Smidt ud i det

Faldt forleden over et DR program jeg egentlig godt havde hørt om, men som jeg ikke havde set eller gået mere op i som så. Om Homolesbians. Det er nu altså ikke helt tosset, men heller ikke lige i prik. Men dejligt at se noget om homoer, der ikke nødvendigvis handler om ønskebørn eller modebøsser med gode råd om hvordan tomater, agurker mm kan bruges til forskønnelse af ansigtshud.

Da jeg sad og så udsendelsen kom jeg til at tænke på hvor meget, hvor lidt og om overhovedet det faktisk er vigtigt i mit liv at jeg har en kvindelig kæreste. Det betyder vist meget lidt for mig, da det ikke engang har sin egen tag her på min egen lille blog. Kæresten er vigtig – men homoemnet har altså ikke. Det kommer der så nu. Men tag-skyen vil tale sit tydelige sprog, det er ikke noget supervigtigt emne i mit liv.

Så jeg tænker at jeg må altså lige se et par afsnit mere af den udsendelse. Og bliver øjeblikkelig kastet tilbage til min egen udspringshistorie.

Den foregik i flere tempi og hovedingredienserne er en forside på lokalavisen og en megafon i en festsal fuld af glade studenter. Nej, jeg tog ikke lige den diskrete vej ind i den verden.

Det ville nok have været bare en lille smule nemmere hvis jeg var vokset op til Københavns pulserende homo-ungdomsliv. Det gjorde jeg ikke. Jeg voksede op et sted i Jylland. Vestjylland ca. Det gjorde det ikke nemmere, og det er ganske afgjort heller ikke blevet nemmere med den baggrund og barndom jeg så blev udstyret med. Men dette indlæg skal ikke – og må ikke – handle om det.

Men jeg har jo osse haft mandlige kærester i min grønne ungdom. Og en i min senere ungdom, der kom til at ændre mit liv. Og dét skal dette indlæg altså heller ikke handle om.

Jo, jo – jeg har jo altid vidst det. At jeg nok var mest til kvinder.

Det var ikke en viden, der bekymrede mig synderligt derovre i det mørke jylland, for jeg tænkte at min tid jo nok skulle komme og fordi jeg vidste at jeg ville studere, at jeg ville have en universitetsuddannelse og at dette naturligvis måtte foregå i en by, der var en del større end hvor jeg kom fra. Så den tid måtte jo komme af sig selv. Når jeg startede på et universitet. Så jeg tog det faktisk ret roligt og gjorde ikke noget for at opsøge et egentligt homomiljø. Det måtte vente og jeg savnede det ikke.

Skulle lige først tage en gymnasial uddannelse , der muliggjorde et frit valg på hylderne på universitetets optagelsesliste. Og det kan jeg, da jeg bestemt ikke var noget wonder-kid, godt afsløre krævede noget dedikation til skole og lektier. Helt frit valg endte jeg ikke med at få, men det var ok. Og jeg kom faktisk ind på den uddannelse jeg havde ønsket – og på det universitet jeg havde ønsket. Første valget var egentlig det eneste valg.

Da vi festede med huerne på og jeg endelig kunne se afslutningen på års ihærdighed og mit ikke helt selvvalgte homo-eksil – derovre i jylland, kunne jeg slappe af. Og der var mange fester – et par uger i træk. En af festerne blev holdt et par dage før vi fik vores eksamensbeviser i hånden og havde karakter af privatfest med deltagere fra både handelsskole, HF og gymnasium. Det var altså ikke alle vi kendte og jeg stiftede bekendtskab med en vældig sød, lidt flippet pige fra HF. Hun havde en uautoriseret hue på, men var dog iført noget med et blåt bånd i den korrekte farve. Hende talte jeg en del med den aften – lige indtil en af mine venner kom hen og trak mig lidt siden.

- altså hende der skal du passe på.. hun er altså homo… og jeg tror hun prøver at score dig

Efter den advarsel var jeg ikke svær at score. Overhovedet. Lidt beruset af sprut og uventede muligheder, og jeg sov ikke i egen seng dén nat. Ved faktisk ikke engang om jeg sov, men tvivler en smule.

Jeg var helt klar over at mine studenter-venner havde observeret at jeg smuttede med hende. Og det var ganske svært at se dem igen til de forberedende manøvrer til den der dimissionsfest på skolen. Prøvede sådan at liste mig ind af en sidedør, så uset som jeg overhovedet kunne. Blandede mig lidt med venner fra andre klasser og prøvede at holde mig under radaren. Det havde jeg ikke held med, for min skønne og gode læse-ven stod på scenen og testede en dårlig mikrofon da han fik øje på mig. Greb megafonen i stedet og råbte mit navn højt og tydeligt og spurgte – nå, var hun god? Vild latter, da det viste sig at alle i salen var klar over mit lille forsvindingsnummer til den der fest. Nikkede forvirret og modtog et stort bifald, og en megafonbåren kommentar om at det fandme var på tide jeg fik sex. Med tryk på sidste ord.

Her var der bestemt ikke tid og mulighed for betroede små samtaler i hjørnerne med gode veninder i håbet om deres accept og respekt og jeg tror faktisk at dét var helt som det skulle være. Ingen problemer der så vidt jeg kunne se. Og så var jeg bare – den jeg var. Uden de store problemer. Måske hjalp det lidt at tiden osse var afskedens time med nogle dejlige mennesker, der havde stridt, grædt og grinet sig igennem gymnasiet.

Og forbløffende nok forblev mit megafon-udspring en hemmelighed mellem de ca 100 mennesker, der havde været til stede i salen den der aften. Det var ikke noget man talte om i byen.

Jeg valgte at blive i byen et par år mere, tog et par år på arbejdsmarkedet, læste lidt ved siden af og forberedte mig det der skulle komme på universitetet, for jeg havde fået en chance jeg vidste jeg ville tage. En chance for at afprøve et par politiske ambitioner – jeg var nemlig blevet FT-kandidat. Og valget lå 1½ år efter hvis det ellers gik som forventet. Velvidende at jeg – hvis jeg flyttede – måtte opgive den udfordring af praktiske grunde, valgte jeg at blive hængende i provinsen lidt endnu.

Det var osse en spændende tid hvor jeg lærte mange nye mennesker at kende, og en af dem jeg kom rigtigt tæt på var en MF fra et parti, som vi tradtionelt bestemt ikke havde noget at gøre med. Han var bøsse. Og han gættede sig naturligvis ganske hurtigt til at vi nok havde ca samme referenceramme på det felt. Hans situation var, at hans politiske bagland vidste at han var bøsse, men at man havde betinget sig, at det var noget han holdt for sig selv, en aftale han holdt nidkært på så længe han kunne.

Desværre for ham blev vi set lidt for tit på cafeerne, hvor vi sad og småsnakkede over kaffen. Mest om provins-homoliv og ikke ret meget om politik. Men det vakte opsigt, og det endte med at hans bagland bad ham om at indstille de politiske forhandlinger med hende den unge lovende kandidat fra oppositionen. Og så stod han med et grimt problem. Han kunne forklare dem at jeg var en ung lovende kandidat, der var lesbisk og en god veninde, han kunne droppe mig, eller han kunne imødese at han ikke blev genvalgt som kandidat ved næste generalforsamling. At oute mig var udelukket, droppe mig var svært og at opgive sin karriere politisk var for stor en kamel at sluge. Så vi sås i mere diskrete sammenhænge fremover. Gik mange ture langs stranden og drak medbragt kaffe i klitterne og håbede at det så ikke blev set.

Men altså, den går jo bare ikke og det varede ikke mange uger før en lokal journalist med ekstrablads-drømme fik nys om hvad de to politiske personligheder egentlig havde til fælles. Og helt ukritisk smed han det på forsiden en dag. At MF´eren og FT kandidaten skam ikke udvekslede politiske planer og tanker, men bare var gode venner da de beggge var homosexuelle.

- og så var det min mor ringede….

At det havde de da altid vidst. Og en masse andet som jeg faktisk har glemt igen.

For MF´eren betød det et øjeblikkeligt exit til det parti han var valgt for, men heldigvis for ham blev han indfanget af nogle mere fornuftige lokalpolitikere med næsten identisk partiprogram, så han fortsatte.

Jeg skred – nedlagde mit kandidatur og gjorde aldrig mere noget særligt væsen af mig i den partipolitiske verden, ikke offentligt i hvert fald. Jeg blev en kulissespiller og tale-forfatter.

Flyttede fra byen et par måneder senere og fik smag for det vilde lebbe-liv.

Så hvis nogen spørger mig til min udspringshistorie må jeg jo sige at jeg skam ikke sprang frivilligt – jeg blev smidt ud i det.

Nørderier

Som I måske ved har jeg det sådan med computere mm at hvis jeg vil noget skal virke, så må det jo bare være et spørgsmål om hvordan andre har gjort – og så gøre det samme. Kunsten er at finde ud af hvad andre har gjort.

Jeg er lidt i ebogsland i øjeblikket, og det har medført en del udenoms-bloglige debatter for og imod kindle og diverse ebogslæsere og apps.

Der bliver nævnt flere problemer:

• kindle er kun til amazon
• kindle er kun engelske bøger
• erolen.dk kræver sin egen reader
• kindle kan kun med sit eget format
• epub formatet er det vi bruger i danmark
• saxoreaderen kan bruges men er en dårlig kopi.

Nu har jeg leget med det i en times tid og svarene er klare.

Kindle er ikke kun til amazon, da man sagtens kan læse epub bøger fra saxo mfl på appen – eller på kindlen selv. Og så er kindle ovenikøbet så elskværdig at synkronisere i modsætning til saxoreaderen, der bruger epub formatet.

Dermed kan man læse bøger på et hvilket som helst sprog på kindle. Men amazons bøger skal købes på amazon,com.

ereolen.dk – ja, suk. Den kræver en særlig reader pga copyrightproblemstillinger. Take it or leave it – eller køb i stedet for at låne!

Kindle fungerer kun med sit format – det er korrekt. Til gengæld kan epub nemt konverteres til det format. Det er et normalt format, der bliver brugt meget – og derfor er der venlige sjæle der har beriget ebogslæserne med konverteringsværktøjer.

Saxo-readeren er dødfødt. I min verden. Den synkroniserer ikke som den skal og burde – dvs læser man via den på ipad, så nytter det altså ikke at tro at man kan fortsætte på en smartphone fra samme sted. Den gemmer ikke engang bogmærker på tværs.

Til de nysgerrige på hvorfor jeg sværger til kindle kommer løsningen på¨konvertingsknuden, så man kan få danske epub bøger over på kindle samt få synkroniseringen og bogmærker med osse.

Så kan man da slagte en af readerne på sin ipad.. og nøjes med den medfødte iBooks, som jeg ikke engang gider beskæftige mig med, ereolen.dk readeren og kindle – sidstnævnte kan det meste.

Hent calibre og installer, og hvis det er kindle appen du vil bruge primært så vælg det format – ellers vælg den ebogslæser du lige har så programmet konverterer bedst muligt. Jeg går ud fra kindle her:

Giv programmet en mail adresse – og gerne den der er knyttet til din amazonkonto.

Hent ebogen som epub hos saxo.com – helt som du plejer. Ned på computeren eller hvor du nu gør af den.

Her har jeg lidt for sjovt købt en Sara Blædel bog på saxo.com. Den kan læses i deres reader – men det gider jeg da ikke.

Trykker på tilføj bøger og finder den epubfil på computeren som jeg har hentet – den ligger og griner mellem overførsler/hentede filer. Om det er pga adobe digital editions som jeg blev bedt om at installere på min pc eller hvad, aner jeg ikke. Men der er den i hvert fald.

Og så trykker jeg på konverter bøger. Computeren arbejder i et minuts tid og har så gemt en version i et kindlevenligt format. Det ligger i den mappe man har valgt eller oprettet under installationen af calibre.

Så futter jeg videre i systemet – for nu skal den der bog jo over på min kindle enhed. Dvs min ipad.

Der er en rigtig og en forkert måde at gøre det på. Jeg vil nøjes med at beskrive den rigtige.

Gå til http://www.amazon.com/gp/sendtokindle og installer den lille programudvidelse til windows via “desktop”. Og så kan jeg lige så godt forberede jer på at der sker intet.

Sagen er at send to kindle bliver tilføjet i din højrekliksmenu – lige ved siden af send til skrivebord og som mail og hvad ved jeg. Så når du klikker på en fil kan man simpelthen vælge send to kindle. Jeg tror at det er nødvendigt at forbinde ipad til computeren – men ved det faktisk ikke. Min var koblet på, da jeg lavede det her.

2 minutter efter ligger bogen på kindleappen. Med cover, bogmærker, synkroniseringsautomatik og hvad ved jeg. Lige som amazons egne bøger.

Hele manøvren har taget (inkl installationer og test) ca 15 minutter. Den næste bog bliver garanteret klaret på 2 minutter nu jeg ved hvordan.

Keine Hexerei – nur Behändigkeit

Saxoreaderen levede en kort tilværelse på min ipad.. 3 dage. Tror jeg. Mage til møglæser skal man da lede længe efter. Jeg tror, at jeg kan nøjes med to readere – og så selvfølgelig iBooks som jeg ikke bruger til en pind.

Kindle appen er dejlig. Men at læse på ipad er ikke så dejligt. Men det er jo en helt anden sag. Og da vores amazonkonto står i mit navn her – så ved jeg godt hvad jeg får i fødselsdagsgave… hun har ikke gjort meget for at skjule dét indkøb – hende kæresten. Så får hun nemlig osse ipaden næsten for sig selv om aftenen.

Tilståelse

Det er en god dag i dag. For i dag udkom den der nye bog af Dan Brown. Man kan mene hvad man vil om hans noget kreative omgang med historier og myter og at han bestemt ikke lader sig distrahere af irriterende fakta. Men bøgerne er spændende og jeg tilstår gerne – jeg skal bare læse med. Og gerne fra dag 1. 

Og hvad er nu mere passende end at bruge hans bog Inferno til at få gang i elæseren på ipaden igen. Den har ligget lidt glemt og gemt en tid mens jeg huggede mig igennem nogle af de mere gammeldags bøger. I ved dem af papir – og hvor lyset skal være tændt for at man kan læse i sengen. 

Det behøver man jo heldigvis ikke når det er en ipad – den sørger glad og gerne for sit eget lys. 

Problemet er så desværre bare at husstanden kun er beriget med én ipad og at der derfor kan opstå lidt fnidder om hvem der lige skal have brugsretten til den. Og når jeg bruger den til at læse Dan Brown – så er den altså optaget ganske længe af gangen. Alternativet er at jeg begynder at læse på iphonen i stedet. Men der er skærmen altså bare for lille. Så det gider jeg ikke. Eller på computeren – men der sidder jeg jo ikke ligefrem bekvemt på min – om end efter forholdene komfortable – kontorstol. En compiterskærm er altså heller ikke god at læse lange tekster på.

Så nu kigger jeg priser på og vurderer Kindle. Hvis jeg finder tilbage i rytmen med at læse ebøger, så er det absolut værd at overveje. Har set at den – sendt til dk – vil koste ca 200 USD inkl fragt og moms. Det er altså ikke helt tosset for den nye kindle med eget lys i skærmen og det hele. Vi tænker… jeg tænker, hedder det nok snarere. 

Apropos lys. I får lige en tilståelse til. Kom lige til at tænke på en veninde jeg har – der har nogle børn – der skulle beskrive sin søns aldersniveau og udvikling for mig, og en af de faktorer der blev nævnt til uanende mig var at han sover stadig med lyset tændt om natten!   

Jeg ved ikke helt hvad det betyder når man er et barn – det der med lyset. Er det for at holde mareridt væk eller sådan noget? Det ville da være mit bedste og mest kvalificerede bud – for sådan virker det i hvert fald på mig. Jeg har faktisk osse perioder hvor jeg har svært ved at forholde mig til det mørke i natten og derfor pure nægter at slukke sengelampen. Til kærestens store fortrydelse, men nu har hun da valgt at sætte en LED-pære i lampen og tager det lidt mere let nu. 

Tilbage til den der kindle – set i dét lys kan jeg godt se at det nok egentlig ikke er så vildt nødvendigt med en kindle der har sit eget lys. Men hey.. det er jo den store og den fineste af dem, så det skal da være den jeg skal have, ikk? Jeg kan da ikke nøjes med den næstbedste løsning. Hvis jeg nu skal have en.

Når jeg altså lige har bevist overfor mig selv at jeg er i gang med ebogslæseren og kindle-appen igen. Der er nemlig flere ulæste bøger i mit kindle-bibliotek som jeg mangler at fordybe mig i.  

Og jo – der er for mig slet ingen tvivl om at det skal være en kindle. Den kan sagtens bruges til andre bøger i andre formater da mindreårige gigs, ældre krølhårede nørder med grimme briller og visse opensource bureauer har leveret så mange løsninger på hvordan man får almindelige epub bøger ind på sin kindle. Den er slet ikke så tæt forbundet med amazon som man går og tror. Men det er klart at alt fungerer bedst med deres bøger, der ikke skal tygges igennem af en konverteringsmaskine. Og så er der jo lige det kindle kan som altid duperer mig – den husker hvor jeg er kommet til – fra alle enheder til alle enheder. Og spørger pænt om den må bladre frem til dét sted jeg er kommet til da jeg sad og smålæste lidt på telefonen i bussen fordi en eller anden idiot foran den (altså bussen) havde valgt at køre ind i en lygtepæl og dermed bragte trafikken til standsning i ganske lang tid. Så er det man smålæser lidt. Fordriver tiden med noget og så kedeligt som det var at sidde fast i bussen var der ingen af mine WF´ere der kunne følge med – så jeg spillede fine ord – men fik intet svar. Ergo… i gang med den virtuelle bogreol. 

Og når jeg kommer hjem og sætter mig på altanen for at nyde en kop kaffe og den her bog – så er det at ipaden helt af sig selv kører frem til det sted jeg nåede til på telefonen. Det er da smart. Og det kan saxo-læseren vist ikke finde ud af.

En anden ting jeg godt kan lide ved kindle er at muligheden for at lave et intensivt note- og understregningscirkus. En god ting når man osse gerne læser faglitteratur. Og så er der jo lige det direkte opslag på google, wikipedia og sådan noget. Det kan jeg nu osse godt lide. Men aner slet ikke om man osse kan det på de andre læsere. 

… og nu vil jeg i gang med næste kapitel af den der nye og ikke særligt politisk korrekte Dan Brown bog. Det er lidt yt i dag – tror jeg. Og hvad så.

 

 

Går på vandet

Sad ved et lille stilfærdigt vandløb og slappede lidt af i går. Nød vejret, der endelig viser sig med rigtigt forårslune og lod hunden støve rundt i sin egen verden. Og så skød jeg billeder af de her små fyre, der skøjter rundt på vandet. De er faktisk svære at fotografere for det kræver stille vand og god placering i forhold til lyset. Og naturligvis at de er alene på vandet, hvad de sjældent er.

De går på vandet.. på overfladespænding, ser det ud til.

Ind i mellem ville jeg ønske jeg havde den evne… bare ind i mellem.

Fejlretning

Så har vi fået os nogenlunde indrettet på vores sært beskårne lille altan. Der er sikkert plads til forbedringer endnu, men det virker da nu. Sådan ca. Vi har spurgt os lidt for mht MidterFruens glimrende forslag om at få sat en markise op, og det kan ikke lade sig gøre, da konstruktionen slet ikke kan bære sådan en når den er slået ud. Den stedlige vicevært så nærmest ud som om at han frygtede at taget dermed ville baske væk i den mindste lille sommerbrise. Så nej – det måtte vi ikke. Desværre. Vi har taget konsekvensen og har bestilt en til altanbrug egnet parasolfod, Den kan stå hvor som helst og vil kun i begrænset omfang være i vejen. Godt det samme for den vejer vist ganske godt til sådan en støbejernsdims og er ikke sådan lige at flytte rundt med.

Men der er jo flere problemstillinger med den altan. Vi vil gerne have at døren står åben, men vi bryder os faktisk ikke om at fluer, hvepse og andet skrammel kan komme ind i stuen når den tid kommer. Og det gør den altså snart – har smidt den første kæmpehveps ud af køkkenet. Den var i størrelse “man skal næsten have jagttegn” for at fange den. Men der er vist noget med at det er dronninger der fistrer rundt i øjeblikket eller sådan noget. Jeg aner det ikke, for jeg har ikke den store entomologiske indsigt.

Men vi gider i hvert fald ikke have dem indenfor. Slut.

Så på den lokale harald nyborg faldt vi over et insektnet til døre, som kunne monteres uden brug af værktøj. Det kostede i praksis nærmest ingenting så det vil jeg prøve at sætte op på døren, og så håbe at hunden kan lære at gå ind og ud af det.

Der var naturligvis en brugsvejledning med – og den var et enkelt sted lidt mere udførlig end jeg havde forventet. Er sikker på at I osse vil hygge jer lidt over den (burde det være) overflødige oplysning i nederste højre hjørne. (klik evt billedet lidt større for at læse). Man kan osse her undre sig lidt over brugen af ordet kan (?).

Jeg vil næsten vædde på at dette produkt er amerikansk – uden at kigge mere på emballagen i øvrigt. .

Og så er vi næsten klar til at nyde pinsen i næste uge – har hørt noget om temperaturer op til 25 grader, hvilket jeg bestemt ikke har tænkt mig at protestere over.

*** noget er slettet… det annoncerede indlægs tid skal nok komme – bare ikke nu***

Torsdagsplaner

Det er helligdag og fridag og hvis det ikke havde været det havde vi begge været i fuld gang allerede nu, med masser af knaldenergi, fuld af smil og klar til dagens udfordringer. Dvs næsten – i mit tilfælde i hvert fald. Men nok mere energiske end vi er i dag. For vi er trætte, sløve og gider ikke rigtigt noget som helst af det der egentlig var planen for i dag. Nå, vi skal nu nok nå det hele alligevel.

Vi skal (alt alt for sent i år) bytte hjulene på bilen. Men i betragtning af hvor lidt vi bruger den i hverdagen sker der nok ikke noget ved at den har haft vinterskoene på indtil i dag. Det har været planlagt et par gange, men da det er en af de ting vi to tøser behøver lidt hjælp til af mande-kræfter er vi en lille smule afhængige af at der er nogen der gider hjælpe til. Mandekræfterne her sidder så bare desværre på mænd, der ikke ligefrem er kendt for at være aftale-stabile, men i dag har vi så fået lovning på hjulbytteri. Til gengæld har vi investeret i en såkaldt garagedonkraft, som burde gøre arbejdet en del nemmere i forhold til at bruge bilens egen, originale donkraft. Sådan en er nemlig en lidt spinkel konstruktion hvis allermest udmærkede funktionalitet er at den kan pakkes sammen og ikke fylde alverden. Jeg vil nok nærmest mene, at der er tale om en “nød-donkraft”. Japansk design i den fancy udgave gør den bestemt ikke mere brugervenlig. Vi har aldrig anvendt den, da vi jo havde to biler og den anden bil konsekvent var mere tung og solid og dermed osse havde en egentlig brugbar donkraft.

Drillebilen havde en formidabel donkraft, men til gengæld var de punkter på den hvor en sådan retteligt skal placeret rustet væk, så det gav osse lidt halløj i sig selv. Endte som regel med at den blev kørt på hjulcenter til sommer/vinter bytte – for vi turde simpelthen ikke gøre det selv, Bunden i bilen havde næppe overlevet i vandtæt stand.

Altanen skal osse have en omgang, og vi er stadig i en eller anden form for eksperimenteren rundt med en lille bænk, et par stole, et bord og en drilsk parasol. For hvor pokker skal den være så den faktisk virker som den skal – uden at stå i vejen. Den allermest optimale løsning for parasol ville være ca 1½ m uden for rækværket, men det tror jeg vores underboer vil være kede af. Vores altan er bestemt ikke blandt de største, men dog brugbar nok. Vi skal bare indrette den rigtigt. I dag. Suk. Jeg vil have mit lille bekvemme læse, skrive, lege med ipad hjørne. Kæresten vil have mulighed for at lege med krydderurter og planter og blomster. Vi skal helst kunne sidde 4 og spise derude. Well, det er nok lige optimistisk nok – men 3 i hvert fald.

Og hunden skal helst have en plads med sol som den kan nyde adgang til mens vi er på arbejde. Det er nemlig fordelen ved at bosætte sig i et område hvor vi bor så tæt, vi kan åbne altandøren uden at være hjemme. Adgang til lejligheden i lusket ærinde vil kræve at man sætter en stige op i stueetagens have lige uden for deres stuevinduer, forcerer et udestuetag, kravler et par etager op, kryber ind over altankanten og den vej ind i lejligheden. Yderdøren er tyverisikret og kræver nøgle for at komme ud, så de luskede skal samme vej tilbage med hvad de nu vil stjæle på nakken. Og alt sammen ca 6 m fra genbo-ejendommen hvor 8 lejligheders beboere vil have første parket til at kigge på manøvren. Beboere, der vel at mærke er helt klar over at vi går på arbejde (i modsætning til rigtigt mange af dem – velkommen til beton-ghettoen), at vi har hund og hvornår vi plejer at komme hjem.

Vi tvivler på at nogen vil gøre forsøget. Og er villige til at vædde et indbrud på det. Et indbrud som hunden i øvrigt vil gøre NADA for at forhindre. Det er slet ikke dens opgave at være vagthund, og det vil egentlig være ganske uhensigtsmæssigt i en lejlighed med en hund, der vuffer uhæmmet af alt ukendt.

Orv ja… kæresten er forresten osse en tyv. Sammen med de sandaler jeg fandt på tilbud fandt jeg osse en ny regnjakke. Osse på tilbud for en plov. Fed, tæt skåret, turkis ting fra Marmot og af fornuftig kvalitet. Den røg osse i kurven. Den scorede kæresten på stedet, og da den klæder hende rigtigt godt måtte jeg gå rundt i regnvejret i går uden passende beklædning og blev ganske gennemblødt. Men smugkiggede tilfreds på hende den skønne, der ellers har pakket sig ind i en stor, uformelig, kraftig arbejdsregnjakke, som hun ville kunne skjule en graviditet, en rygsæk samt et raketstyr under. På en gang.

… om aftenen bestilte jeg en jakke til… en anden farve, men nu kan vi lege fru og fru danmark i ens overtøj.. i regnvejr. Fik den heldigvis til samme lave pris, men til gengæld måtte jeg bestille på nettet og håber så at pakken ligger til mig på mandag. Så indtil da gider jeg ikke regnvejr.

Jeg kan da ikke være den eneste

… der går rundt og synes at vi lige har haft århundredets korteste forår og er gået direkte til sommer. Ja, jeg ved godt at det vist bliver køligere og mere regnfuldt i morgen – men altså i dag.. det er jo ren sommer. Der dufter af grill over kvarteret, børnene leger mellem husene med deres vandpistoler og er til evig fare for stille hundeluftere, der er vanvare har taget en telefon med i lommen. Jeg bliver beskudt fra alle sider og under stor jubel.. møgunger! Underboen i huset overfor soler sig på altanen og vi kan nu berette at kravet om kun at vise sig i hijab ikke gælder for ophold på altanen.. hun havde smidt sig – uden det der klædestykke – eller ret meget andet for den sags skyld – så hun ikke kunne ses af dem der gik forbi på gaden. Til gengæld måtte hun vinke genert til os, da vi gik og forberedte mad i køkkenet, inden hun vimsede ind for at hente noget mere ude-egnet og acceptabel beklædning. Tror ikke hun havde set at vi var kommet hjem fra arbejde. Mon hun hilser på os i morgen på gaden?!?

Den anden underbo nyder osse solen selvom eftermiddagshyggen blev afbrudt af hvad jeg tror var et lille kommunikationsbrist på deres hattehylde.. alle ville gerne være ude – og lufte ud.. desværre osse papegøjen som tilbragte en times tid i et nærliggende træ med en flok hylende unger under sig der prøvede at lokke med nødder og bananer og hvad ved jeg. Den sidder atter på sin pind på altanen og er formodentlig tøjret forsvarligt.

Jo, jo.. man lever tæt herinde i byen. Det skal vi altså lige vænne os til.

Foråret – der altså i dag retteligt er sommer – er osse tid til at finde sandalerne frem. Og konstatere,  at de sandaler jeg købte i 2005 (ifølge kundeservice, der kunne slå serienr op, og fortælle mig at den gamle sandal var i kvindestørrelse) og som jeg har brugt rimeligt ihærdigt 3 måneder hvert år siden, nok egentlig burde byttes til et par nye. Og det er herligt simpelt for de er mit 3. par af samme mærke. Så det er bare at huske størrelsen (og helst osse køn) og så bestille på nettet eller hive ned af en hylde, for de ændrer nemlig heller ikke væsentligt i designet. Så passede de tidligere og de første par – så passer nr 3 sikkert osse.

Ha – den lokale outdoor pusher havde dem til halv pris. Et stks teva-sandaler til mig – amfibieudgaven. De koster normalt ganske meget og holder så til gengæld osse til næsten hvad som helst (inkl som badesko) i 7-8 år.

Det var den gode nyhed. Den dårlige er at finde ud af hvor meget jeg hader at gå sådan nogle skiderikker til. Det sker jo ikke så tit så jeg glemmer det hver gang. Øv.

Så hvis I på jeres vej møder et hundeluftende damemenneske i et par meget blå sandaler – og som har en lidt særpræget gangart pga små-ondt i fødderne og som ovenikøbet insisterer på at bruge dem i regnvejr. Så spørg lige om det kan være mig… Man kan aldrig vide.

Og ja – billedet er det kommercielle og napset fra deres hjemmeside. Shame on me.

Sommerferieplaner

Det har været ganske omstændeligt i år at få planlagt en ordentlig ferie. Familiehensyn og tilhørende arrangementer lagde sig konsekvent i vejen for en rigtig “nu skal vi være kæreste-agtige” tur. Og skulle det være en kærestetur plus hund eller uden den. Og hvis det skulle være uden – hvor skulle den så være?

Der er ingen tvivl om at vi virkelig trænger til at komme væk og bare være os selv, og der er egentlig heller ingen tvivl om at det for os ikke rigtigt spiller nogen rolle om hunden er med. Vi er jo vant til at have den.

Men det kan altså godt spille en rolle hvis man skal til udlandet. Eller ud at flyve.

Ergo – det bliver nok uden den. Så vi forhører os hos vores faste hunde-sitter, der kender hunden, om hun kan tage den i 10-12 (måske 14) dage. “Jo, jo.. inget problem, har kun en aftale i løbet af sommeren. En rund fødselsdag der er henlagt til et weekendarrangement. Nå – var det dén weekend – det må I lave om på” Øv. Tilbage til regnebrættet og tænke det hele om – og tale med chefer om vi kan bytte ferieuger. Det var heldigvis ikke noget problem, så nu er ferien på plads. I hvert fald i teorien.

Vi starter med den sædvanlige sommerhustur. Det ligger altid helt fast og vi ser frem til at være på hvad vi jo selv mener er Danmarks skønneste plet og holde hof med venner og familie. Det bliver helt som sædvanligt i den der uge med bål, hekse og midsommerviser. Og det er heldigvis snart – vi kan næsten tælle ugerne i hovedet uden brug af kalender.

Så skal vi arbejde og arbejde og arbejde mens resten af verden har ferie og mens vi venter på det bliver ultimo august. Her fyrer vi op under designikonet (dvs bilen), kører på tværs af landet og afleverer hunden. Og stikker snuden mod syd. Først mod Sydtyskland, dernæst Østrig.. så kan det være vi vender Tjekkiet, hilser på Balatonsøen og ender ude på de vældige græsstepper i den østlige og egentlig ret ukendte del af Ungarn.

De par billeder jeg viser her altså de turistede billeder… Sådan ser de ikke altid ud de der puszta-cowboys. Men de er da fine og check lige baggrunden. Steppelandet er så stort og så fladt at det er svært at fatte og endnu sværere at fotografere. Det er i øvrigt fra denne del af europa man finder oprindelsen til de danske gardehusarer. Oprindeligt et ungarsk ryttteri som en eller anden dansk konge hentede for at slås med nogle russere i tidernes morgen. En ting er i hvert fald sikkert – de har bare styr på de der heste. Osse når de ikke optræder i de blå dragter og bare er i almindeligt arbejdstøj. Og faktisk mere fascinerende at se dem i dagligdagen end når de optræder for turister. For derude på steppen er heste altså bare det rette transportmiddel når man skal fra A til B.

Desværre er de kropumulige at fotografere i dagligt tøj. De er nemlig bare små prikker i horisonten og bryder sig ikke om kameraer når de ikke er i traditionelt tøj. Man skulle jo nødigt ødelægge illusionerne hos turisterne.

Puzstaen venter og jeg glæder mig som et lille barn til gensynet med dette landskab og dets særprægede indbyggere. Er dog helt sikker på at designikonet vil stikke en del ud i omgivelserne. De kører mest i ældre biler – model meget mini og forholdsvis simpel teknologi. Eller hestevogn. Traktorer er der nu osse en del af.

Det er nu ikke så ringe, endda.

Så skal vi bare have det finansieret, da vi begge pure nægter at holde ferie for lånte penge. Vi har tre måneder til at skrabe pengene sammen så det skal vi nu nok nå. Sender her en venlig hilsen til skat.dk der lige havde overset at vi havde gigantiske befordringsfradrag i et halvt års tid før vi flyttede ind til byen og derfor udbetaler ganske mange penge til os i løbet af nogle uger.

Egentlig kunne vi nu godt have hunden med på turen. Den sover i bilen og tager det hele med en vis ro. Problemet er desværre bare, at det der med hus-hunde i Ungarn bare ikke lige er som her. De har dem som vagthunde, hyrdehunde og brugshunde. Og som vilde dyr i skovene og på steppen. Det er ganske enkelt for farligt at komme slæbende med et kæledyr i snor. Farligt for den – og farligt for os at servere de vilde hunde en omgang “take away” mad.

Jeg er helt sikker på at vi får en rigtig fin tur og får set ting – lært ting – som de færreste turister kommer til derude. For vi kender nemlig vores vært. Han er indfødt og en flink fyr. Hans erhverv er biavl på højt plan, så mon ikke vi atter vender hjem med honning i store mængder. Og naturligvis med flere udgaver af den særlige Tokaj vin.

Og så er vores vært i modsætning til hans landsmænd ikke homofob, så hos ham kan vi godt være et par. Ude af huset må vi dog give den som pæne veninder på tur. Det vil være at misbruge hans generøse gæstfrihed at være rigtigt pride-agtige derude. Der er en tid og et sted til alt – og den ungarske puzsta er hverken tiden eller stedet. Endvidere har han den indlysende fordel at han faktisk kan tale andet end… ungarsk. Det er nemlig et sprog, der egentlig ikke kan læres. Det kan man kun vokse op med. Helt håbløst for udenforstående.

Jeg glæder mig osse til at vise hans ven, fårehyrden, at jeg stadig mestrer kunsten at svinge en pisk og styre hans hunde. Glæder mig dog ikke til at vise ham at jeg stadig er hunderæd for hans heste, og derfor foretrækker at rasle rundt mellem majskolber, landbrugsudstyr af en herkomst og med et formål jeg ikke kan regne ud, bag i hans hestevogn når vi skal “til byen”. Man kommer egentlig til at dufte ganske særpræget derude.

Når tiden er inde skyller vi det fine steppesand ud af bilen (og jeg får renset kameraer hos en proff) og vender snuden hjem igen. Formentlig med et enkelt stop ved Regensburg, hvor vi osse er velkomne hos kendte værtsfolk inden vi stikker kursen ud mod nord. Hjem til hunden. Og hjem til arbejdet igen.

Således agter vi at forlænge sommeren ind i september med varmegrader på den tørre side af 30. Og komme hjem en mindre formue fattigere, men med plus på oplevelseskontoen.

Og så håber vi bare at bilen holder til det hele… ender vel med ca 6000 km kørsel i uvant terræn. Bjerge og tørke og sand og hullede veje er bestemt ikke lige dens kop te. Vi må vist tegne en udvidet autohjælp-forsikring og så bare håbe på der er værksteder derude, der kan lave en fancy og indviklet japaner – skulle det blive nødvendigt.

Hvornår har du sidst grædt?

Sådan er jeg blevet spurgt i denne uge. Ironisk nok kan jeg svare, at det sandelig ikke er så længe siden. For jeg sad jo en dag i et hjørne på arbejde og småpeb lidt over mit knæ og var på alle måder ret ubehageligt til mode. Af smerter, træthed, frustration og sådan noget. Men mest af smerter i knæet, der bare ikke ville som jeg ville, og viden om en lang dags opgaver, der bare skulle løses. Og helst med et smil.

Lige den dag blev det hele lidt for meget og endte som bekendt osse med et par verbale udfald mod ganske uskyldige, men lidt kluntede (hvad angår formuleringsvalg) kontordamer. Ikke noget alvorligt – fik bare lidt nok af det hele. Lige dér.

Men svaret i øvrigt på det spørgsmål er – det aner jeg ikke. Men det er lang tid siden. Som i rigtigt lang tid siden.

Jeg gentog spørgsmålet – eller refererede til det – hos psykologen i torsdags. Og øjenbrynene rykkede sig en tur, da hun sagde at det “var da godt nok et ret direkte spørgsmål”. Og ja..  det var det.

Temaet for samtalen var hermed lagt. Jeg er et hovedmenneske og følelser når sjældent ud i kroppen. Det var vist ca konklusionen. Det er derfor meningsløst i min verden når hun prøver sine jordforbindelsesmetoder af på mig. Det er meningsløst når hun prøver at sige til mig at jeg skal “stryge min bror ud af kroppen”. For det kan jeg ikke. Jeg kan ikke give slip og lave de der fysiske øvelser, der skulle kunne befri mig fra de gamle spøgelser. Lissom det der med at græde, der altså heller ikke virker for mig.

Hende, der spurgte kunne lige så godt have spurgt – hvornår har du givet efter for den følelsesmæssige smerte. Hvornår går der hul på din byld. Og sandheden er at det gør der ikke bare sådan lige. Betændelsen spreder sig og siver ud alle mulige andre steder – men hul på selve bylden er der ikke rigtigt kommet. Jeg aner ikke om det vil være godt eller skidt at lade det ske, for jeg er reelt bange for at blive helt vanvittig hvis det sker. At så er jeg overgivet til det klare vanvid og ikke har den fornødne kontrol til at komme tilbage igen. Eller osse kommer jeg af med det latente vanvid og bare er tilbage. Jeg tror ikke lige at der findes nogen mellemløsning der.

Jeg ville faktisk ønske at jeg kunne give slip. At jeg kunne sætte mig ned og stortude hos den psykolog, som jeg er så tryg ved og som jeg ved vil mig det bedste og nok skal passe på mig. Der tror jeg, at det vil være det rigtigste og det bedste. Men jeg kan jo ikke.  Lukker bare ned i stedet og så skal hun sidde og fiske mig ud af mørket – til begges dybeste frustration i øvrigt.  Den evige kamp, som jeg skal kæmpe og som jeg i øvrigt osse kæmper i alle mulige andre situationer og på visse punkter lidt for forgæves.

En anden prøvede engang at sælge til mig at det der med at græde – det var lige som god sex. Lige så forløsende. Ja, det er jeg så nok osse lige den rette at sige det til.

Gider ikke gå i detaljer men det er jo to sider af nøjagtigt samme sag. Giver ikke slip og beholder en eller anden form for kontrol – for jeg er så bange for at give slip. For hvad der så sker bagefter.  Jeg, der er nået så langt, har kæmpet så meget og har vundet gode sejre over mine gamle spøgelser, jeg er blevet bange for at lukke dem ud og decideret aflive dem. Eller prøve på det i det mindste.

Give slip – eller angst for at miste noget identitet? Er det det, det hele handler om at jeg et eller andet sted langt langt inde i min sorte sjæl godt ved at når man har holdt sådanne traumer ude bag nogle seriøse blokeringer, for så flere år senere at hæve blokeringerne og tale nogenlunde frit om det – så kommer de til at fylde en del? Er jeg så parat til at fjerne dem bagefter? Hvad så bagefter? Kan man mangle dem? Det er som om jeg søger mod en form for helhed med de traumer og de skader jeg har fået – og det virker jo fornuftigt nok i sig selv. Men det betyder jo osse en vis modstand mod at give slip på tingene.

Give slip bliver vist dette – og lettere forsinkede i øvrigt – forårs store tema.

Jeg frygter den dag en eller anden, hvad enten det er venner, professionelle, kæresten eller en eller anden tilfældig, der stort set kun ved hvad jeg hedder på arbejde eller sådan noget, stiller dét ene spørgsmål, der får mit korthus til at vælte. Jeg frygter situationen og jeg frygter hvad der kommer til at ske bagefter. Men mon ikke det sker? Mon det egentlig ikke er på vej? Jeg åbner for jer, der læser med her – og næsten hvem som helst af jer kan blive den der prikker hul på det. Det kan være ude i den der virkelige verden, hvor vi også mødes. Eller det kan være i psykologens særlige rum.. eller… eller… mulighederne er mange og det har jeg givet lov til og tilladt kunne ske. Frygter dagen, men er vel egentlig parat.

Håber at jeg ikke står helt alene i min boble når den dag kommer.

Overskriften på indlægget kunne lige så godt have heddet – hvornår har du sidst givet slip?

Og i den erkendelse har jeg måttet erkende at behandlingen hos sexologen blev afsluttet for tidligt og af grunde jeg ikke helt forstår er jeg blevet udstyret med en ny omgang tider. Der er altså noget der fungerer i det der sundhedssystem. Den store chance jeg fik med den yderst sjældent givne henvisning forspildte jeg – og så får jeg bare en ekstra? Jeg tager i hvert fald imod den.

Uændring

Med dette lidt (undskyld Ellen) sære og ikke helt autoriserede ord vil jeg hermed højt og tydeligt erklære at jeg ikke ændrer på bloggen eller dens indhold eller stil efter denne uges sikkerhedsbrist.

Hun må tage det som det er, hvis hun vælger at kigge mig over skulderen, jeg er stadig udad-anonym og det er jo det vigtigste.

Jeg har læst lidt rundt i mine indlæg og det fremgår bestemt ikke særligt tydeligt hvor jeg arbejder og med hvad – så nogen illoyal whistleblower-blog er det vist ikke. Og det var nok egentlig min største bekymring, for grænserne er jo hårfine her. Har ytringsfrihed, men skal være loyal. Har tavshedspligt mht procedurer og kundeforhold, men er jo osse fuld af goe historier om egne dumheder, som jeg kan og må fortælle – under passende maskering. Har de særeste kolleger, der er fulde af pudsigheder – jeg selv nok mest. Og det må jeg osse gerne fortælle, så længe jeg ikke udleverer nogen.

Jeg ser derfor ingen grund til at ændre i noget som helst. Jeg bliver næppe indkaldt til nogen kammeratlig samtale af denne grund.

Og forresten – bloggens email er nu fjernet fra mit standard-mailprogram og kører i sin egen app, så den slags fremover ikke sker. Besværligere – og sikrere. Af skade bliver man klog – eller klogere.