Fri mig !

Så blev jeg præsenteret for, at min måde at komme videre på er et eksempel på blå bloks beskæftigelsespolitik og at den virker. Er blevet brugt som eksempel på et valgmøde i provinsen af repræsentanten fra Liberal Alliance. Jamen, altså… Hvordan hun har fundet frem til min historie kan jeg kun gætte på, da jeg ikke engang ved hvem hun er. Men mon ikke ikke at den, der refererede debatten for mig, har noget med det at gøre.

Essensen, så vidt jeg har forstået, var at man bare kan sende psykisk syge ud i job så bliver alt godt. Men kære ven, så unuanceret kan man altså ikke se verden, selvom jeg jo godt ved, at det der med nuancer ikke er Liberal Alliances allerstærkeste side.
Hos dem huserer en sær og ikke særligt sympatisk blanding af darwinismens survival of the fittest og ægte Adam Smith liberalisme i værste minimalstat udgave, hvor markedskræfterne skal bruges til at styre næsten hvad som helst.

For nu at sige det lidt diplomatisk, den beskæftigelsespolitik og håndtering af psykisk syge samt langtidsledige, vi har set i de sidste mange år er ikke menneskevenlig. Den er uegnet til at tage hensyn til særlige problemstillinger og forsøger at ensrette mennesker efter devicen – ud i jobprøvning, praktik  og hvad ved  jeg, så skal de nok finde ud af at få job af sig selv. Og virker det ikke, så trækker vi dem da bare i sygedagpengene, så skal de nok blive raske/raskere eller kvalificerede/bedre kvalificerede til job. Man kan ikke helbrede mennesker med markedskræfterne, men det har de desværre bare ikke forstået.

Fri mig for at blive spændt for LAs valgvogn. Min historie blev som den blev, fordi reglerne blev bukket og bøjet for at give mig den fred, jeg skulle bruge for at komme ud af min osteklokke, hvor jeg var bange for mennesker, bange for at gå ud (men skulle jo på jobcentret – og så blev jeg sygere af dét). Min historie blev som den blev på trods af systemet og i stadig kamp med det, ikke i kraft af det. Jeg blev ikke tabt på gulvet, selvom jeg til sidst fik ro fra systemet, jeg genfandt kræfterne til selv at rejse mig. Havde de presset mig og fastholdt mig i et stressende forløb af arbejdsprøvninger mm så havde jeg været på passiv og permanent forsørgelse i dag. Syg af alt for mange krav, alt for mange mennesker og indtryk, som jeg ikke kunne håndtere, på et alt for tidligt tidspunkt.

Fri mig for at være en af systemets succeshistorier – jeg er én sagsbehandlers succeshistorie. Hende, der stædigt lyttede på læge og psykolog og kæmpede for mit behov for ro til heling. Havde hun fulgt reglerne “by the book” var jeg blevet et af systemets skræmmebilleder i stedet. Sådan ét man kan slå andre i hovedet med og sige –  se hvordan det går, når vi ikke presser endnu mere på. (opdatering, da jeg har fået at vide at dette er tvetydigt, hvad det også er) Havde hun fulgt reglerne “by the book” og lagt det pres på mig, hun skulle, med trusler om at inddrage sygedagpenge var jeg blot blevet sygere og svagere, og var formodentlig endt med den førtidspension som de egentlig ville undgå. Blå bloks svar på det ville ikke være, at her måtte man holde sig tilbage og lade tiden virke for sig, men tværtimod presse endnu mere på, for at undgå at “fastholde” de syge i at være syge. De ville gøre det hele endnu strammere. Og jeg ville være endt som et skræmmebillede på en “arbejdsduelig der var endt på førtidspension”.

Fri mig.

Reklamer

4 comments on “Fri mig !

  1. Du har så ganske ret. Jeg er enig med Liberal Alliance i mange ting, men netop deres politik på dette område frastøder mig også. Man bliver altså ikke ved et trylleslag rask af at arbejde, det er så ganske misforstået og hvis man er stresse, deprimeret, angst – slet ikke. Jeg kan kun håbe (ikke pænt) at disse mennesker en dag selv ryger ned, gad vide, om de så forstår det???

    Er det mig eller har du formuleret dig forkert i sidste sætning. Du var vel blevet et eksempel på, hvor “se hvor vi ender, hvis vi presser på”, hvis hun havde fulgt reglerne?? Prøv lige at læse det igen 🙂

    • Ok jeg formulerer mig lidt knudret, men sådan er jeg. En knudedame, også på skrift. Men har prøvet at rette teksten så det bliver bare lidt mere tydeligt hvad jeg mener. Håber jeg…

      Jeg er så gal over at de sætter ukvalificerede til at sidde og bedømme folks helbred, uden overhovedet at have mødt de personer det handler om. Men jeg har været så heldig med min vej, at det gør helt ondt. Især fordi jeg jo godt ved at det var held, og at 99% af de andre der skal det samme igennem i systemet som jeg får en menneskefjendsk og kynisk behandling, der allermest handler om “hvordan sparer vi de her penge uden at gøre for meget arbejde”. Jeg kan godt engagere mig i de andres historier, liv og forløb selvom jeg ved at jeg bare var … heldig. Og det gør mig vred, at det skal være held der er afgørende.

  2. Det har da ikke noget med politik at gøre 😉 Det har noget at gøre med mennesker og folk som gør deres arbejde godt!

    Men det er yderst usympatisk at blive brugt som eksempel i partipolitiske sammenhænge hvis man ikke lige syns’ det samme som det givne parti. Jeg var eddermame blevet gal i skralden!!

    • Tak – jeg tror du har tilgivet mig det halvpolitiske indlæg 😉

      Og ja det er usympatisk, men jeg må jo leve med det. Det der gør mig vred handler ikke om at jeg er enig/uenig med den der gør det – men mere at vedkommende slet ikke har sat sig ind hvad der skete, men bare siger “her har vi et eksempel på en med svær PTSD der klarer at være i job”… og så glemmer alle mellemregnestykkerne om hvordan jeg faktisk kom dertil. Mit private mount everest.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s