Jeg ved ikke om jeg er stærkere. Jeg stod bare på et tidspunkt i en situation hvor jeg havde mistet alt. Ingen mand, ingen børn eller mulighed for det, ingen familie tilbage, for dem måtte jeg ikke se, ingen job eller selvanseelse, ingen venner, ingen glæde – og ingen selvopholdelsesdrift, og heller ikke særligt noget ønske om at tage mit liv – bare et sløvt ønske om at dø.

        Og jeg blev FRI – for det er så længe vi har noget, vi gerne vil beholde i vores liv, at vi kan miste noget – og derfor lide, eller frygte at lide.
        Siden da blev jeg skarp til at se på hvad jeg frygtede at miste i enhver situation, og så blev jeg skarp til at se hvad den frygt gjorde ved mig…. nogen gange er det mine egne ideer om hvem jeg er, jeg er bange for at miste, eller andres kærlighed, eller status quo… whatever. Penge, anseelse, sexbekræftelse, livstillid.

        Det tog så fem år efter mit ægteskab før jeg virkelig fandt ind til denne kerne – måske er jeg først ved det nu… men jeg fandt hurtigt ud af at det at flygte altid altid altid er værre end hvad jeg flygter fra.
        For jeg mister mit liv i flugten, men det gør jeg kun muligvis hvis jeg konfronterer… så der er en lille fordelschance ved ikke at flygte.

        Min mor har i øvrigt vænnet sig til at hvis jeg skriger LUK SÅ ARRET ind i hovedet på hende, så får hun meget hurtigere den kærlighed og accept hun søger, hvis hun faktisk skifter spor… ligenu.

        De varmeste tanker og tak fordi du tager dig tid til at svare…

        Glæder mig også til flere af dine vidunderlige fotos.

        • Sidder og læser dine ord flere gange – og til sidst med ansigtet begravet i hænderne. Der er noget i dine ord der trækker minder frem som jeg faktisk ikke lige havde lyst til at tænke på nu, og derfor må du lige vente lidt med svaret. Det håber jeg er ok?!?

          • Alt du gør er ok… og inspirerende…
            Og som jeg lige har skrevet til din nyeste post, så synes jeg ikke man skal planlægge en konfrontation – men tro på at hvis der kommer en situation, hvor den er det rigtige – så vil man have kræfterne og styrken og den fornødne viden.
            Jeg tror ikke på psykodrama-konfrontationerne – men hvis det sker af sig selv, vil det gå godt.

            Jeg er ked af hvis jeg lyder som om jeg mener man skal gå rundt og rydde op – for det har jeg bestemt ikke selv gjort heller, og jeg vil heller ikke gøre det ever.

            Men nogle gange ser jeg at jeg er blevet meget bedre til at sige fra her og nu overfor noget ubehageligt – og det rydder så ligesom op i gamle lag også – jeg tror faktisk det er svært at gøre det den anden vej rundt. Jeg fik først ro i det gamle da jeg begyndte at løfte mit liv nu til mere kærlighed… overfor mig, fx.

            Varme tanker og undskyld hvis jeg har lydt dømmende.

          • Du har ikke lydt dømmende! Men det var som om det hele pludselig handlede om at sige fra og konfrontere, og det fra alle sider. Og jeg tror det var dét jeg begyndte at reagere på… og sige fra overfor, måske 😉

            Er stadig dybt benovet over at der er nogen derude der kan bruge mine skriverier til noget, og som kalder det inspirerende. Og lidt ydmyg over at få dén rolle.

  2. En dag finder du forhåbentlig styrken til at kalde ham et dumt svin, så han kan høre og mærke det, men indtil du finder den styrke, så er det nok bedst at undgå ham, på trods af hvad familien mener du bør gøre.
    Mit bedste råd.. selv om du ikke har bedt om det 🙂 er at gøre det DU føler er bedst for DIG, det du kan mærke i maven er det rigtige.
    God magisk torsdag.

      • Det blev heller ikke i dag, men der har jeg faktisk aldrig været. I dag gik ventetiden med ganske anderledes aktiviteter. Udendørs, på motorvejen og i regnvejr af værste skuffe. Beretter mere andet steds.

        Jeg tager gerne i mod råd, og hvis jeg ikke ønskede dem (sagt eller usagt) så ville den her blog være en ret skidt ide 🙂 Så tak for at du tager dig af hvad jeg skriver og gider give råd. Og jeg tror du har ret. Især i det der med mavefornemmelserne. Det er jo altid i mave tarm systemet at man kan mærke om noget føles rigtigt eller forkert. Og det føles egentlig ret forkert for mig at opsøge steder han er, uanset om det er hans hjem, mit hjem eller en sammenkomst på et mere offentligt sted. Jeg vil nok bare ikke se ham. Punktum.

        Om styrken kommer en dag – jeg aner det ikke. Er altså ikke noget særligt stærkt menneske.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s