Et monster

Der bor et monster i mig. Det hedder PTSD og det vil meget gerne overtage og styre mit liv. Det vil bestemme, hvad jeg bruger mine dage på, hvad jeg skal drømme om natten, hvad jeg tænker, når jeg lukker øjnene et øjeblik, det vil styre hvilke mennesker, jeg kan tåle at se, hvem jeg kan tåle at tale med, hvilke billeder og hvilke film jeg må se. For bare at nævne nogle få ting.

Det vil egentlig også meget gerne bestemme, at jeg sletter mine spor og lukker for bloggen igen, for alt det jeg skriver om her, kan jeg jo slet ikke tåle selv at læse endsige skrive.

Og på arbejde møder jeg en daglig protest fra monstret. For der ser jeg mennesker jeg ikke vælger selv, jeg skal tale om ting og emner, der ikke er finkæmmet for farlige emner. Og jeg kan slet ikke undgå farlige situationer. Altså ikke farlige som almindeligt farlige, men farlige på en måde som mit monster har besluttet er farlig. Det kan være enkeltord, situationer, en væltet stige bag mig, en køkkenkniv på et køkkenbord eller et tv i baggrunden med amerikansk krimiserie. Helt ufarlige for de fleste mennesker, men stærkt angstprovokerende på mig for det vækker monstret og får det til at fare rundt i min krop.

Det vil have mig til at gemme mig, flygte eller reagere med vrede og aggression. En aggression som ingen andre vel at mærke vil kunne forstå, for den er rettet mod mennesker, der slet ikke har gjort mig noget. Jeg kan potentielt blive så stjernevred, at jeg ikke aner hvad jeg selv gør. Hvis monstret altså fik lov at bestemme uden indblanding fra mig.

Det er et monster, der hver dag skal bekæmpes med alle til rådighed stående midler. Det må forgiftes, uddrives, halshugges, brændes, udsultes, tørstes mm ihjel. Og for hver dag, der går, mister det en lille smule mere end det genvinder.

Jeg ved ikke helt hvad der skal til – men jeg ved at én strategi er uden virkning. Jeg kan ikke tie det ihjel. Prøver jeg det, er jeg en sikker taber. Igen.

Indrømmet; jeg har en vis forståelse for de tidligere soldater der efter endt tjeneste i krigsområder ender med at pakke en taske, tage hunden i snor og drager ud i de lidt større skove i danmark. Simpelthen for at komme til omgivelser de kan kontrollere, uden mennesker som kan provokere deres monstre. Og for at få simpelheden ind i hverdagen. Simpelhed og væk fra krav som man alligevel ikke kan honorere.  At bo i telt i en skov er en god løsning på det akutte problem, når man er i monstrets vold. På længere sigt dur den undgåelsesstrategi bare ikke.

Er taknemmelig overfor de mennesker, der ikke synes jeg skulle følge det spor, hverken direkte eller indirekte.

Reklamer

One comment on “Et monster

  1. Pingback: På plussiden « Overleveren

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s