Ferien er ovre og ingredienserne var umådelige mængder regnvejr, kortspil, backgammon, mere eller mindre vellykkede forsøg på at holde grillen igang og ind i mellem et tv, der kværnede i baggrunden. Nok mest for at holde øje med vejrudsigten. Det kunne jo være at regnen holdt op, ikke?!?
Men desværre.
Og så sidder jeg dér midt i kortspillet med verdens fineste vinderhånd og hører dette i baggrunden – det er Ulrich Thomsens letgenkendelige og præcise diktion:
”Jeg har skrevet to taler, far. En er grøn, og en er gul. Og du kan selv vælge hvad for en, det skal være.”
”Jeg vælger den grønne,” svarer faren.
”Den grønne er et interessant valg. Det er en slags sandhedstale. Og jeg har valgt at kalde den ’Når far skulle i bad’.”
Det er et DR program om året 1998, og de viser et kort uddrag af filmen.
Helt unødvendigt at beskrive i detaljer hvordan vinderhånden mistede sin værdi, hvordan jeg overså gode kort på bordet og glemte alt om at “lægge ned”. Tabte i perfekt amatørstil mens hjernen ræsede rundt i sit eget “Festen” univers. Hørte ordene igen og igen. Egentlig ikke fordi filmens tema rigtigt har noget med mig at gøre, eller fordi det bare er en fantastisk film. Men fordi denne film er en jeg engang så med mine forældre, og aldrig vil glemme deres reaktion på den. Selv var jeg nogenlunde velkontrolleret og betragtede den nok egentlig som bare en god film, der havde visse fjernere referencer til mit eget liv, men at det i sig selv ikke var noget jeg sådan rigtigt beskæftigede mig med – dengang.
Min far faldt i søvn, men det gør han jo, så det tilgiver jeg gerne. Men min mor, der ellers nok er engageret i sine omgivelser med et stort hjerte og i besiddelse af en omfattende og så absolut svært tilgængelig bogsamling (ingen danielle steele dér), reagerede nærmest rasende. På sønnen. Ham der holdt talen. At han vovede at ødelægge sin fars fødselsdag, at han jo tydeligvis var temmeligt meget ude af balance og derfor ikke en man kunne tage for givet talte sandhed, og at det hele sikkert var noget han havde fundet på for at få opmærksomhed. At faderen så endte med at indrømme misbruget af tvillingerne var et faktum min mor ikke kunne lade sig forstyrre af. Den gør sgu indtryk, for jeg tænker jo på om det er sådan hun faktisk ser sin egen verden. Og mon det ville have været været samme reaktion hvis jeg faktisk valgte at tage et mere åbent opgør i min familie.
Måtte sgu godt nok synke engang, da jeg hørte min mors udlægning af den film og endnu mere da det gik op for mig at hendes konklusioner var så meget i modstrid med de fleste andres. Sønnen er skurken, basta. Han kunne ikke være det bekendt over for sine forældre – og især ikke at han så gjorde det til en fest med publikum på. Endnu mere basta. At lukke øjnene så meget for det indlysende er en præstation i sig selv og som næsten må betyde en vis erfaring i øjenlukker-manøvren. Skræmmende, forbløffende og forvirrende.
Overleveren 
Jeg bliver mere end skræmt, når du fortæller om din mors reaktion på den film. Måske ved hun, hvad du har været igennem og er bange for at blive konfronteret med sit eget svigt over for dig…
Bare en tanke, håber ved gud ikke den er rigtig.
Tanken er ikke fjernere end at den osse er min. Men tror faktisk ikke, at det er dét, der blev lukket øjne for – men mange andre ting omkring min bror. Jeg tror ikke hun har vidst noget som helst ud over at relationen mellem hendes to børn var noget “mystisk”.
Og jeg var osse nærmest himmelfalden da hun serverede sin konklusion på filmen for mig.
Åh sådan reagerer min mor også… når hun på nogen måde taler om at min farfar misbrugte min søs fra hun var 8 til hun var 18, nævner hun det bare som ‘det med farfar’ – og så kommer der ellers en stime om min søsters gode fantasi, og at hun jo nok også kunne lide det selv, og meget andet godt. Og når hun taler om min fødsel siger hun at alle jo var lykkelige indtil jeg blev født.
Jeg ser det som ekstremt hårde forsvarsmekanismer – ikke mindst for krampen selv. En ekstrem afhængighed af at holde alle nær omkring sig, fordi man tror måske ikke man får andre der kan holde een ud. Og en ekstrem kamp for ikke at mærke… du ved, Alice Miller siger at det 11. bud i vores kultur er: du må ikke mærke…
Jeg har også siddet i lignende situationer og ædt nogle kameler så store, og bidt vrede i mig, og haft trang til at flå hende indtil man kunne få hende til at mærke virkeligheden.
Men jeg ved også godt at hun selv må ville det.
Hun er som en alkoholiker afhængig – af løgnen. Jeg kan ikke holde op med at være afhængig for hende. Jeg kan kun træffe andre valg for mig selv…
Og lade være med at være medafhængig.
Varme tanker til dig og tak for inspirerende skriveri 🙂
Forsvarsmekanismerne kan vi hurtigt blive enige om, men jeg ser det ikke rigtigt som løgne, men mere som fortielser og fornægtelser – men egentlig løgne kan jeg ikke rigtigt se det som. Men det er måske bare mig, der ikke er nået særligt langt i den proces der nu engang er blevet min.
Det mest fantastiske ved den her blog er ikke efterhånden ikke at komme ud med tanker og ord – men mere at man stifter bekendtskab med andres historier, som nu din. Jeg er glad for at se andres ord her, se reaktioner på det jeg skriver, og selv reagere på hvad du og andre skriver. Det er fantastisk givende.. så tak til dig også.
[…] om barndommes overgreb… om mine forældre .. om Festen… om ikke at tale med dem.. om skoletiden. Jeg har ingen klar erindring om hvad hun spurgte […]