Dukkedans

Har hidtil fortrængt mulighederne for fortrængninger generelt. Ren benægtelse og laden som om dette særlige emne ikke havde noget med mig og mit liv at gøre. Og så hopper den op og bider mig et pænt stykke over højre balle. Heldigvis hos psykologen som er fint i stand til at hive mig ud af det mørkeland jeg blev sendt ned i. Fint i stand at være nærværende og ikke bare en fjern, fjern røst, der prøver at kalde mig tilbage til nutiden, til sit “rum”.

Det hele begyndte med almindelig snak om angstanfald, som jeg jo måske/måske ikke havde havde startet dagen med. I forsøget på at give mig nogle redskaber til at håndtere de her angstanfald rejser hun sig og går ud midt på gulvet. Vil forklare et eller andet om at bevare og genetablere jordforbindelsen, og (tror jeg i situationen) prøver at lokke mig til at rejse mig fra stolen og deltage i øvelsen. Jo, jeg hørte skam efter og så osse gennem tågesynet. Men hos mig var det som om jorden åbnede sig, og gav alt andet end den forbindelse til mig som vist var intentionen med manøvren. Sank ned i et dybt mørkt hul og kunne slet ikke komme ud af det igen.  Jeg tror nok, at det har et eller andet fint ord, det der sker, men jeg må tilstå, at jeg ikke er interesseret i de tekniske termer, der dækker sådan en tur, men mere i hvorfor det sker, og hvad der skal til for at jeg kan komme derfra igen. For der er ikke rart at være. Det er som om der åbner sig et sort hul foran mig med en grå/hvid/sort tornadotrakt, som bare suger mig ned i erindringernes allerdybeste huller. Og det er ikke de gode erindringer, der gemmer sig bag tornadoen.

Det larmer i ørerne og langt, langt væk kan jeg høre en stemme, der prøver at kalde mig tilbage. Det er naturligvis hende psykologen, der prøver at genetablere kontakten. Det virker bare ikke, for når jeg er der, har jeg ingen ord, kan ikke få ordene ud fra hovedet og udtale dem. Og det er jo lissom alt hvad psykologen har at gøre godt med; hvad jeg fortæller hende. Fortæller jeg ingenting om, hvad der foregår, så sker der ingenting. Og dog, for jeg tror hun på et tidspunkt mister tålmodigheden med mig og sætter sig over til mig og “klør mig lidt bag øret”. Giver fysisk nærvær, og så kommer jeg lige så stille kravlende ud af mørket. Ikke altid i stand til at fortælle, hvad jeg har oplevet der inde. Men tilbage kommer jeg. Får dog ikke lov til at forlade hende, før hun er nogenlunde sikker på, at hun roligt kan sende mig ud og køre på vejene igen. Og her har jeg som regel mere travlt end hun. Jeg vil derfra og ud hurtigst muligt, og hun holder mig tilbage så længe, hun vil. Tror ikke, at hun vil lave en american football tackling/blokering på mig, hvis jeg stædigt går mod døren. Det er dog ikke nødvendigt, den mentale blokering, hun laver, virker fint nok. Går ikke før jeg “får lov”.

Og nu var det altså den forholdsvist fredsommelige syssel at stille sig ud på gulvet og bare stå, der sendte mig på tornadoridt ned i de værste erindringers land. Og jeg vidste ikke rigtigt hvorfor. Og hvad der ventede mig denne gang. Men meget langsomt begynder ordene at forme sig, så jeg bliver i stand til at fortælle om det.

Jeg vil ikke ud på gulvet og stå. Er bange for det og vil ikke ses på. Det er ikke fordi jeg ikke har tillid til psykologen, men i den situation mangler jeg tillid til mig selv i stedet. Det var en af min brors små særheder, at hans lege med mig startede med, at jeg skulle stå på gulvet foran hans seng. At han skulle se på mig. Se mig. Se mig dreje rundt. En meget speciel leg han havde dér. For mig betød det, at jeg vidste hvad der nu skulle ske. Det var som en indledning til selve det misbrug der fandt sted. Det sexuelle. Men var det sexuelt allerede der? Ydmygelsen sidder stadig i mig, og jeg tror nok (men ved det faktisk ikke) at jeg også dengang følte, at den her leg var forkert. Allerede ved “gå ud på gulvet og lad mig se dig – og hvor er du blevet stor nu” legen. Måske var det en bortforklarbar og næsten uskyldig indledning for ham, hvis han blev opdaget. En indledning han dog ville have fået noget ud af. Kan godt huske hvad han gjorde, der på sengen. I dag tænker jeg at han vist behandlede mig lidt som en dukke. Der dansede sin dukkedans for ham. Og uden at kunne protestere lod ham lege. Er fuld af selvbebrejdelser over at det skete. Hader at det skete. Hvis et barn kan føle den slags ydmygelse, så er det nok det rigtige ord at anvende. Men måtte ikke græde, så han blev han vred. Så det gjorde jeg ikke. Og aldrig når han var i nærheden. Heller ikke hvis han gjorde noget, der gjorde ondt. Han måtte bare ikke se det, for så blev han vred.

Det er dog pokkers, at en så uskyldig ting som at stille sig ud på gulvet hos psykologen kan få gang i den her erindring. Men sådan er det, det var den forkerte – eller den rette om man vil – knap, der blev trykket på. Mit held er at hun så giver sig tid til at hente mig tilbage igen.