Tilbage til arbejdslivet

Kan man ikke, hvad man helst vil, må man finde noget man kan – og gerne vil.

Det måtte jeg sande, da mit oprør mod mulig førtidspension pga PTSD og kronisk depression satte ind. Jeg ville helst en masse, men kunne ikke særligt meget, når det kom til stykket. Kunne det ikke på kommando og med en stabilitet som en arbejdsgiver måtte forvente af mig. Jeg var derfor ikke noget særligt godt kort i ansøgerbunken. Hvem pokker ville ansætte én der kom direkte ud af flere års sygemelding med en psykisk diagnose? Hvem pokker ville turde?

Skulle jeg lyve eller undlade at fortælle hele sandheden, og hvad så med det forbandede CV, der ville komme til at ligne tandrækken hos en gammel kælling. Hullet og mangelfuldt. Der var kun en vej, så vidt jeg kunne se. Eller to, faktisk. Den ene var den kommunale med deres jobprøvninger og aktiveringer. Udsigtsløse som regel, og uden rigtig løn og andre rettigheder, der normalt hører hjemme på en dansk arbejdsplads.

Den anden var at bruge sit netværk. At få kommunikeret ud til vennerne, at jeg var interesseret i at finde et job, og om de eventuelt kunne anbefale mig til noget.

I første omgang fik jeg ikke meget andet ud af det, end at få grovsorteret lidt i vennerne, for det viste sig, at de ikke rigtigt troede på min arbejdsvilje, og mht den betingede raskmelding jeg havde fået; at dér måtte lægerne have taget grumme fejl og at dé (altså vennerne) vidste det hele meget bedre. Kort sagt, var der ikke mange, der ville tage den risiko at anbefale mig, for tænk hvis jeg nu faldt tilbage, hvis jeg nu dummede mig, hvis jeg nu bankede en eller anden i hovedet med et kosteskaft i et anfald af aggressiv angst og sære flashbacks.

Endelig ringede en veninde; hendes chef havde spurgt om hun kendte nogen, der eventuelt kunne være interesseret i et job. Og hun havde sat sig på kanten af hendes skrivebord og sagt “Ja – det gør jeg. Men nu skal du høre..” Chefen blev ikke nervøs over at få sandheden, og tog mig ind til en samtale, og startede med ordene “jeg synes, at alle skal have en chance og jeg tror at du er for god til at lade gå”. Hun bad mig selv fortælle om perioden med sygdom og hvad der havde udløst det og hvad det betød for mig. Bad mig skitsere om der var nogle særlige hensyn, der skulle tages og om der iøvrigt var noget, jeg synes, de skulle vide. Og ellers lignede det en normal jobsamtale med snak om erfaringer, tidligere jobs og personlige egenskaber.

Jeg blev ansat på stedet og begyndte med det samme. Det er ikke verdens bedste job og lønnen er lavere end jeg var vant til (er dog blevet lidt bedre siden). Men det er et job og jeg er blevet selvforsørgende igen, og først og fremmest er jeg sluppet ud af jobcentrets klør. Jeg bliver ikke udfordret på koncentration og intelligens, men skal stadig være mentalt til stede i alt, hvad jeg gør. Det er faktisk ganske fint og meget udviklende for mig.

Viljen var der altså, og som bekendt giver viljen til at ville, evnen til at kunne.

Og jeg brød ud af den onde spiral, jeg var fanget i. Takket være en god ven og en modig chef. Og en smule beslutsomhed fra min side.

— og nej, har endnu ikke gokket nogen i hovedet med et kosteskaft 🙂

Reklamer

5 comments on “Tilbage til arbejdslivet

  1. Hvor dejligt, at læse. Og er sikker på, at dine overvejelser og valg vil inspirere mange andre i samme båd, hvor de er fastlåst i et ufleksibelt system. Jeg deler din blog igen, for ved der sidder mange derude med selvsamme problem. Tak, tak, tak for at dele dine erfaringer.

    Kh. Pernille

    • Jeg har været usædvanlig heldig at møde de rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt rigtigt mange gange.. herunder denne chef. Jeg tror ikke hendes slags hænger på træerne eller står i kø for at give psykisk svage en chance til i livet. Men jeg er et levende eksempel på at det faktisk kan lade sig gøre at vende tilbage til et normalere liv, selvom man har en tung psykisk diagnose som faktisk burde have sendt mig direkte ind i førtidspensionssagsbunkerne.

      Det fleksible arbejdsmarked i benhård praksis. Kravene er høje, men min stædighed er legendarisk 🙂

  2. Pingback: Fri mig ! « Overleveren

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s