Jeg tror ikke på, at det vil hjælpe mig i den situation jeg er i. Og jeg har aldrig troet det. Selvfølgelig føler jeg vrede og afmagt og det er jo nogle af de følelser, der driver et hævnønske. Men det bliver aldrig til hævn. Jeg tror, at mit behov for at være i fred og få ro på mit liv er større end min retfærdighedssans. At det får mere plads. Og jeg tror egentlig, at det er fornuftigt nok. Trods alt.
Man kan så indvende, at jeg ved at sætte adresse og modtager på min vrede kunne komme af med den og til rette vedkommende, og at det ville være godt for mig. Jeg forstår den i teorien, men ikke i praksis. Ikke i min praksis. Jeg kan sagtens forstå mine venner, der reagerer med vred indignation på mine vegne, men det er jo deres afmagt, der kommer til udtryk. Afmagt mht. mig og at de ikke ved, hvad de skal gøre for at hjælpe og så bliver det til vrede vendt mod de, der har gjort mig ondt og de, der ikke har taget vare på mig, da jeg var barn.
Jeg er dog ikke noget overmenneske, så selvom jeg ikke har noget hævnbehov, har jeg desværre heller ikke noget tilgive-behov. Det ville være stort at kunne tilgive dem, der gjorde mig ondt. Den fungerer bare heller ikke i min verden.
Jeg er i sandhed ikke perfekt 🙂
Overleveren 
Tilgivelse er en underlig ting… den skete for mig egentlig først da jeg begyndte at tilgive mig selv… da jeg tillod mig selv at slippe den internaliserede vrede. Pludselig var det som om vreden mod den ydre krænker ikke længere havde et muldlag at vokse i, eller fandt næring i mig…
Men den der med: Du skal ‘bare’ tilgive… den virkede bestemt ikke for mig, for jeg hadede mig selv så meget at jeg ikke undte mig den fred og ro, der ville være i at tilgive min omverden også.
Men som jeg langsomt begyndte at under mig selv at holde op med at modarbejde mig selv i negative og selvdømmende tanker – men i stedet begyndte at udforske hvem jeg ellers var – så indfandt tilgivelsen sig af sig selv som en nådegave.
Det er undrligt… det værste krænkerne gør ved os er at de får os til at føle vi ikke er andet end krænkede, eller: de definerer vores liv med deres handlinger. Og det er egentlig ikke fair. For mig kom vendepunktet da jeg begyndte at kigge udover den horisont, som andre havde bestemt for mig – og opdagede små og store ting, som jeg også var – og som jeg egentlig MERE var.
At jeg fx elskede at skrive. At jeg fx elskede at male. Og at jo mere, jeg lagde min energi i disse ting, jo mere kunne jeg se de ubehagelige ting og selvforståelser… blegne… fade ud. Man kan jo ikke fjerne dem. Men man kan tage sin energi fra dem – fx ved at arbejde med en psykolog – og lægge den over i at bygge sig selv op, blive den, man egentlig er…
For det er den person, man har været hele tiden – og som det aldrig er for sent at blive igen 🙂
jeg synes ikke at nogen skal have lov at definere at de resten af mit liv skal være den vigtigste person i mit liv, fordi mine reaktioner og tanker og forhold til andre egentlig handler om dem. Jeg synes jeg har lov at være den, jeg blev født til at være…
og da jeg forstod det… begyndte tilgivelsen at ske.
Men ikke fordi jeg sådan set ville den, på en kunstig og opstyltet måde – men fordi det bare var tid.
Varme tanker
A
Tak for tankevækkende og “læsværdig” respons. Der er mange gode ting at hente i dine ord, og jeg håber jeg får mere af samme slags med tiden. Ellers henter jeg det ovre på dine sider 🙂
Jeg ved ikke om jeg kommer dertil at jeg kan tilgive – det må tiden vise. Men lige nu betyder det ikke noget særligt for mig, og det er ikke et mål i sig selv at jeg skulle tilgive. Jeg tror målet for mig er at komme videre, men uden at fortrænge og glemme én gang til hvad der er sket med mig..
/overleveren