Var omkring lægen i denne uge, og den dag var kaotisk fra start. Fint nok at hun lige skal sikre sig, at alt er ok efter det der medicinstop. Men sikken dag, hvor alle aftaler blev akkurat overholdt og jeg smed bilen ca 30 sekunder før jeg skulle mødes med nogen af dem. Det være sig venner til frokost, en læge og en psykolog. Forekommer mig at de sjællandske veje ikke længere er belagt med asfalt, men derimod består en af én stang metal med en masse hjul.
Man bliver en smule presset.
Og dagen var startet i noget værre roderi. Jeg faldt om i badeværelset og var helt væk. Og alene. Det er skidt og i øvrigt også et skidt sted at ligge. Temmelig koldt. Kom til mig selv og var fuldstændig sikker på, at jeg var midt i alle tiders tilbage fald af angstanfald. For det var lige sådan det var, altså bortset fra, at jeg jo som regel nåede at komme i dækning inden jeg gik i gulvet af panik. Noget var anderledes, men jeg blev bange. Og ked af det. Resten af tiden derhjemme gik i rent fjumseri med svimmelhed og koldsved og angst og hjertebanken.
Fantastisk ide at sætte sig ud i en bil sådan en dag, men kom dog forholdsvist hurtigt til mig selv, satte bilen i gear og begav mig ud til dagens aftaler. Og så begyndte det ydre stress i form af trafikalt bøvl diverse. Og det gad jeg altså bare slet, slet ikke.
Og jo, talte med psykologen om dagens start. Hun var ikke bekymret for at jeg var på vej ind i et tilbagefald af længere varighed. Men emnet førte direkte ind i noget, der var meget svært for mig at tale om, og det blev en meget tung time jeg havde dér.
Talte med lægen om morgen-anfaldet, og hun havde det skægge, men garanteret velovervejede forslag; overgangsalder. Den er satme købt. Hellere det end alt det andet. Så jeg hepper på det og ikke på tilbagefald med angstanfald med regelmæssighed som et kystbane-tog (man ved det kommer flere gange hver dag, men ikke hvornår), for det orker jeg ikke.
Egentlig tror jeg det værste ikke er angsten, hjertebanken og svimmelheden. Det er angsten for angsten, og et eller andet sted er den til at genkende – at man bliver angst for at blive angst – og derfor bliver angst. Så hellere overgangsalder! Gider ikke engang forholde mig til hvad det så betyder og om det er tidligt. Hvis det er sådan det er, så er den accepteret.
Aldeles unødvendigt at uddybe at angsten for angsten er en rigtig skidt, temmelig selvforstærkende spiral at komme ind i. Tro mig, jeg ved hvad jeg taler om. Har været der, købt t-shirten og det hele.
Overleveren 
At være angst for angsten må være absolut rædselsfuldt, jeg håber lægen har ret.. overgangsalder er også træls, men bedre alligevel.
Hav en god og rolig weekend. 🙂
Stillet over for et valg, ved jeg godt hvad jeg ville vælge. Men har ikke noget valg, så jeg må nøjes med at håbe. Og tak for ønsket om en god og rolig weekend, håber du havde ca det samme.
Og modstanden mod angsten for angsten kan også være drøj…. ;D
Jeg synes jeg har lært at jeg er som jeg skal være… og hvis jeg har en dag som i dag, hvor jeg bare har sovet en masse, og godt lige kunne tænke: jeg kan jo ingenting, jeg kan ikke engang holde mig vågen og passe det, jeg har lovet at gøre – så husker jeg hvad min eks-elsker altid sagde, når jeg dømte mig selv og mit liv og syntes alting var tegn på jeg var evigt skadet – hvis jeg fx sagde til ham: Nej nej nej, nu har jeg haft black out igen, hvad skal jeg gøre? Så sagde han bare: Så er det jo så sådan det er lige nu.
Hvis man ikke kan elske virkeligheden – og det liv man er og har lige nu, og vide at man er nøjagtig der hvor man skal være – så kan man ikke elske sig selv. Og der er faktisk en pointe i at gå hen mod at elske sig selv: Man er det værd.
Jeg fandt ud af efter mange strenge år at hver eneste gang jeg tænkte de der: Jeg skulle ikke have haft den her følelsestur. Jeg skulle også vide hvad jeg ville med mit liv nu. Jeg skulle også have været en, der kunne bruges til noget. Jeg skulle også have været i gang med at male og skrive, nu jeg er god til det. Jeg skulle også have haft kæreste, intimitet og åbenhed nu – hver gang jeg tænkte alle de der ting – incl: jeg skulle ikke have haft det her afskyelige angstanfald nu – så var det forklædt selvhad… for hver gang fortalte jeg mig selv at jeg ikke klarede mit liv godt nok.
Ah, men nu omfavner jeg når jeg rigtig fucker mit liv op… bare fordi jeg KAN… 🙂
“modstanden mod angsten for angsten”; den kan jeg osse godt følge. Men tror kun det er muligt fordi jeg har været der selv.
At se dine angstanfald som forklædt selvhad er et meget stærkt udtryk for at du er har fået fod på den. At det er dig der styrer dit liv, med de vilkår du nu engang har fået, og ikke angsten. Det er gode tegn og vidner om stor styrke, der kommer ud af megen smerte. Fortsæt endelig med både malerier og skriverier, for du ER jo god til det 🙂