En dag på havnen

Vi var osse i Helsingborg i påsken og gik blandt andet en vindomsust tur på havnen i Helsingborg og endelig fik jeg taget mig sammen til at få skudt lidt billeder med kameraet, der egentlig har hængt lidt i skammekrogen hele vinteren, da jeg ikke rigtigt gider fotografere i kulde.

IMG_1921

Min far og jeg var rørende enige om at dette måtte være selveste drømmenes skib. Quest sejler ca 50 passagerer op nord for polarcirklen hvor de bliver mødt af hvaler, sæler og isbjørne. Men vi er nok osse realister nok til at erkende at dét vist indebærer noget med 7 rigtige tal, hvilket det ligger lidt tungt med, da ingen af os spiller lotto. Men drømme har man da lov at have.

IMG_1923

Men ture med det gamle træskib, der osse holder til i Helsingborg havn kunne nu osse gøre det. Min far har prøvet det masser af gange, men jeg har den oplevelse til gode. Men der er smukke detaljer på sådan et skib.

IMG_1922

Kunst er der osse plads til ved havnefronten – her ved Dunkers Kulturhus. Det er tydeligt at denne skulptur stod et sted hvor der var læ, og dem der sad der i baggrunden var ikke lige til at flytte med, da de sad og nød en fin sol, varm kaffe og udsigt til en masse frysende mennesker, der ikke kunne komme i læ.

Vi måtte søge et andet sted hen hvor vi både kunne få lidt varmt at drikke, sidde i læ og hvor det i øvrigt var tilladt at have en hund liggende ved fødderne.

Det havde vi dog ikke held med, så det endte med at vi tog vores kaffe med hen i læ af et stort hvidt hus hvor vi sad og nød solen og kigget ud over vandet. Jeg kunne dog ikke lade være med at vende kameraet op mod himlen langs det nærmeste nedløbsrør og lade det selv bestemme hvad det ville stille skarpt på. Blev et lidt skægt billede, men med den fedeste blå himmel.

Helsingborg Havn præsentede sig fra sin allerpæneste side denne forårsdag.

IMG_1939

Og så i dag skulle vi have været videre op i landet. Op og se alle de mange traner. Men der var kun 8 (!) i går og det gider vi altså ikke køre så langt efter. Så det bliver en tur ud i det blå i stedet. Så må vi se hvor vi ender.

Men hvor er vi dog dybt ærgerlige over at traneturen ikke bliver til noget. Øv Øv Øv.

Storm på vej

Det siger de i hvert fald. Så det må vi hellere tro på og så lukke vinduerne på altanen, så vi ikke sender dem på flyvetur ned til underboen. Det er fordelen ved at bo i lejlighed inde i byen – stormsikring er noget vi kan overstå på ca 15 sekunder. Og i tørvejr.

Men til gengæld var det superflot at være ude her i eftermiddag. Himlen er tung og varsler uvejr. Solen står lavet og sender det mest urovækkende violette lys ud over landskabet. Jeg så det da jeg kom hjem og for op og hentede hunden, kameraet og en plastikpose (det kunne jo være at de grimme skyer gav efter for tyngdelovens ide om at sende vand i hovedet på os). Fik 5 billeder med hjem men kun et der var nogenlunde brugbart. For i mellemtiden var lyset blevet mere gråt og kedeligt. Var dog heldig lige at fange et lille hul i skyerne og skød det her:

IMG_1918

Og ja, græsset og træerne er det jeg normalt kalder “striben”. Den smalle skovstribe, der når rundt om hele bydelen og som jeg efterhånden kender hver en lille kvist i. Har konstateret at striben befolkes af diverse ualmindelig almindelige fugle, et par egern, en rævefamilie (når den tid kommer håber jeg) og et utal af katte. Det sidste er hunden en smule optaget af. For de kan klatre i træer viser det sig.

Og lige nu sidder jeg og venter på kæresten, der skal komme hjem efter lidt printer-shopping. Vores gamle printer har nedlagt arbejdet, og vi har lidt svært ved at blive alvorligt vrede på den. Vi har haft den i 6 år og den har udskrevet betydeligt mere end de 2500 sider vi blev lovet på den første printerpatron. Som vi i øvrigt stadig kørte på her 6 år senere. Og det ved vi kun fordi hende kæresten købte (den gang) 5×500 papir og nummererede dem 1-5 og nu er vi i bunke 7. Sådan en laserpatron er nemlig en halvdyr djævel så det er meget godt at have et ca overblik over hvor meget en printer har udskrevet. Så med vanlig sans for lavpraktik skrev hun numre på pakkerne.

Så jeg ved godt hvad resten af aftenen skal gå med. Netværksprinter, sikkerhedsindstillinger, print fra smartphone og hvad ved jeg. Tror kæresten får lov at lave mad i aften, mens jeg nørder med koder, programmer og protokoller.

Og i den alvorligere afdeling.. Lægen har ændret i min medicin. Med succes. Men det vil jeg skrive om en anden dag, når jeg er lidt mere sikker på at virkningen er en realitet. Altså den positive virkning. Bivirkninger er alt for ofte alt for meget realiteter.

Er her endnu

På sådan en sygedag, hvor jeg ikke må anstrenge mig, har småfeber og er på penicillin kan jeg jo sagtens lige lave et fint lille blogindlæg inden jeg kryber tilbage under dynerne i sofaen ( tak for sokkerne, Susanne). Men hunden skal jo stadig luftes, og i dag foregik det lige ved solopgangstid, og så kunne jeg jo lige så godt lige nappe kameraet med. Termometer viste minus 12 grader, så mine særlige fotohandsker kom osse i brug. De holder lige præcis frosten fra fingerspidserne og jeg har alligevel følsomhed nok til at fokusere manuelt på kameraet udover at trykke på alle de små knapper. Blæser det lidt for meget er de handsker ikke meget værd, men de er rare at have i tasken med det andet udstyr.

Desværre havde jeg ikke taget hunden med på råd om at tage kameraet med ud på en lille ti-minutters runde, for den har ærligt talt et ret belastet forhold til hård frost og saltede fortove. Den gjorde hvad den havde behov for at gøre og nægtede derefter at bevæge sig videre. Den lægger sig fladt på maven og sender mig sit allermest stædige blik og den absolut eneste måde at få den igang igen er at sige “hjem”. Mystisk nok kan den sagtens gå hele vejen hjem – bare den får lov at vælge ruten. Lige hjem. Og det er jo egentlig lige præcis det jeg selv har lært den – at hjem betyder at den skal styre hjem.

Så det blev ikke til mange billeder af solopgangen over sneen. Men lidt fik jeg da skudt mens hunden lavede sin lay-down strejke.

IMG_1900

Det er ikke meget jeg har fået fotograferet på det sidste, det er som om energien ikke rigtigt har været til det, men håber at få det sparket igang igen i løbet af februar/marts. Jeg skal nemlig på et par fototure i påsken, og der skal teknikkerne altså lige sidde helt fast igen.

IMG_1888

Jeg klarede besøget hos tandlægen uden alt for store psykiske problemer. Jeg var da bange og nervøs, men temmelig bedøvet så jeg tror faktisk ikke rigtigt jeg opdagede hvad det var jeg skulle være bange for. Og bagefter direkte hjem og i seng. Kæresten luftede hunden og gik i gang med sine planlagte bage-projekter. Jeg sov fra det hele og dukkede først op til overfladen ud på aftenen, slugte nogle flere smertestillende piller og skvattede nærmest besvimet om i sofaen.

Tak for alle jeres tanker over noget så latterligt som lidt tandlæge-skræk. Men der er så mange lag i den skræk, at det kan være ganske svært for mig og mine omgivelser at håndtere. Ironisk nok er den der har mest styr på det tandlægen selv. Han har konstateret en nær sammenhæng mellem den stærkeste tandlægeangst,han møder og hvem der har været udsat for et sexuelt misbrug, og har også drøftet dette med kolleger. Men sært nok er det faktisk ikke noget psykologerne rigtigt har fået øje på som noget særligt eller vigtigt. Han, altså tandlægen, har ikke sagt noget til mig om alt det her, men jeg ved at han og hans assistent forsigtigt spurgte min kæreste til det for et par år siden – og at den samtale vist blev en af de lidt længere. Og hun skønnede, at det var ok at hun svarede så ærligt som hun kunne, for at sikre mig de bedste forhold, når jeg endelig turde tage derud. Det var vist klogt nok.

Når man først lige bliver gjort opmæksom på sammenhængen, er den jo indlysende nok, kvalmende nok i sig selv. Men jeg tror egentlig ikke at det nødvendigvis handler om det sexuelle misbrug i sig selv. Det er naturligvis med og gør det hele meget værre, men det behøver ikke at være der. Jeg tror at der er mange børn, derude, der er blevet voksne og stadig render rundt med en følelse af overgreb når forældre (eller som i mit tilfælde en bror) skulle lære dem at børste tænder. Eksempelvis. Eller som synes at det var et stærkt overgreb når nogen ville klippe negle på tæerne.. Jeg tror at de ting sidder rigtigt dybt i os og at de bliver siddende som noget der vækker stærkt ubehag – og for nogen så stærkt et ubehag at det bliver traumatiserende i sig selv.

Der er mange grunde til at jeg ikke fik børn… dette er osse en del af det. Der er alt alt for meget, der kan gå helt galt. Man kunne så måske sige lidt forsonende, at jeg så kunne være en glimrende legetante for andres børn – glem bare det.. for jeg dur ikke til børn.. ret længe af gangen.

Stor kunst

Man kan altid diskutere om den her skulptur er stor kunst eller bare stor kunst. Men den er nu altid en oplevelse at besøge og det er noget jeg normalt sørger for at gøre turen alligevel går forbi stedet.

Men tænkte at det nok blev lidt for meget at vise alt for mange billeder af den på en gang, så her kommer anden halvdel.

Det er første gang jeg ser den når lyset forsvinder en regnfuld dag, og egentlig var det ingen fornøjelse, men billederne blev lige præcis så dystre som jeg følte mig da jeg stod der på marken og følte mig helt alene med alt det sorte metal.

IMG_1840IMG_1839IMG_1844

Gensyn med skoven

Som planlagt tog vi en tur ud i skovene, og gensynet var en behagelig oplevelse for både mig og hunden. Min gamle mor følte ikke for at gå på de stier, der nu var pladret godt til af efteråret, så det endte med at hun og kæresten fandt en behagelig solplet med lidt servering, mens jeg tog turen ind af de hemmelige stier til vandløbet. Hunden zigzaggede rundt og jagede mus og blev på alle måder smurt godt og grundigt ind i mudder.

Målet for min ekspedition ind af de besværlige stier var dette lille vandløb. Så her tøjrede jeg hunden og satte kameraet op. Ville have dette flødede billede af vandløbet med de visne blade. Synes selv, at det lykkedes lidt over forventning.

IMG_1778

Lige bag ved lå der en lille og temmelig skrøbelig bro, som jeg skulle over for at komme tilbage mod bilen og den ventende kaffe. Men desværre, skovfolkene havde pillet den ned for at få en ny og bedre sat op til foråret. Øv, altså. Tilbage af samme mudrede stier, hvor jeg mødte alle de børnefamilier og hundeluftere jeg havde overhalet på vej ind, og måtte fortælle dem at vejen altså var lukket, så vi endte med at gå på en lang række tilbage. Og så er det altså lidt svært at nyde naturen og farverne, når børn råber, hunde gør og man kommer til at gå bag gamle fru hansen, der vist skulle have holdt sig til de autoriserede stier med sine alt for store sko.

Men jeg kender heldigvis området rigtigt godt, så jeg tog en ninja-vej og kom væk fra selskaberne og endte hurtigt ude ved de andre igen. Måtte dog lige stoppe og fotografere den her lidt hidsige svane:

IMG_1798

Jeg tror ikke at den kunne lide hunde.

Og så hjem til kaffe og kærestens hjemmebag og mors klejner (de skulle jo prøvesmages). Og jeg blev beordret til et tøjskifte – for det viste sig at jeg havde mudder… ca til knæene. Hvad jeg ikke lige havde observeret.

Raw foto – den gratis udgave

Dette bliver sidste indlæg i min lille forsvarstale-serie om at bruge Raw-formatet i stedet for at stole på Jpeg. Nu har jeg pint jer nok med det her.

Jeg har fundet et lille gratis program, der fungerer rimeligt godt med Raw-billederne: Det kan hentes her og hedder RawTherapee. Det er et skægt program, der så vidt jeg kan se kan håndtere alle de nødvendige Rawformater. Dvs også det sære Nef fra Nikon kameraerne.

Det er gratis, det er bedre end picasa, bedre end de programmer jeg har set fra canon og nikon er egentlig et ganske omgængeligt stykke software.

Man downloader det fra siden, pakker det ud og installerer. Det er helt normal procedure for freeware programmer, og man bør jo også altid scanne for virus og andet godt. Jeg fandt dog intet, hvilket ikke er en garanti for at der ikke er noget. Så scan hellere selv, også.

Jeg leger med dette billede:

IMG_1698-j

Hvad kan man sige andet end… ak ja. Gider ikke engang tælle fejlene.

Åbner programmet og fedter lidt rundt med filbrowserdelen for at finde mit billede igen. Det fungerer lidt anderledes men er nu ganske letforståeligt når man lige fanger systemet. Filbrowseren klikker man sig frem til oppe i øverste venstre hjørne. Der er et preview vindue i midten og værktøjskasse og histogram til højre. Klassisk opsætning som de fleste hurtigt finder sig til rette i. Og så er det forresten på næsten-dansk. Men også kun næsten.

RawTherapee-4.0.9.50-23-09-2012-115801

Det sorte på billedet er naturligvis den udbrændte grå himmel. Det er faktisk den jeg primært vil forsøge at redde hjem.

RawTherapee-4.0.9.50-23-09-2012-124725

Det er i praksis de kendte kontroller der findes her til højre. Dog med den fine lille tilføjelse af en lille fortrydpil til højre for hver skyder. Sæt tilbage til standard. Rigtigt god at have når man lærer det her at kende, da man ellers kan få de mest mystiske resultater og at det kan være svært at finde tilbage til udgangspunktet igen. Også her er værktøjskassen opdelt i faneblade, og de minder i væsentlig grad om dem der er i photoshop. Her er billedet vist med den første om eksponering mm.

På faneblad nr to findes skarphed og støjreducering. Og på nr tre er hvidbalance-indstillingen.

Jeg håber, at nogen synes at det her har været en god udfordring til at være lidt mere nysgerrige med deres kamera og computer. Jeg svarer gerne på spørgsmål om de to programmer, så godt jeg formår, men her er i hvert fald lidt af det væsentlige. Men husk nu – det er en værre tidsrøver hvis man først begiver sig ind i detaljerne. Men handler det blot om at redde en udbrændt himmel eller et silhuet træ, så er det rigtigt godt at kunne.

Og forresten. Det færdige billede:

IMG_1698-f

Jeg vil til hver en tid foretrække photoshops udgave, men dette kan bruges. Og det er altså bedre end andet jeg har set på. Det er sikkert fordi jeg er så vant til photoshop, at jeg foretrækker at arbejde i det, for det ser ud som om kontrollerne i dette program er fuldt på højde med hvad jeg er vant til. Bruger bare lidt mere tid på at finde dem.

Starter man sin Raw-karriere her tror jeg dog ikke der er de store problemer med at få fine resultater.

Raw foto i photoshop

Som lovet ville jeg vise de mest basale ændringer, jeg plejer at lave i photoshop når jeg har taget et raw-billede. Men jeg vil altså godt pointere igen, at jeg er en amatør på det her felt, så det er bestemt ikke udelukket at jeg bruger forkerte teknikker, forkerte ord eller andet. Jeg prøver bare at beskrive, hvad der virker for mig, for at jeg får de billeder som jeg kan lide. Det er super-subjektivt.

Men her er først dets JPEG-fætter:

IMG_1706-j

Det stammer fra den tur rundt i området, jeg tidligere fortalte om. Billedet er skudt på auto i kameraet, og det har dermed fået lov til at indstille alt og selv vælge sin lysmåling. Og det klassiske problem opstår med grå, lettere udbrændt himmel. Totalt overeksponeret. Et kedsommeligt billede, mildest talt. At motivet i sig selv så også er lidt kedeligt, det er hvad dét er. Men det behøver jo ikke være så kedeligt, når det nu var en fin sensommerdag med fin blå himmel og gode skyer.

Det får en tur i RAW maskinen.

Jeg arbejder altså i photoshop, så her er deres Raw redigeringsprogram vist. Jeg vil prøve – men ikke love – at lave den næste i et gratis program. Det er et program jeg slet ikke kender, men som har fået ok anmeldelser på nettet. Det kunne jo være, at det faktisk fungerede ganske godt. Og kunne være et passende alternativ til jer, der ikke har adgang til det halvdyre photoshop.

Men først åbner jeg Raw-filen i photoshop og det ser så sådan ud:

Camera Raw 4.0  -  Canon EOS 350D Digital 23-09-2012 062837

Det første man lægger mærke til er den røde farve. Det betyder, at her er der et område, der er udbrændt. Dvs et hvid/gråt område uden deltaljer. Overbelyst. Se, det vidste jeg jo sådan set godt, men at det er så meget kommer altid bag på mig. Den er en hård dommer.

Over billedet er der en menubjælke med sædvanlige fotoredigerings-værktøjer. Den vigtigste her er hvidbalancepipetten, hvor man kan vælge en grå/neutral farve og indstille hvidbalancen efter. Ca samme princip som et grå-kort. Jeg plejer dog at indstille min via custom.

Ude til højre i billedet er det vigtige histogram. Det er en kurve, der groft sagt viser fordelingen af farvetoner fra de lyse til de mørke. Den har en spids helt ude til højre, som viser alt det udbrændte. Men ingen spids til venstre, så der er ikke noget underbelyst i billedet. Den spids til højre skal fjernes og udjævnes.

Under histogrammet er er atter en række ikoner. Det er dog faneblade, der hver især indeholder en række kontroller. Det vil være alt for vidtgående at gennemgå dem alle, så jeg tager bare to af dem. Den første og her man kan lave de overordnede ændringer på hele billedet. Og så nr 3 fra venstre (den med de to trekanter) hvor man reducerer støj og laver en mild skarphedsjustering. Alt det andet må I selv lege med – men kan lige så godt sige med det samme. At det er skægt.

Nr 1 her. Den generelle værktøjskasse:

  1. Hvidbalance valg. Auto, dagslys, kunstlys, overskyet mm (husk at man ikke behøver at have kameraet indstillet på korrekt hvidbalance når man skyder, for man kan ændre det her. Uden problemer. Hvilket atter taler for at bruge Raw foto, for det er nemmere når man står med motivet, og en indstilling mindre på selve kameraet i situationen der skal pilles ved.
  2. Temperatur. Måles i Kelvin. Tint (toning) plejer jeg altså ikke at lege med her.
  3. Eksponeringskompensation. Trækkes den mod venstre bliver billedet mørkere og himlen får flere detaljer og sin mere naturlige farve – mod højre overeksponerer man billedet.
  4. Recovery. Trækker groft sagt detaljer frem i det overbelyste område, uden at underbelyse resten.
  5. Fill light. Trækker groft sagt detaljer frem i det underbelyste område uden at overbelyste resten. Dvs en form for “lighten” bare uden den mælkehvide overflade billedet ville få i simplere værktøjer.
  6. Blacks – fremhæver de mørke partier i et billede. Den kontrol er blandt andet en mester til at lave rigtigt skumle himmelbilleder.
  7. Brightness, den kender de fleste. Her bruger jeg den ikke, da de andre kontroller gør det samme bedre.
  8. Contrast. Også godt kendt, men ikke så fin som de to der følger.
  9. Vibrance, Den smartereste farvemætningskontrol, da den kun arbejder med farver med lavere farvemætning og lader de andre være.
  10. Saturation, mere mættede/dybe farver. Men på hele billedet. Vær forsigtig her.

Så langt så godt. Nu skal billedet gives lidt liv.

Camera Raw 4.0  -  Canon EOS 350D Digital 23-09-2012 064029

Anbefaler nok at man klikker på billedet og ser lidt på hvordan de enkelte kontroller er sat. Den hvide sky til venstre i billedet har jeg ikke fjernet helt, hvilket giver den spids i histogrammet (med det lodrette fald, hvilket egentlig er “forbudt” – det hedder clipped, og det kan man ikke lide som histogram-nørd) men det giver det mest naturlige billede.

Camera Raw 4.0  -  Canon EOS 350D Digital 23-09-2012 064215

Så trykker jeg på de to trekanter for at komme til støjreducering og skarphedskontrollerne:

Dem sætter jeg sådan lidt som jeg lige føler for det. Det kan der skrives lange bøger om, men jeg bruger min simple intuition her. Tager et udsnit af billede med zoomfunktionen og kigger lidt på støj og skarpheden mens jeg sætter den. Det er feinschmeckeri og nok mest vigtigt ved større billeder, der ikke skal vises på web.

Til sidst åbner jeg Copy, så den åbnes i det almindelige photoshopvindue, reducerer billedstørrelsen til ca 30 pct og gemmer til web.

Smider det på min blog, hvis jeg vil. Eller på facebook eller sender som mail.. eller… Når man har prøvet det et par gange kan det gøres på et par minutter. Eller betydeligt kortere tid end det tager at fedte rundt med filtre og særlige kameraindstillinger på stedet. At have en Raw-fil er lidt som at gå med livrem og seler. Man kan som regel redde sig ud af tingene. Man kan dog ikke redde en Rawfil med forkert fokus, forkert dybdeskarphed, forkert eksponering ved bevægelse eller isofejl.

IMG_1706

Den dovnes RAW billeder

Tænkte jeg ville vise at RAW ikke nødvendigvis indebærer at man skal fotografere alt på manuelle indstillinger, at indstille blænde, iso og hvad ved jeg, så jeg tog kameraet med ud at gå en eftermiddagstur med hunden. Og med usædvanlig indiskretion viser jeg hermed rundt i mit helt nære område. Er dog nok ikke særligt sigende for ret mange, så jeg løber risikoen.

Billederne er taget med mit tussegamle canon dslr med budgetlinse på. De er taget på indstillingen P (som på mit kamera stort set betyder fuld automatik men både JPEG og RAW af alle billeder) og med auto hvidbalance. JPEGS til højre er ikke efterbehandlet overhovedet. RAW til venstre er yderst sparsomt efterbehandlet.

Ingen billeder er beskåret, hvilket er meget mod min vane, da min budgetlinse laver de skæggeste vignetter på rigtigt mange billeder, så jeg har gjort det til fast vane at lave en “afskæringskant” i alle billeder.

Prøv at lægge mærke til at RAW billederne indeholder mange flere nuancer af eksempelvis hvid -> næsten hvid ->grå -> mere grå end hvid end JPEG billederne.

Jpeg formatet i kameraet fortolker rigtigt meget hvid til næsten hvid som værende hvidt og så bliver billedet udbrændt i de hvide felter. RAW har mulighed for at gemme mange flere farveinformationer og kan derfor skelne om en pixel er hvid eller bare vanvittigt tæt på hvid gående til næsten hvid. Indrømmet, problemet opstår jo så igen når man gemmer som JPEG for at lægge dem ud her, men i det mindste er de da kun komprimeret en gang (to gange faktisk for jeg tror også WP gør det). JPEGS fra kameraet er komprimeret flere gange og med dårligere algoritme, fordi det skal gå stærkere.

Læg også mærke til at jeg har korrigeret eksponering og hvidbalance hvor den var gået helt galt for kameraet.

IMG_1659IMG_1659-j

Vi tror det bliver en badesø. En dag. Ind til nu er mågerne glade for den.

IMG_1670IMG_1670-j

Selvmål?

IMG_1677IMG_1677-j

Taget i barskt modlys og helt bevidst skygge.

IMG_1689IMG_1689-j

Modlys igen. Kig til husene.

IMG_1703IMG_1703-j

Den her bygning er lidt skæg. Bemærk alle linjerne og nuancerne der er mere eller mindre udviskede i JPEG´en. Vist det er da et ok billede, men ikke helt godt.

IMG_1720IMG_1720-j

En af flere legepladser.

IMG_1722IMG_1722-j

Og lidt skyer. Nappet direkte fra altanen.

Derfor bruger jeg RAW

Jeg har taget dette billede i lørdags. Det er fint skarpt, hvidbalancen var lidt forkert og kameraet misforstod totalt hvad jeg egentlig ville vise. Men da jeg fotograferer med kameraet indstillet på at tage både JPEG og RAW af samme eksponering kan jeg alligevel bruge det til et eller andet. Motivet var ikke så godt på billedet som i virkeligheden, men det tjener da alligevel som illustration for min kæphest med RAW. Der ligger ca 3 minutters arbejde med at efterbearbejde RAW billedet her. Det kan gøres meget bedre, meget nøjagtigere og der kan bruges oceaner af tid på det. Men så vil de fleste stå af på forhånd. Men tre minutter på et billede, det kan man måske lige bruge, især hvis det er et billede man er ked af ikke blev bedre.

Og når det er gjort kan man lade computeren gemme det som JPEG og bruge det på nettet, i sine blogs, på sin facebook og hvad ved jeg.

IMG_1631-fejl

Her ovenfor er den ubehandlede eksponering som kameraet valgte at gemme den i JPEG. Her har kameraet komprimeret farver og ændret i indstillinger sådan som den lille computer dér tror jeg vil have det.

IMG_1631

Og her er billedet fra RAW filen. Det ligner meget mere hvad jeg faktisk så. Kameraet har ikke komprimeret for mig, det har ikke pillet ved indstillinger for mig. Det har simpelthen gemt nøjagtigt hvad sensoren “så” på hukommelseskortet.

Der er rigtigt mange, der er lidt puritanske med billeder, at det er snyd at efterbearbejde, snyd at tage i RAW og sådan noget – men svar mig så – hvorfor pokker lade kameraet lave snyderiet? Når det endda er så ringe til det?

Jeg vil prøve at skrive et indlæg om det her.. og give lidt flere tips. Men her var min hovedbegrundelse for at lade kameraet gemme sine billeder i RAW.

Var på tur

Ja, vi var. To af de tobenede, en af de de firbenede og designikonet (dvs vores bil). Vi tog nærmest skåne på skråtværs og landede i godt humør hos Ellen og John på det forventede tidspunkt og uden at køre forkert en eneste gang, hvilket jeg personligt var ganske stolt af. Skal dog siges at en invitation til dét sted følges af en rimelig god rutebeskrivelse, der blot har en mangel. Den er ikke opdateret med de mildest talt irriterende svenske fartkameraer. (Sådan nogle automatiske nogen, der står fast i vejsiden og har ganske travlt.) Det var mig, der kørte og jeg havde alverdens problemer med at holde designikonets omdrejningsvillige motor inden for det af loven bestemte fart-interval, så det endte med konsekvent kørsel på cruise-control. Vi blev ikke blitzet.

De gav frokost, dejligt, og så fik vi en rundtur i området. Det var godt John var chauffør, for vi anede mildest talt ikke hvor vi var til sidst. Havde vist planlagt at kigge lidt på kort når vi kom tilbage, men snakken gik i andre retninger over bordet, så vi kom fra det igen. Næste gang sætter jeg altså en gps-logger på, så jeg i det mindste selv ved hvor jeg har været. Har nemlig sådan en sådan smart dims i fototasken, der samkører gps-data med foto-tidsstemplerne, danner et fint kort med en rute og billederne indsat på rette steder +/- et par meter. Det er nemlig rigtigt smart. Når man altså lige husker at tænde for skidtet.

Vi glemte forresten også alt om det grammatik-kursus Ellen næsten havde lovet mig, så jeg fortsætter med min personlige udgave af kommateringsreglerne.

Dyr så vi ikke mange af, men ved en søbred kom vi dog i nærkontakt med en overraskende aggressiv flok får, som fandt hunden så interessant, at den skulle undersøges nøjere, til min og dens forbløffelse. Endte med at Ellen måtte skride ind og SHU SHU dem væk med baskende arme. Lidt mere fart på denne manøvre og hun ville ganske givet have landet tørskoet på den anden side af søen. Efter mødet med damen med møllevinge-armene valgte fårene fornuftigvis at lade os være i fred.

Ko nr 21 nøjedes dog med at holde øje med os med sin egen stoiske, skæve, drøvtyggende ro.

IMG_1624

Vejret var desværre ikke det bedste, lidt gråt og kedeligt og en vind, der fik søerne i uro, så de der typiske svenske sø-spejlinger så vi nu ikke mange af. Men hvor er det dog et dejligt område og naturen er fantastisk.

Ved et større fiske-sø område fik vi en lille rundtur og gik og kiggede på lystfiskerne og de små broer der er lavet så man (næsten) tørskoet kan gå ud fra søbredden. Ellen og kæresten forcerede et stejlt skovområde for at kigge efter svampe og andet godt. Det eneste vi fandt var tyttebær, som hunden fortærede med en vis fornøjelse.

Men man skal kigge ned, for selv i den store natur er motiverne små og skægt placeret. Nogle havde muntret sig og leget med kogler og de andre tre præsterede at træde hen over disse uden at se hvad det var, og det var først da jeg begyndte at grine og smed mig på maven, at det gik op for dem hvad de lige netop ikke havde trådt på.

IMG_1635

Men ok, de var faktisk ikke ret store, og de stod mellem en masse andre kogler og var ganske godt kamoufleret. Se, sådan noget kan jeg få øje på, men en kantarel, afdækket, i overstørrelse og stærkt orange mellem en masse grønt mos – dét ser jeg så til gengæld ikke. Og her er Ellen en ren sporhund.

Og så ville John vise os sin yndlingsbro. Der dog ikke rigtigt fører nogle steder hen, og er blevet erstattet (ser det ud til) af en noget mere tidsvarende bro lidt længere nede af vandløbet.

IMG_1642

Men vi måtte jo altså ned på stenene og have et billede af det her gamle håndværk, der bare holder og holder.

Jeg havde gerne taget flere billeder her, mange flere billeder. Men af grunde jeg ikke selv kender til, endte jeg med at stå oppe på bredden med et mindre angstanfald, hvor jeg var helt væk. Det var ikke den rareste situation, og jeg måtte derfor opgive at fortsætte øvelserne på stenene i jagten på det gode billede. Og nøjes med dette.

Tilbage i huset fik vi en lille snak om de her ting, en snak som jeg fik ganske meget ud af. Og fik bekræftet at vores observante værtinde faktisk havde set at jeg var “væk”. Men også at jeg kom tilbage igen. Det er så ufatteligt svært at jeg kan stå i mit rette element, med et kamera, i naturen, i de tryggest mulige rammer og så slår sådan et anfald alligevel benene væk under mig, og jeg blev faktisk .. for nu at sige det direkte … ski´e ked af det.

Men god snak ved bålet (er sært som et bål kan skabe grundlag for dybere samtaler) og over den lækre middag fik mig dog hevet lidt i humør igen.

Alt i alt en fantastisk dag som jeg håber kan gentages i nye variationer.. Om ikke andet så stiller vi til hver en tid op til en arbejdsweekend.