Smertefuldt diasshow

De kloge kalder det flashbacks, et ord som vi andre mere eller mindre bare har adopteret. Det er egentlig osse et fint ord der beskriver det forbandede fænomen, der følger med PTSD´en. Og det i en sådan grad at det vist er et af de kriterier, der skal være opfyldt for at der er tale om PTSD.

Flashback minder på en måde om blitzlys i den moderne udgave. Den hvor, kameraet først blinker med et andet lys for at udføre “rød øje reduktion”. Der er to glimt.

Jeg tænker det dog mere som en gammeldags dias-fremviser. Sådan en, der klikker (med en sort fremfører hen over skærmen) med den uendelige række af dias på skærmen mellem hvert skifte, men alligevel mestrer kunsten med de hurtige skift til perfektion.

Eksempler på flashbacks, der refererer tilbage til overfaldet i min gamle lejlighed.

Jeg står ved min nuværende hoveddør og skal låse op
<klik/sort skærm> mærker skubbet i ryggen og åndenøden <klik/sort skærm>
Låser op og går ind.

Ser en større køkkenkniv i hånden på hvem som helst
<klik/sort skærm> ser stålet foran mit ansigt og mærker smerten i underlivet<klik/sort skærm>
Lukker øjnene et øjeblik og ser derefter kniven blive brugt til et mere passende og nutidigt formål.

Der er desværre mange flere triggere end disse to. Og hver eneste gang giver det et stik af dyb angst, og overbeviser kroppen om, at nu skal den dø – hver gang. Det er vanvittigt og barskt. For det er virkelighed jeg oplever. Som virkelighed; hver gang. Min realitetssans falder ud og bliver overtaget de her gamle smertefulde dias. Det kan ikke på nogen måde sammenlignes med at “tænke tilbage” på et eller andet minde. For der ved man jo godt at det er et minde og ikke en aktuel og akut virkelighed. Under et flashback – der er det virkelighed. Nu og her. Flugt, kamp eller dø. Kroppen er altid i beredskab.

Heldigvis er klikkene blevet færre og jeg er blevet bedre til at håndtere det med tiden. Ellers var jeg ikke hvor jeg er i dag, men et ganske andet sted.

Reklamer

2 comments on “Smertefuldt diasshow

    • Og deri har du så ganske ret. Det er en skræmmende tilstand at være i – netop fordi man ikke kan se, at det bare er en tilstand og ikke en virkelighed.
      Og tak fordi jeg måtte være her 😉

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s